Tilmeld dig gratis og modtag over 24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder.

Finlands udtræden af krigen

Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved Cultours.

 

1938 – Rusland sonderer muligheden for nogle gensidige grænseændringer med Finland. En form for mageskifte hvor Sovjetunionen ønsker et område på det Karelske Næs og tilbyder at kompensere med et nordligere territorium. Finland undlader at reagere på henvendelsen.   

23. august 1939 underskriver Joachim von Ribbentrop og Vyacheslav Molotov en pagt, hvori de forpligter sig til neutralitet i tilfælde af konflikt med tredjelande. En hemmeligholdt tillægsprotokol beskriver desuden et sovjetisk interesseområde med bl.a. Finland, Estland og Letland. Senere får Stalin også Litauen som sit interesseområde fra Hitler.

1. september 1939 angriber Tyskland Polen uden indgriben udefra.

September/oktober 1939 påbegynder Sovjetunionen en ”forhandlingsrunde” med de baltiske lande om oprettelse af sovjetiske militærbaser på deres territorium

 

Propaganda plakat: Kammerater i den røde hær. Den politiske rådgiver leder dig mod døden og du svarer ham :” Dø selv din hund.”

5. oktober 1939. Finland inviteres til drøftelser i Moskva om forskydning af grænsen på Det Karelske Næs og oprettelse af sovjetisk militærbase på Hanko.

13. november 1939. Efter flere runder bryder forhandlingerne sammen, angiveligt fordi den finske forhandler Paasikivi ikke har mandat til at godkende afståelse af territorium. Samme dag iværksætter Stalin planlægningen af angrebet på Finland.

26. november 1939. En sovjetisk note hævder, at finsk artilleri har beskudt den sovjetiske landsby Mainila nær den finske grænse. I realiteten er det dog Den røde Hær, der har iscenesat beskydningen af eget område.

Ud over at kræve en undskyldning fra finnerne forlanger russerne også, at de finske tropper skal trække sig ca. 25 km tilbage fra grænsen og derved opgive flere fremskudte forsvarsstillinger foran den såkaldte Mannerheimlinje, som de sovjetiske styrker har overdrevne forestillinger om. Den er også forlangt nedbrudt under forhandlingerne.

Med episoden i Mainila som påskud opsiger Sovjetunionen 28. november den finsk-sovjetiske ikke-angrebspagt fra 1932, og 30. november. kl. 06:50 overskrider Den Røde Hær grænsen uden krigserklæring. Samtidigt indledes en offensiv med flådeangreb og luftbombardementer af 16 byer.


Finske soldater bevæbnet med maskingevær camoufleret i den hvide sne.

30. november 1939. Vinterkrigen er en realitet. 

Det dårligt forberedte sovjetiske angreb kører hurtigt fast mod de i hast etablerede finske forsvarslinjer på næsset, og i nord kan fåtallige, men mobile finske styrker med bl.a. såkaldte molotovcocktails, som soldaterne kaster ind i luftindtagene på en kampvogn, standse denne og nedkæmpe sovjetiske panserdivisioner.

Efter nogle få måneder vender krigslykken dog, og flere steder bryder de finske linjer sammen. Man afslår tilbudt hjælp fra Frankrig og Storbritannien, fordi man har mistanke om, at disse lande vil overtage mineområderne ved Kiruna og havnen i Narvik.

  1. marts 1940. Finland slutter fred med Sovjetunionen og afstår Sallaområdet i nord og Karelske Næs til den grænse, der gjaldt i 1721. Hanko udlejes til sovjetisk flådebase.

Vinterkrigens tal: 105 dages kampe, Finland næsten 27.000 faldne og 45.000 sårede. Sovjetunionen mere end 125.000 faldne. Finland mister ca. 13 % af sit territorium og må evakuere 430.000 fra de afståede områder.

  1. juni 1941. Tyskland angriber Sovjetunionen. Finland deltager på tysk side med håb om at kunne genvinde områderne, der blev tabt i Vinterkrigen. Finnerne standser ved en linje, der løber fra Det Karelske Næs til Onega. Her forbliver fronten uændret i omkring 3 år.
  2. Det går dårligt på den tyske østfront. Det bliver tydeligt for finnerne, at man som tyskallieret må forsøge at komme ud af krigen.

19. september 1944 må Finland trække sig ud af krigen mod Sovjetunionen. Dermed mister Tyskland en allieret, men en allieret, som aldrig har kæmpet for den tyske sag.


Hitler sammen med Mannerhein og Ryti under sit besøg i Finland d. 4. juni 1942.

