Tilmeld dig gratis og modtag over 24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder.

8. maj 1945 – Sejr i Europa

Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours.

4. maj om aftenen har admiral von Friedeburg, på vegne af den tyske regering, underskrevet overgivelsen af de tyske styrker i Holland, Danmark og Slesvig-Holsten. Men det var kun begyndelsen på den endelige tyske overgivelse. Allerede 5. maj flyves von Friedeburg til Eisenhowers hovedkvarter i Reims. Han flyver til Bruxelles, og køres de sidste 200 kilometer sydpå på grund af dårligt vejr, der forhindrer landing i Reims. Da han ankommer til hovedkvarteret, en gammel skole i røde sten, får admiralen tid til at tage en ren uniform på, inden han mødes med amerikanerne. General Eisenhower selv, som den øverstbefalende for de allierede styrker i vest, vælger ikke at mødes med de tyske delegationer. Det overlader han til sin stabschef, general Walter Bedell Smith. Men forhandlingerne bryder sammen allerede efter tyve minutter, fordi von Friedeburg kun vil overgive de tyske styrker der er på vej mod vest. Amerikanerne vil kun tale om en fuldstændig, betingelsesløs, overgivelse, af samtlige tyske styrker.

Russere finder en gruppe tyske kvinder, der har taget deres egne liv. Flere steder valgte især kvinder selvmord som sidste udvej, for at undgå voldtægt og overgreb fra russerne.

Mens fredsforhandlingerne foregår i Eisenhowers hovedkvarter i Reims, kollapser de sidste dele af det tredje rige. Klemt mellem den Røde Hær fra øst og de britiske, amerikanske, canadiske og franske hære fra vest. Allerede 25. april, for snart to uger siden, var amerikanere og russere mødtes ved Torgau ved Elben, og havde skåret Tyskland over. Der var ikke længere forbindelse mellem nord og syd, og da admiral Dönitz overtog efter Hitlers selvmord, 30. april, var hans rige en smal strimmel land fra Norge, ned over Danmark, lidt i Nordtyskland, Bayern og en smule i Norditalien. Feltmarskal Kesselring, øverstbefalende i vest, håbede til det sidste på at en reservestyrke, en armégruppe syd for Berlin, kunne stabilisere fronten. Men det var et falskt håb, en umulighed. Hvis armégruppen virkelig havde fandtes, som i den kun gjorde i Hitlers fantasier, havde det været bedre for tyskerne at indsætte den mod øst, med de fremrykkende russere. Dönitz erklærer 1. maj, efter sin overtagelse, at hans mål er ”at redde Tyskland fra bolshevismen”. I første omgang er det den Røde Hær, som skaber panik hvor den rykker frem. I en lille by i Pommern, med 15.000 indbyggere, begår 900 selvmord omkring 1. maj, da russerne kommer. De fleste af dem er kvinder, som russerne voldtager på stribe. Det bliver normalt at familiefædre skyder både koner og døtre, før russerne kan komme til dem. Ofte begår mændene selv selvmord bagefter. Krigens gru fortsætter til det sidste, i hver en landsby og hver en kælder.

Eisenhowers tålmodighed er nu brugt op. Han giver besked om, at hvis ikke de overgiver sig, så vil han lukke fronten, så ingen tyskere kan komme igennem. Det vil han gøre om 48 timer, og så kan tyskerne tage sig al den tid de vil om at underskrive overgivelsen. Dönitz føler sig afpresset, men kan ikke gøre andet end at give efter. Han sender instruktioner til Jodl om, at han har fuldstændig fuldmagt til at underskrive overgivelsen. Men selve overgivelsesdokumentet er knapt nok klar. De allierede var allerede i 1944 blevet enige om en tekst, som tilfredsstillede alle. Men nu har franskmændene hørt om det og vil være med, og Bedell Smith synes ikke dokumentet er dækkende. Han får lavet et nyt overgivelsesdokument i hovedkvarteret. En amerikansk kaptajn, som skriver med to fingre på en skrivemaskine, får en ny tekst dikteret af en britisk officer, som i sit civile liv var teaterchef. Overgivelsesdokumentet bliver på 234 ord i 5 afsnit, og sekretærerne i hovedkvarteret får det hurtigt kopieret i otte eksemplarer, hvert dokument i sit eget grå omslag. De ligger klar til underskrivelse 7. maj kl. 14:00, i situationsrummet. Et stort egetræsbord står i midten, med femten upolstrede stole omkring det. På væggene hænger situationskort over hele Europa, og tabeller med tyske og allierede tabstal, og tallet for tyske krigsfanger, som nu er syvcifret.

