Forside » Rejser » Fjerne steder » Vietnam og Cambodia » Turens program


Vietnam og Cambodia

LÆS REJSELEDERENS KOMMENTARER TIL TUREN NEDERST HER PÅ SIDEN.

Vi skal under vort besøg ved Angkor Wat se en række af de enestående og fantastiske templer. Der er meget store tempelkomplekser som Angkor Wat, men også mange mindre tempelanlæg, nogle meget velbevarede, andre stærkt ødelagte. Flere billeder

Vi skal under vort besøg ved Angkor Wat se en række af de enestående og fantastiske templer. Der er meget store tempelkomplekser som Angkor Wat, men også mange mindre tempelanlæg, nogle meget velbevarede, andre stærkt ødelagte.

7. marts  Afgang Kastrup

Afrejse fra Kastrup.

8. marts  Via Bangkok til Hanoi.

Bangkok og videre til Hanoi med ankomst ca. kl. 10. Indkvartering på centralt beliggende hotel i Hanoi. På en tur rundt i Hanois velbevarede centrum besøger vi det oprindelige Hanoi med små krogede gader, hvor biltrafik er forbudt og hvor der er mange spændende butikker. Vi besøger også den del af midtbyen, som franskmændene anlagde, og som er et af verdens bedst bevarede eksempler på en kolonihovedstad. Vi spiser om aftenen på en af de mange gode lokale restauranter, måske drikker vi til maden Halida øl, brygget i Hanoi på et bryggeri opført af Carlsberg.

9. marts  Byrundtur i Hanoi: Litteraturens tempel, én-søjle pagoden, buddhistiske pagoder, Ho Chi Minhs mausoleum m.m.

Vi kører i bus en tur i Hanoi, hvor vi ser nogle af de store seværdigheder: Litteraturens tempel, én-søjle pagoden, en eller flere buddhistiske pagoder, Ho Chi Minhs mausoleum m.m. Vi spiser frokost på en lokal restaurant. Vi besøger også det nationale kunstmuseum. Derefter er eftermiddagen fri til f.eks. at besøge butikker, hvor der handles med silke eller sølv. Man kan også lade sig transportere rundt i en cykeltaxi og få et indtryk af den intense trafik i byen.

10. marts  Hanoi, Den røde Flods delta, Halong Bugten.

Vi tilbringer formiddagen i Hanoi. Efter frokost kører vi til et af de smukkeste steder i Vietnam, Halong Bugten, en bugt med tusindvis af små og store klippeøer. På vejen oplever vi Den røde Flods delta med rismarker og floder, og kører igennem mindre byer. Her får vi indtryk af, hvordan livet leves på landet. Vi gør holdt undervejs og besøger bl.a. et keramikværksted. I Halong går vi ombord i en meget veludstyret båd, med kahytter med bad og toilet, restaurant og soldæk. Vi sejler ud i den beskyttede Halong bugt, og ser solen gå ned, medens vi nyder middagen på skibet.

11. marts  Sejltur Halong bugten.

Vi tilbringer dagen i Halong bugten og sejler mellem de hundredevis af småbjerge, der ligger i bugten. De står som sukkertoppe med stejle sider direkte fra havet og mange meter direkte i vejret. De har en tæt grøn bevoksning af træer og buske, der spejler sig i havet. Vi spiser frokost ombord, og vi går i land på nogle af øerne, hvor vi besøger grotter inde i klippen. Der er også mulighed for at bade. Aftensmaden nydes igen ombord på skibet.

12. marts  Hanoi, Danang, Hoi An.

Vi går i land og kører tilbage til Hanoi, hvor vi spiser frokost. Der er også tid til at se lidt mere på byen. Vi flyver fra Hanoi til Danang, hvor vi bliver afhentet i bus og kørt til byen Hoi An, der ligger lidt syd for Danang. Her skal vi bo 3 nætter.

13. marts  Byrundtur i Hoi An.

Om formiddagen går vi en tur i Hoi An, der var Vietnams første internationale havneby i 1600-tallet. Havnen sandede til og udviklingen gik uden om byen, der har bevaret mange af sine gamle bygninger. Det er som om krige og uroligheder er gået uden om Hoi An. Derfor er mange købmandshuse og templer fra den tid bevaret, nogle som museum, men de fleste er stadig privat beboelse, som man kan få lov at besøge. I Hoi An bor mange gode skræddere, der syr efter mål. Der vil blive lejlighed til at få taget mål til tøj, der kan blive leveret i Hué. Resten af dagen er fri i Hoi An.

