Forside » Rejser » Militærhistoriske rejser » Normandiet II » Turens program


Normandiet II

1. dag  Afrejse. Grænsefortet Eben Emael. Overnatning ved tysk/belgiske grænse.

Afgang fra Århus kl. 5.45 og fra Fredericia kl. 7.15 (tog fra Sjælland/ Fyn ankommer kl. 7.09, bussen afventer evt. sen togankomst). Der er opsamling langs motorvejen til grænsen. Under turen gennem Tyskland bliver der introduceret til de steder, vi skal se undervejs, og de bliver sat ind i en større militær og historisk ramme. Sidst på eftermiddagen når vi frem til det store belgiske grænsefort Eben Emael. Det skulle beskytte grænsen mod Tyskland. De belgiske grænseforter var tænkt som en forlængelse af Maginotlinjen og blev stærkt udbygget mellem 1. og 2. verdenskrig. Fortet blev erobret på under 48 timer umiddelbart efter tyskernes overfald på Belgien 10. maj 1940. Der blev her for første gang anvendt svævefly til et militært angreb. Vi ser fortet udefra og går op til området, hvor de tyske glidefly landede.

2. dag  Overgangen ved Meuse. Førerhovedkvarteret Wolfsschlucht. Eisenhowers hovedkvarter i Reims.

Vi kører herfra via Dinant ved Meuse floden, vi ser stedet, hvor Rommel krydsede Meuse floden, og videre til Brûly-de-Peche til det beskedne Førerhovedkvarter Wolfsschlucht, hvor Hitler opholdt sig under en del af Frankrigsfeltoget i 1940. Vi fortsætter til Sedan, hvor vi skal se stedet, hvor Guderian krydsede Meuse. Fra en højtbeliggende punkt ved en tysk soldaterkirkegård kan vi se ud over hele terrænet. Det var den succesfulde overgang, der var med til at afgøre Frankrigsfelttogets første fase. Fra Sedan kører vi sydpå til Reims, hvor vi ser det rum i general Eisenhowers hovedkvarter, hvor han modtog tyskernes overgivelse 8. maj 1945. Stedet er i dag indrettet som et lille museum. Fra Reims kører vi til Compiégne skoven, hvor vi ser togvognen og stedet, hvor tyskerne overgav sig efter 1. verdenskrig og franskmændene i 1940. Vi overnatter vest for Compiégne.

3. dag  CAEN, Merville, Carpiguet flyvepladsen, Villiers-Bocage, St. Lo, Guernsey

Byen St. Lo efter amerikanernes erobringVi fortsætter mod vest, hvor vi skal se nogle af de steder, hvor der blev kæmpet hårdt omrking Caen. Vi begynder ved artilleribatteriet ved Merville, hvor oberst Otway natten til d. 6. juni 1944 med en alt for lille styrke gjorde det næsten umulige: at erobre det vigtige artilleribatteri, der kunne være farligt for invasionsskibene og soldaterne på Sword invasionsstranden. Vi passerer også Carpiquet flyvepladsen på vej til Villers-Bocage, hvor vi ser det sted, hvor det tyske panser-es Michael Wittmann holdt med sin Tiger d. 13. juni, inden han begyndte beskydningen af de engelske kampvogne. Hans angreb resulterede i engelske tab af 25 kampvogne. Vi tager herfra til byen St. Lo. I og omkring St. Lo fandt nogle af de hårdeste og mest langvarige kampe i Normandiet sted. Det var et traffikknudepunkt af stor militær betydning, og byen blev næsten helt ødelagt. Vi ser også nogle af de minder, der er tilbage, bl.a. en tysk kirkegård med ca. 30.000 faldne. Vi ser stedet, hvorfra general Bradley begyndte udbruddet fra Normandiet, operation Cobra, og vi kører gennem de landskaber, der blev fuldstændigt sønderbombede som forberedelse til offensiven. Sidst på dagen kører vi til St. Malo evt. når vi at se den amerikanske kirkegård ved st. James på vejen. Vi tager færgen til Guernsey, hvor vi efter ankomst kører til vort hotel og spiser aftensmad.

4. dag  Guernsey. Museet for den tyske besættelse, et velbevaret tysk pejletårn, flådens hovedkvarter.