Jodl skriver, med tilladelse fra Dönitz, under på overgivelsen.
Churchill og Eisenhower i London til VE-day.

Journalister og fotografer står klar langs væggen, da de to tyske officerer kommer ind. Efter dem følger elleve allierede officerer, herunder den russiske generalmajor der er forbindelsesofficer til Eisenhowers hovedkvarter. Der er dyb tavshed i lokalet, kun momentant afbrudt af lyden fra fotografernes blitz-pærer, når de bukker sig frem for at forevige øjeblikkene når henholdsvis tyskere og allierede læner sig ind over bordet for at skrive under på dokumentet. Hele seancen tager mindre end ti minutter. Måske kan det ikke trækkes i langdrag, her i krigens sjette år. Afslutningsvis beder Jodl om ordet. Lænet frem over bordet, støttet på udstrakte fingre på bordpladen, beder han om medlidenhed;

”Det tyske folk og den tyske hær er, på godt og ondt, i sejrherrernes hænder. I denne stund kan jeg kun udtrykke mit håb om at sejrherren vil behandle dem med gavmildhed.”

Efter underskrivelsen føres Jodl ned til Eisenhowers kontor, hvor de to mødes for første gang. Eisenhower sidder bag sit skrivebord, Jodl har tårerne strømmende ned af kinderne. Eisenhower spørger om han forstår betingelserne i det dokument han lige har underskrevet. Jodl svarer lakonisk ”Ja Ja” – gør honnør og vender sig omkring og går. Det lykkes Eisenhower at smile anstrengt, mens han mener at øjeblikket kalder på en flaske champagne. Der er begrænset jubel da propperne springer, og champagnen er flad. Sejr føles ikke som en fest, nærmere som lettelse. Udmattelse. Tomhed.

Sejrsdagen i Europa, 8. maj, blev på engelsk til ”Victory in Europe” – i folkemunde ”VE-Day”

Overgivelsen og våbenstilstanden gælder fra 8. maj kl. 23:01. Men allerede kort efter underskrivelsen løber budskabet ud til samtlige styrker om at standse kamphandlingerne. Der er ingen grund til tab i løbet af det sidste døgn. Selvom overgivelsen skulle være hemmeligholdt indtil 8. maj, slipper den ud. I London, Paris og Moskva stimler folk sammen i jubel. På Times Square i New York samles tusindvis i jubel, mens amerikanske soldater stadig kæmper indædt på Okinawa i Stillehavet. For tyskerne er der ingen jubel, men en sidste desperat kamp om at nå vesten. I nord flygter både soldater og civile mod vest. Syd for Berlin holder general Schörner, den fanatiske nazist, stadig frontlinjen mod russerne. Tyskernes armégruppe Center, som har tabt slaget om Berlin, kæmper nu for at redde det værdifulde tyske folk fra den russiske horde, som Schörner udtrykker det i en ordre 5. maj. Næsten 450.000 tyske soldater som kæmpede i øst, når til vest inden overgivelsen. I krigens sidste dage tager russerne en kvart million tyske krigsfanger, og næsten to millioner lige efter overgivelsen. Næsten en million tyske krigsfanger overlever ikke de russiske krigsfangelejre, og vender aldrig hjem.

Britisk kvinde danser med amerikansk soldat under festlighederne til VE-day i London.


