Branklin Garden, National Trust-ejendom i udkanten af Perth. Her anlagde Renton-parret fra 1922 en yderst spændende privat have med et utal af blomster - præget af deres store lidenskab for planter fra Kina og Himalaya-området.
1. dag Ankomst Edinburgh, National Trust ejendommen Culross Palace, Falkland Palace, indkvartering Dundee.
Fly fra Kastrup til Edinburgh. Herefter kører vi direkte til Culross Palace ved Dumfermline. Denne National Trust ejendom er en charmerende renovering af en 1700-tals byhave, idet Culross aldrig har været et slot, men ordet Palace skyldes en fejloversættelse af det latinske Palatium = stor sal. Skønt kong James VI ofte boede her, blev stedet aldrig til en kongelig residens. Her oplever vi en lukket muromkranset have på en stejl skråning inddelt i præcise geometriske mønstre, men også en smuk blomsteng, "græsbænke", æbletræer, mange grøntsager og en stor rosensamling. Det hele er arrangeret i enkel harmoni med det omliggende landskab. Falkland Palace har derimod huset kongelige personer i adskillige år : således boede Marie Stuart med stor glæde her i flere år. Oprindeligt er bygningerne opført i fransk barokstil, men voldsomt ødelagt under borgerkrigen og forblev ruiner helt frem til vore dage. De fine haveanlæg fra 1500- og 1600-tallet er blevet genetableret siden 1947, hvor den anerkendte arkitekt, Percy Cane også her stod for et yderst vellykket projekt. Cane fik gennem tiden megen ros for sine nænsomme genopbygninger af ældre haveanlæg med fuld respekt for stedets klassiske elementer. Her etablerede han store plantesamlinger med stauder, prydbuske, skyggegivende træer - ofte sjældne og eksotiske. Herefter kører vi til vort hotel i Dundee, hvor vi bor 2 nætter.
2. dag Glendoick, National Trust ejendommen Branklin Garden, Drummond Castle.
Dagens første besøg gælder Glendoick øst for Perth. Her oplever vi en af de største og mest anerkendte samlinger af Rhododendron i hele Europa. Grundlagt i 1920-erne som almindelig planteskole og senere omdannet til specialsamling af planter fra Kina og Himalaya-området. Den oprindelige murhave rummer nu forsøgsbede for nye Rhododendron-sorter. Glendoick rummer desuden et stort antal sjældne planter især velegnet til surbund. Næste besøg er en National Trust-ejendom i udkanten af Perth : Branklin Garden. Her anlagde Renton-parret fra 1922 en yderst spændende privat have med et utal af blomster - præget af deres store lidenskab for planter fra Kina og Himalaya-området bl.a. via tilsendte frø fra flere af de store ekspeditioner i mellemkrigstiden. Med god grund blev Renton tildelt flere meget store have-udmærkelser bl.a. "Veitch Memorial Medal" i 1954 og naturligvis overtog National Trust stedet ved deres død i 1968. På Drummond Castle ved Muthill oplever vi 500 års haveudvikling! Haveanlægget nævnes allerede i 1508 og i 1630-erne anlægges en franskinspireret barokhave, som så ødelægges under borgerkrigen. I 1700- og 1800-tallet renoveres anlæggene i flere omgange med franske elementer i en sådan grad så dronning Victoria under sit besøg i 1842 udtrykker sin beundring. I 1918 anlægger Gertrude Jekyll flere dele og i 1950-erne tilføjes adskillige sjældne planter især stauder - det hele med umiskendelig påvirkning fra Hidcote.
3. dag Glamis Castle, Glenshee-dalen, Aberdeen, David Welch Winter Gardens.
Vi begynder dagen med Macbeth, idet Shakespeare brugte Glamis Castle som ramme for dette skæbnesvangre drama. Desuden har Daniel Defoe og Walter Scott brugt stedet i deres litteratur. Men haveanlægget viser tydeligt havekulturens udvikling fra 1600-tallets formelle former over 1700-tallets elegance og 1800-tallets underholdning til vore dages funktionalitet. Her oplever vi bl.a. en fornem forsænket italiensk have, men også en muromkranset victoriansk køkkenhave - og ikke mindst de imponerende staudebede med fine planteharmonier samt det ganske specielle engelske element en Ha-ha, der som nedgravet - og dermed usynlig - mur skal forhindre dyrene i at nærme sig huset. Herefter kører vi gennem den fascinerende og barske Glenshee-dal, til Aberdeen, hvor vi bor 2 nætter. Efter frokost besøger vi byens fineste park : David Welch Winter Gardens på 18 ha midt i den ellers noget grå storby. Denne park er tydeligt præget af Victoria-tidens haveidealer med store blomsterfyldte bede ofte i kraftige farver og senere suppleret med palmehus til de eksotiske planter. Palmehuset regnes for Europas største indendørs have med planter fra hele verden. Senere er også anlagt en krigsmindehave med japansk inspiration og endelig oplever vi en imponerende rosensamling på flere end 120.000 planter.