Kanaløerne var den eneste del af det engelske territorium, der var besat af tyskerne under 2. verdenskrig. Øerne blev under krigen kraftigt befæstet, og der var en stor tysk garnison. Der er mange tyske installationer, bunker- og befæstningsanlæg at se både på Jersey og Guernsey. Vi tilbringer dagen på Guernsey, der byder på spændende museer, befæstninger og bunkeranlæg. Vi tager til øens nord- og vestside og ser Museet for den tyske besættelse og besøger bl.a. et velbevaret tysk pejletårn og flådens hovedkvarter. Sidst på eftermiddagen tager vi færgen til Jersey, hvor vi skal bo i tre nætter.

5. dag  The Channel Islands Military Museum. Jersey War Tunnel Museum.

Der er meget at se på Jersey, vi tager med bus rundt på øens vestside, hvor vi skal se nogle af tyskernes mest imponerende forsvarsværker. Bunkere, panserværn m.v. er forbavsende velbevarede. Der er ikke gjort mange forsøg på at fjerne det tyske kystforsvar. Vi besøger The Channel Islands Military Museum, hvor dele af den spændende samling er til salg. Vi besøger også det fremragende Jersey War Tunnels museum, indrettet i de gange, som var tænkt som hospital for tyske soldater. Der bliver også tid på egen hånd i byen St. Helier, hvor vi bor.

6. dag  Jersey. St. Helier

Vi ser mange flere af øens militærinstallationer, og der vil også være tid på egen hånd i St. Helier.

7. dag  Færge til St. Malo. Mortain, gårdbesøg med Calvados

Om morgenen sejler vi fra St. Helier ti St. Malo. Herfra fortsætter vi mod Mortain, hvor tyskernes forsøg på modangreb og afskæring af de fremrykkende panserstyrker mislykkedes. Det endte med katastrofen ved Falaise og tyskernes fuldstændige nederlag i Normandiet. Ved Mortain kører vi op på det højdedrag, der blev hårdnakket forsvaret af en lille amerikansk enhed, der var medvirkende til, at det tyske modangreb blev en fiasko. Inden vi fortsætter nordpå besøger vi en bondegård, hvor der fremstilles Calvados – den kendte æblebrændevin .

8. dag  Batterie Todt v. Kap Griz Nez. V-3 affyringsbunker, La Coupole

Kanonbatteriet "Lindemann" ved Cap Gris-Nez nær CalaisVi begynder dagen med at besøge den store kystartilleribunker i Batterie Todt ved Cap Griz Nez mellem Boulogne-sur-Mer og Calais. Det var Batterie Todt, der altid blev afbildet i tyske propagandablade, når man ønskede at fremstille Atlanterhavsvoldens styrke. Selvom batteriet oprindeligt var planlagt før nogen tænkte på Atlanterhavsvolden, indgik det i befæstningen. Kanonerne i Batterie Todt kunne beskyde England hen over Kanalen. Der er i dag et spændende museum i kanonstillingen. Fra Batterie Todt kører vi først til stedet, hvor V-3 affyrings bunker ligger. Derefter når vi til La Coupole, en kæmpemæssig betonhal, hvor V-2 raketterne blev klargjort, inden de blev trukket udenfor og affyret mod London. Kuplen huser i dag et museum om de tyske hemmelige våben, og om den franske befolknings livsvilkår under den tyske besættelse. Vi fortsætter nordpå gennem Belgien til Tyskland, hvor vi overnatter.

9. dag  Hjemrejse.

Vi kører gennem Tyskland nordpå og regner med at være i Fredericia kl. 18.00 og i Århus kl. 19.30.

Dato Rejseleder Depositum Pris
08/06/2012 - 16/06/2012 cand.mag. Torsten Granov, Oberstløjtnant Hans Jürgen Jürgensen kr. 2.000 kr. 12.485 Bestil

Prisen indbefatter: Busrejse i moderne langtursbus. Overnatning på gode hoteller med bad og toilet på værelserne, morgenmad og 3-retters menu hver aften, alle de i programmet nævnte entréer, udflugter og arrangementer, færgebilletter Barneville-Carteret - Guernsey - Jersey - St. Malo, alle skatter og afgifter og to militærhistorisk kyndige rejseledere.

LÆS MERE OM BAGGRUNDEN FOR CULTOURS PRISER HER


Genveje



PBS Verifies Dankort Diners eDankort VISA Electron JCB Maestro Mastercard Mastercard secure VISA VISA Verifies ER Betalinger og Forsikringer