14. marts  Fridag i Hoi An.

Vort hotel ligger lige ved stranden i Hoi An et stykke udenfor byen. Der er lejlighed til at bade i Det sydkinesiske Hav eller i hotellets pool. Man kan også tage med shuttelbussen ind til Hoi An og se mere på byen. Dagen er reserveret til afslapning og hvile.

15. marts  Danang, museet for Champafolket, Hué, rundvisning i kejserbyen.

Vi forlader Hoi An om morgenen og gør ophold i Danang, hvor vi ser museet for Champafolket, hvor skulpturer og andre genstande vidner om tætte forbindelser til Indien. Fra Danang kører vi nordpå langs havet. Det er en utrolig flot tur, hvor de grønne bjerge går helt ud til havet. Efter ankomsten til Hué spiser vi frokost. Derefter får vi en rundvisning i kejserbyen. Her er pavilloner, store parkanlæg, haver og meget mere. Desværre er en stor del af det kæmpemæssige anlæg blevet ødelagt af krige, men meget er tilbage. Efter rundvisningen i kejserbyen tager vi til vort hotel, der ligger lige ned til Parfume floden, her skal vi bo 3 nætter.

16. marts  Kejsergravene uden for Hué, Thien Mu pagoden, bådtur tilbage til Hué.

Vi bliver kørt i bus til kejsergravene nogle få km uden for Hué. Det er et utroligt smukt anlæg med søer, bassiner, pavilloner, huse og templer. Her kom kejseren ofte før sin død for at nyde roen og harmonien, og her skulle dronninger og konkubiner leve, når kejseren var død. Vi ser flere af gravanlæggene og Thien Mu pagoden, smukt beliggende ved Parfumefloden. Tilbageturen fra kejsergravene til Hué foregår med båd. Her på Parfume floden får vi lejlighed til at se det myldrende liv på og ved floden.

17. marts  Valgfrit program i Hué.

Vi tilbringer endnu en dag i Hué. Der vil være lejlighed til at slappe af eller til et besøg i kejserbyen eller på byens museer. Der vil også være mulighed for endnu et besøg ved kejsergravene eller til at udforske Hué på egen hånd. Man kan også tage et tur til den tidligere demilitariserede zone langs den 17. Breddegrad,der var grænsen mellem Nord- og Sydvietnam. Turen vil også bringe deltagerne til området, hvor den amerikanske Khe Sanh base lå. Turen er lang og anstrengende. Prisen vil afhænge af deltagerantallet.

18. marts  Fra Hué til Ho Chi Minh City, byrundtur m. den tidligere amerikanske ambassade, præsidentpaladset m.m.

Vi flyver fra Hué til Ho Chi Minh City (Saigon). Inden vi tager til hotellet kører vi en byrundtur, der bl.a. vil bringe os forbi stedet hvor den tidligere amerikanske ambassade lå, præsidentpaladset m.m. Vi skal bo på det fine gamle Hotel Continental lige midt i byen. Her boede Graham Greene, da han skrev "Den tavse Amerikaner". På hotellets nu forsvundne terrasse mødte Catherine Deneuve sin ven, politichefen, i filmen "Indokina", og under Vietnamkrigen var det samlingssted for mange krigskorrespondenter, hvoraf en del aldrig kom længere end til hotellets bar. Saigon er Vietnams største by med 7 - 8 mill. indbyggere, og har det største udvalg af varer i hele landet. Byen bærer stadig præg af sin fortid som fransk koloni og af tiden under Vietnamkrigen. Der findes stadig huse, caféer og restauranter, som synes at have overlevet de mellemliggende år helt intakt. De ligger mellem de mange nye bygninger, der skyder op overalt i denne utroligt dynamiske by, der er Vietnams økonomiske hovedby.

19. marts  Saigon. Museet for Vietnamkrigen, det tidligere præsidentpalads m.m.

Vi besøger et par af Saigons museer. Museet for Vietnamkrigen og det tidligere præsidentpalads, hvorfra Sydvietnams hær blev ledet i krigens sidste faser. Store kort over troppebevægelser hænger stadig på væggene. Resten af dagen er fri til besøg i Saigon på egen hånd. Om aftenen er vi inviteret til middag i en rigmands park, der ligger ned til Saigon-floden. I parken er genopført gamle imponerende huse fra Mekong deltaet, og der er både vandbøfler, fugle og aber i parken. Fra anløbsbroen kan man se ind over Ho Chi Minh Byen med de mange lys på den sorte nattehimmel. Vi besøger på vejen til parken et buddhistisk nonne kloster, der også fungerer som hjem for forældreløse børn, vi får lejlighed til at se de meget kærlige, men beskedne rammer, som børnenes liv udfolder sig i.