4. dag Crathes Castle, Kildrummy Castle.
I dag gælder første besøg en af Skotlands fineste "Edwardian Garden": Crathes Castle lidt vest for Aberdeen. Oprindeligt anlagt i 1596 undergik haven en omfattende ændring i 1700-tallet især med mange topiaries, mens den forfaldt op mod 1900. I 1920-erne blev det dog genskabt under kyndig ledelse af den nye ejer, Burnett med nye terrasser og skråning med mange sjældne blomster og buske især fra Fjernøsten. I dag består anlægget af 8 forskellige havetyper - alle med fine plantesamlinger herunder nelliker, skovplanter og en yderst anerkendt "wild garden". Eftermiddagen tilbringer vi i den 8 ha store have ved Kildrummy Castle vest for Mossat. I et gammelt stenbrud oplever vi en spændende klippehave og i bunden af slugten en smuk vandhave med tydelig japansk inspiration.
5. dag Pitmedden, Leith Hall, indkvartering i Aviemore.
Denne dag skal vi opleve en ganske speciel rekonstruktion af en gammel have : Pitmedden lidt nord for Aberdeen. Oprindeligt blev dette anlæg skabt omkring 1675 med flere markante terrasserede havedele. Senere blev flere franske barokelementer indlemmet og i 1990-erne blev de kendte parterreanlæg præget af lavendler, timian og kamille suppleret med felter med grus i forskellige farver. Desuden oplever vi fine topiaries og buksbomplantninger med flere end 40.000 sommerblomster mellem de stedsegrønne hække. - Dette er et af Skotlands mest kendte og mest fotograferede haver! Herefter kører vi til Leith Hall vest for Kennethmont. Her oplever vi et godt stykke fra selve huset en enestående charmerende muromkranset have på 2,5 ha. Gennem 1800-tallet skete flere ændringer og udvidelser af det også dengang anerkendte haveanlæg, men altid med stor respekt for de klassiske elementer. I vore dage rummer Leith Hall massive staudebede og en mængde alpine planter - det hele arrangeret med et romantisk præg og med umiskendelig harmonisk anstrøg. Herefter kører vi til vort sidste hotel i Aviemore, hvor vi bor 2 nætter.
6. dag Cawdor Castle, Inverness, monument og museum ved Culloden, køretur langs Loch Ness.
Vi kører langs den skotske nordkyst for at besøge det spændende Cawdor Castle øst for Inverness med mange forbindelser til landets historie. Haveanlægget daterer sig tilbage til 1635, hvor bygningerne blev opført omkring en gammel kristtorn - som et kristent symbol på livet. Senere blev skabt en muromkranset have - nu omlagt til store plæner, pergolaer, frugthave, pæonbede og "knots" = buksbom i flettede mønstre. Her oplever vi den smukke og romantiske klatreplante, Rosa banksiae med små blomster samt en ganske hvid have med stauder og klatreplanter - et helstøbt anlæg! På vejen til Inverness besøger vi det store monument og museum ved Culloden, hvor skotter og englændere i 1746 udkæmpede det sidste slag på britisk grund. Her tabte den skotske leder Bonnie Charlie og 1200 skotter døde i løbet af et forbløffende kort slag til englænderne ledet af hertugen af Cumberland, som hermed knækkede de skotske klaners magt. I løbet af eftermiddagen kører vi langs Loch Ness, men vi kan ikke love at uhyret dukker op. Til gengæld er vi garanteret nogle fascinerende landskabsoplevelser!
7. dag Stirling Castle, afgang Kastrup.
Eneste besøg på sidstedagen er Stirling Castle - et af de største og mest besøgte slotte i Skotland. Stedet har spillet en central rolle som residens for mange Stuarter i adskillige perioder af landets historie. Således myrdede James II jarlen af Douglas og smed ham ud af vinduet. En del af dette imponerende slot er renoveret og giver et glimrende indtryk af datidens liv i en fæstning. Herefter kører vi til lufthavnen i Edinburgh, med afgang mod Kastrup.
| Dato | Rejseleder | Depositum | Pris |
|---|
Ultimativt øhop - Fransk Polynesien marts 2012
Hitlers danske Atlantvold
Kalender
Militærhistoriske foredrag