Et af Englands smukkeste steder, Sheffield Park. Her møder vi et enestående velplanlagt anlæg med alle de romantiske elementer : naturlige, men dog kunstigt skabte vandfald og kaskader, blomstrende buske og træer i stort antal, blandet med stauder i alle farver.
1. dag Ankomst London. Nymanns Garden, Borde Hill.
Ankomst med fly til London og videre til Nymanns Garden ved Handcross i kort afstand fra lufthavnen. Denne spændende have rummer på denne årstid en overvældende mængde farvestrålende tidligt blomstrende stauder - og ikke mindst mange sjældne træer specielt fra Chile. Rigmanden Ludvig Messel lod denne haveanlægge i et skovrigt jagtområde, og han sponserede også nogle af de såkaldte "plant hunters", som bl.a. fra Himalaya hjemførte en stribe nye planter til Europa - mange gror stadig i denne have.
Næste besøg er den over 100 ha store Borde Hill ved Haywards Heath ved et almindeligt landsted. Her oplever vi en række afvekslende plantesamlinger og de lidt skjulte afdelinger med tydelig design-inspiration fra Fjernøstens mystiske haver. Som overgang mellem de fine havedele og det åbne marklandskab finder vi en så kaldt "ha-ha-grav".
2. dag Wakehurst Place, Sheffield Park
Vi begynder dagen sydøst for Crawley med besøg i Wakehurst Place, som er en nyere afdeling af Den kongelige botaniske Have i Kew (Londons botaniske have). Her er store samlinger af buske og træer fra hele verden og en verdensberømt slugt med mange planter der gror i over 3000 meters højde i Himalaya. Desuden rummer haven en meget anerkendt muromkranset have for mere varmekrævende planter - og endelig en vidunderlig skovbund med "Blue bells".
Efter frokost oplever vi et af Englands smukkeste steder, Sheffield Park vest for Uckfield. Her møder vi et enestående velplanlagt anlæg med alle de romantiske elementer: naturlige, men dog kunstigt skabte vandfald og kaskader, blomstrende buske og træer i stort antal - blandt andet adskillige sjældne fra Nordamerika - nænsomt blandet med stauder i alle farver. Hele anlægget er oprindeligt tegnet af de berømte 1700-tals arkitekter Capability Brown og Humphry Repton.
3. dag London. Chelsea Flower Show - Det kongelige Haveselskab årlige blomster udstilling.
Vi tager lidt tidligt ind til London-bydelen, Chelsea til det gamle hospital for britiske krigsveteraner: Chelsea Hospital. På de store plæner ned mod Themsen holder Det kongelige Haveselskab den årlige blomster udstilling. Gennem de senere tiår har dette show opnået en voldsom anerkendelse og bliver besøgt af have- og blomsterfans fra hele verden. Derfor får vi god tid til at se alle de udstillede temahaver og de utallige blomsterarrangementer. Mange anerkendte havearkitekter konkurrerer her med unge, ukendte, men stræbsomme arkitekter om de yderst prestigefyldte præmier, som især for de nye navne kan betyde meget medieomtale og deraf følgende andre opgaver. Kort sagt: et prisvindende projekt her kan blive til et gennembrud for flere år. Derfor ofrer deltagende arkitekter og sponsorfirmaer store summer - og samtidig oplever man ofte uventede designforslag og overraskende materiale- og plantevalg. Resten af dagen er til egen disposition i London, inden vi tager tilbage til vort hotel.
4. dag Merriments Gardens, Sissinghurst, Leeds Castle.
Første besøg er en meget spændende udstillingshave ved et anerkendt havecenter, Merriments Gardens vest for Hawkhurst. Den oprindelige planteskole byggede først et havecenter med tilhørende udstillede planter. Hurtigt blev det nødvendigt i dette meget velhavende område syd for Storlondon at skabe en decideret varig plantesamling, som i dag regnes for en af de fornemste i hele England. Her er alle typer planter på friland: træer, buske, stauder, roser, vandplanter, klatreplanter m.m. - det hele yderst smagfuldt arrangeret, så vi til fulde oplever de mange velplejede planters harmoniske miljøer.
Derefter kører vi den korte tur til Sissinghurst syd for Staplehurst, som er en rigtig klassiker med et fint gammelt slotsanlæg og et ganske specielt haveanlæg fra 1930-erne. Opdelt i formelle og markante hækomkransede blomsterbede rummer haven harmoniske og smukke plantesamlinger, som gradvist glider over i det mere uformelle og romantiske anlæg - især den hvide have er verdensberømt blandt planteelskere. Her ser vi bl.a. den smukke Rosa banksiae som slyngrose. Øst for Maidstone besøger vi dernæst det spændende gamle slot, Leeds Castle med den overdådige staudehave på en sydvendt skråning, en moderne labyrint, en italiensk inspireret renæssancehave og andre harmoniske klassiske havedele. Der er farver og farvesammensætninger i alle aspekter og udvist en fornem kvalitetssans. Endelig byder slottets indre på spændende oplevelser og giver nogle smukke udsigter til de solide voldgrave og forsvarsanlæg.
5. dag Hever castle, Leonardslee. Afgang London. Ankomst Kastrup.
Tæt ved hotellet besøger vi det fine slotsanlæg, Hever castle øst for Edenbridge. Dette middelalderslot fra tiden under Elisabeth I giver et glimrende indtryk af de små og trange forhold inden døre. Desuden rummer stedet et spændende haveanlæg opkaldt efter Anne Boleyn: frugthave, gammel rosenhave, fine staudebede, en labyrint og et skakspil i klippede taks. Desuden en stor, kunstig gravet sø og et yderst velholdt parkanlæg. Sidste besøg gælder Leonardslee syd for Crawley. Midt i et tæt skovområde skabte familien Loder omkring 1900 en ganske unik skovhave i et stærkt skrånende terræn langs en række søer. Familiens tætte og lange forbindelser til Himalaya-området og andre dele af det nordlige Indien ses tydeligt gennem de utallige hjemførte planter fra netop disse fjerne egne. Det store forædlingsarbejde med især Rhododendron medførte oven i købet, at en plante blev opkaldt efter familien: Rhododendron Loderi.
Herefter kører vi til lufthavnen og flyver til Kastrup.
| Dato | Rejseleder | Depositum | Pris |
|---|
Ultimativt øhop - Fransk Polynesien marts 2012
Hitlers danske Atlantvold
Kalender
Militærhistoriske foredrag