20. marts  Cu Chi tunnelerne, Saigon.

Vi besøger Cu Chi tunnelerne, ca. 70 km uden for Saigon, hvor modstandsbevægelsen skjulte sig for den amerikanske hær. Vi ser også de landskaber, hvor gummitræerne tidligere voksede frodigt, men hvor der nu kun kan vokse bambuskrat eller småbuske pga. den kemiske krigsførelse med afløvningsmidler. Vi ser også at træerne gradvist ender tilbage. Vi kommer så tidligt tilbage til Saigon, at vi kan nå lidt flere indkøb, hvis der er mere plads i kufferterne.

21. marts  Ho Chi Minh City, Siem Reap i Cambodia.

Formiddagen er fri i Ho Chi Minh City. Efter en sen frokost på en af byens gode restuarnter tager vi flyet til Siem Reap i Cambodia. Lufthavnen og byen ligger ikke langt fra Angkor Wat, der er et af verdens mest utrolige tempelområder. Efter ankomst og indkvartering er der middag på hotellet, der ligger midt i byen. Vi skal bo her i tre nætter. Tre dage er minimum for at se det væsentligste i dette enorme tempelområde.

22. og 23. marts  Templerne ved Angkor Wat og Harihara.

Vi skal under vort besøg ved Angkor Wat se en række af de enestående og fantastiske templer. Der er meget store tempelkomplekser som Angkor Wat, men også mange mindre tempelanlæg, nogle meget velbevarede, andre stærkt ødelagte. Vi besøger templer med relieffer, der fortæller om livet i byen i dens storhedstid, og vi kan nyde de smukke anlæg med systemer af søer og kanaler. Vi besøger de største og mest spændende af templerne. Hele byen var frem til 1800-tallet ukendt for andre end de lokale beboere. Næsten alt var skjult af den kraftige tropiske vegetation. Da franskmændene kom til området genopdagede de bygningerne, og begyndte at rydde skoven, et arbejde, der stadig er i gang. Nogle steder kan man se templerne, som de oprindeligt blev fundet i skoven, omgivet af kæmpemæssige rødder. Vi besøger templerne ved Angkor Wat og ved den gamle hovedstad Harihara. Templer og tempelanlæg med eksotiske navne som Preak Ko, Bakong, Lolei, Angkor Thom, Prasart Bayon, Baphuon, Prasart Kravan, Mebon og mange flere. Vi vandrer rundt mellem templerne, og giver os god tid. Vi får virkelig lejlighed til at stifte indgående kendskab med Angkor Wat et af verdens største og mest spændende kulturelle mindesmærker.

24. marts  Angkor Wat, Bangkok, afgang København.

Endnu et besøg i tempelområdet, vi spiser frokost og checker ud af hotellet om eftermiddagen inden vi tager til lufthavnen og flyver til Bangkok. Sidst på aftenen er der afgang til København.

25. marts  Ankomst København

Ankomst til København.

Dato Rejseleder Depositum Pris
04/03/2013 - 22/03/2013 cand.mag. Martin Cleemann Rasmussen kr. 5.000 kr. 29.985 Bestil

Prisen indbefatter: Fly København-Vietnam t/r. Bus og fly i Vietnam, obligatorisk forsikring, alle lufthavnsskatter, alle transfers, alle udflugter og entréer, helpension og visum. Dvs, at alt undtagen drikkevarer til maden er inkluderet. Dansk ekspertrejseleder på hele turen fra Danmark og tilbage. Lokal vietnamesisk rejseleder under hele opholdet i Vietnam og lokal rejseleder i Angkor Wat. Indkvartering sker i dobbeltværelser med bad og toilet på alle værelser. Hotellerne er alle af god standard, nogle nærmest luksus. De er alle centralt beliggende, således at man også på egen hånd har lejlighed til at gå en tur eller tage en cykeltaxi.