Den russiske forbindelsesofficer i Reims, generalmajor Susparov, havde ikke tilladelse fra Moskva til at underskrive overgivelsesdokumentet, som Stalin mener afviger fra det aftalte. Den rigtige årsag er dog, at russerne ønsker en fælles overgivelsesceremoni i Berlin, hvor de også kan deltage. Den Røde Hær og Sovjetunionen har lidt så mange tab og ødelæggelser i kampen mod det tredje rige, at deres forventning virker rimelig. I løbet af 8. maj flyves den tyske delegation fra Reims til Berlin, og det samme gør en allieret delegation. I Karlshorst lige syd for Berlin, finder endnu en overgivelsesceremoni sted i Berlin, denne gang med russisk deltagelse. Marskal Zhukov flankeres af general Spaatz fra amerikanerne, britiske marskal Tedder (som Eisenhowers repræsentant) og den franske general Lattre de Tassigny. Kaos hersker, og ny uenighed opstår om overgivelsesbetingelserne. Franskmændene er dybt fornærmede over fraværet af et fransk flag. En russisk skrædder syr hurtigt en tricolore, af et naziflag, et sengelagen og et par overalls, men ophidselsen stiger da franskmændene opdager at det vender forkert – som det Hollandske flag! Ni timer tager det før alle er klar til endnu en ceremoni. Klokken er endda blevet over midnat og datoen derfor reelt 9. maj, så alle dokumenter dateres 8. maj, for at være i overensstemmelse med den oprindelige aftale. For tyskerne er dette denne gang feltmarskal Keitel, som skal underskrive. Da han ankommer er monoklen faldet fra øjet og han gør honnør med sin marskalstav. Ikke én af de allierede generaler gengælder honnøren, i denne overgivelsens stund. Kvart i et, natten til 9. maj, underskrives endnu et overgivelsesdokument. Nu er sejren endegyldigt i hus.

For Winston Churchill må overgivelsen have været noget helt særligt. Det var Churchill som i trediverne advarede mod Hitler og hans nazistiske styre. Det var Churchill som tog over i maj 1940, netop som de tyske hære overfaldt Frankrig. Det var han som stod imod under slaget om England, og et helt år, hvor briterne stod alene mod Hitlers overlegne tyske hære, indtil både Sovjetunionen og USA kom med i krigen. Natten til den 8. maj brød et voldsomt tordenvejr ud over London, og gav minder om blitzen. Men om morgenen var vejret fint, da Churchill kørte i åben bil til parlamentet, så til gudstjeneste i St. Margarets kirke, og så til Buckingham Palace. Foran var samlet en kæmpe skare som kaldte ”Winnie, Winnie” da Churchill trådte frem på balkonen. Efter påtaget at have tændt en cigar, sagde han til menneskemængden; ”This is your victory” – i kor svarede de tilbage; ”No - it’s yours”.


Churchill, 8. maj fra balkonen på Buckingham Palace til forsamlingen; ”This is your Victory” – deres svar tilbage; ”No – it’s yours”.

Krigen i Europa er slut. Det er mindre end et år efter D-Dag, men krigen har varet siden 1939, seks mørke år. Siden landgangen i Normandiet har de allierede hære vokset sig til over to millioner soldater på Europas fastland. Mere end 150.000 amerikanske soldater blev dræbt i kamp mod nazisterne. De allierede hære har anslået dræbt eller såret én million tyske soldater og tager atter fire millioner til fange. Siden D-Dag, 6. juni 1944, har de allierede hære kæmpet i 338 dage i Europa – lidt under et år - krigens sidste år.

 

Winston Churchill under sin VE-day udsendelse d. 8. maj 1945.

Om forfatteren

Om forfatteren

Niels Vistisen 

er uddannet cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten.

Niels Vistisen er rejseleder på rejserne Normandiet D-dag og Operation Market Garden - Broen i Arnhem

Hvis du gerne vi se billeder fra Niels Vistisens seneste rejse til Nomandiet d. 2.-8. juli, så klik her.


Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker.

  • Rejser 2019

    Kataloger for 2019 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.