LÆS MERE OM BAGGRUNDEN FOR CULTOURS PRISER HER

REJSELEDERENS KOMMENTARER TIL REJSEN:

Cultours arrangerer kun denne rejse til Vietnam en gang om året. Det har vi gjort gennem mange år. Jeg leder rejsen, da jeg er meget fascineret af Vietnam, og jeg gerne en gang om året vil derud og vise landet til nye interesserede, og for at bevare kontakten til de mange vietnamesere, der hjælper os med at vise det bedste landet har at byde på. Da jeg i mange år har samarbejdet med vietnamesiske museer og det vietnamesiske kulturministerium og ledelsen af den gamle kejserby i Hué, bliver vi modtaget som venner af landet, og vi får lejlighed til at opleve og se steder, hvor ikke alle besøgende kan komme. Jeg besøgte Vietnam første gang i 1992 i forbindelse med et UNESCO projekt. Det år besøgte 70.000 turister landet. I 2010 var tallet af udenlandske turister i nærheden af 4 millioner. Det betyder, at et besøg i Vietnam i dag er meget anderledes end i 1992, men jeg synes, at takket være mine kontakter, kan vi stadig få en fornemmelse for det "oprindelige" Vietnam jeg mødte i 1992. Der findes stadig fremragende små restauranter, hvor antallet af turister er begrænsede, der er kvarterer i den meget besøgte kejserby Hué, hvor turisterne ikke finder hen.

Tidspunktet

Jeg har valgt marts måned til besøget. Det skyldes, at normalt er foråret kommet til Hanoi, hvor det kan være koldt om vinteren og meget varmt om sommeren. Det er ikke regntid i nogen dele af landet og omkring Hoi An og Hué, er det den måned, hvor der falder mindst regn og temperaturen er som regel omkring behagelige 25 grader. I Ho Chi Minh Byen er det altid varmt, men på denne tid er luftfugtigheden mindre en på mange andre tider af året. Omkring Angkor Wat er det varmt, op til 30 grader, så vi står tidligt op og slutter programmet først på eftermiddage så der er tid til at slappe af ved poolen eller hvile dig i det kølige hotelværelse inden aftensmaden.

Oplevelserne

Det er næsten umuligt at beskrive et besøg i Vietnam, særligt for en, der som mig har været dybt fascineret af landet siden jeg besøgte det for første gang for 20 år siden. Jeg har været der næsten hvert år siden og fascinationen er ikke blevet mindre. Og hvad er det så, der er det specielle ved Vietnam i forhold til de over 80 andre lande i verden, som jeg har besøgt? Jeg tror først og fremmest det er en speciel stemning, der består af de smilende, venlige og høflige vietnamesere, de spændende byer, duftene af køkkenet, duftene ved havet og på landet, de grønne landskaber, de traditionelle huse med en helt egen æstetik. Og så den kendsgerning at landet er utroligt smukt. Og befolkningens venlighed i forhold til landets grusomme historie, det virker som om der ikke er plads til hævngerrighed eller had i vietnamesernes bevidsthed.

Det vietnamesiske køkken

For nogle år siden havde jeg en meget madinteresseret deltager med på rejsen. Den først aften bekendtgjorde jeg, at vi under besøget i Vietnam ville smage mindst 100 forskellige større og mindre forskellige retter. Jeg blev noget betænkelig, da jeg fandt ud af, at den madinteresserede deltager ved hver måltid noterede, hvilke og hvor mange retter vi havde fået. Ved det sidste måltid i Saigon kom så regnskabets time, og det viste sig, at hun havde talt 116 forskellige retter. Jeg kan ikke love, at vi på alle rejserne kommer op på det antal, men omkring 100 er ikke urealistisk. Det skyldes det utroligt varierede vietnamesiske køkken. Der er forskellige retter i nord og syd, der er forskellige smagsindtryk, der er forskellige retter ved havet og inde i landet, man anvender de samme frugter og grønsager på helt forskellig måde. Maden er i Vietnam også en stemning, et smagsaftryk på ganen. Det er disse oplevelser, som jeg prøver at finde frem, når jeg i samarbejde med mine vietnamesiske venner vælger restauranter, hvor vi spiser.

Gode, lokale, spændende  restauranter findes over hele landet, og det er godt at have lokal assistance til at hjælpe med at finde dem. Jeg har derfor valgt, at der på turen er helpension, således at der er mulighed for at præsentere en stor vifte af det utroligt spændende vietnamesiske køkken. Og til slut, der findes mange tilbud om rejser til Vietnam, interesserer man sig for landets kultur, historie og gastronomi, har jeg ikke mødt bedre rejser end denne.


Genveje



PBS Verifies Dankort Diners eDankort VISA Electron JCB Maestro Mastercard Mastercard secure VISA VISA Verifies ER Betalinger og Forsikringer