Finlands rolle i krigen

Finlands krigsdeltagelse er kompliceret. Vinterkrigen i 1939 – 1940 var et resultat af Stalins ønsker om at sikre sig baser og et ”glacis” (forterræn), så den næststørste by i USSR, Leningrad, ikke umiddelbart kunne erobres, hvis der kom en krig med Tyskland. Stalin havde ikke regnet med, at finnerne satte sig voldsomt til modværge, men i længden kunne finnerne ikke stå op imod den talmæssigt meget større sovjetiske styrke. Der kom en fredsslutning den 13. marts 1940. Da Hitler den 22. juni 1941 angreb Sovjetunionen, så deltog Finland for at få de tabte områder retur. Denne krig kalder finnerne for fortsættelseskrigen.

1944. Nu står det klart, at krigslykken for alvor er vendt. Tyskerne er overalt på retræte på Østfronten, og via Sverige har der været diplomatiske følere ude om en finsk separatfred med USSR. Det opdager den tyske efterretningstjeneste, og al tysk våbenhjælp til Finland bliver stoppet i april 1944. Den røde Hær har planlagt store operationer på Det Karelske Næs. Disse operationer er også tænkt som sløring af den meget store ”Operation Bagration”, som den 22. juni 1944 bliver rettet mod ”Armégruppe Mitte” længere mod syd.

Den sovjetiske rekognoscering på næsset inden angrebet omfatter 610 flyvninger. Selve angrebet begynder med en luftoffensiv den 9. juni, hvor 215 bombefly og 155 nærstøttefly går løs på de tre finske forsvarslinjer på Det karelske Næs.

"Stalin havde ikke regnet med, at finnerne satte sig voldsomt til modværge, men i længden kunne finnerne ikke stå op imod den talmæssigt meget større sovjetiske styrke."

10. juni 1944. Den røde Hær angriber med 11 infanteridivisioner støttet af 9 kampvognsregimenter. 21. Armé under ledelse af general Dmitrij Nikolaevitj Gusev angriber over en ca. 15 km bred zone langs næssets vestside, hvor Østersøflåden yder ildstøtte fra de store enheder. Længere østpå rykker 23. Armé under generalløjtnant Aleksander Ivanovitj Tjerepanov frem mod Suvantosøen og Vuoksisøen. Begge generaler hører under generaloberst Leonid Aleksandrovich Govorovs Leningradfront. På mindre end en uge har russerne erobret to af de tre finske forsvarslinjer. Finnerne er hårdt trængt, og allerede den 12. juni 1944 beder de atter om tysk hjælp. Tyskerne ophæver straks den indførte våbenembargo, men hvis finnerne igen søger kontakt til russerne om en separatfred, så vil leverancerne stoppe endnu en gang. I samme anledning kommer udenrigsminister Joachim von Ribbentrop til Helsinki den 22. juni 1944 for at knytte Finland tættere til Tyskland, og præsident Ryti lover den 26. juni, at Finland ikke ville foretage separate fredsforhandlinger uden tysk accept. Finnerne har selv 6 divisioner og 300 fly på Det Karelske Næs.

"Det står klart både for tyskerne og for finnerne, at hvis russerne trænger længere mod vest i Estland, så ligger Finland åbent. "

Da Viipuri (Viborg) falder til russerne den 21. juni 1944, er det et alvorligt knæk for den finske kampmoral. Fra den 23. juni begynder den tyske våbenhjælp at strømme til fronten. Marskal Mannerheim har anmodet Hitler om at stille med 6 divisioner. Tyskerne kan kun stille med en enkelt. På dette tidspunkt har de vestallierede bidt sig fast i Normandiet, og ”Operation Bagration” har slået et enormt hul midt i den stærkeste del af Østfronten. Den tyske militære ledelse har nok at se til.

 

Ved en voldsom indsats i de følgende uger stopper finnerne den sovjetiske fremmarch i kampene ved Tali-Ihantala. Det bliver de voldsomste kampe i Norden nogensinde. De finske styrker bliver nu koncentreret vest for Viipuri med halvdelen af det til rådighed værende finske artilleri. I begyndelsen af juli opsnapper den finske hær et sovjetisk signal, som indikerer et forestående sovjetisk angreb udført af 63. Division og 30. Kampvognsbrigade. Angrebet skal iværksættes den 3. juli kl. 04.00, og kl. 03.58 iværksætter finnerne et voldsomt artilleribombardement af de sovjetiske opmarchområder. Til støtte herfor bliver indsat 40 tyske Stuka Ju-87 og ca. 40 finske bombefly. Denne indsats er nok til, at angrebet går i stå, og den 7. juli kan den finske efterretningstjeneste konstatere, at nogle af de bedste sovjetiske enheder er ved at blive overført til Estland og endnu fjernere kampområder. Finnerne bemærker også, at tyskernes situation på den centrale del af Østfronten er alvorlig, nu hvor Armegruppe Center stort set er blevet udslettet, og i Normandiet har de vestallierede tilsyneladende vundet fodfæste. Den nytilførte tyske division fra Armégruppe Nord bliver allerede beordret væk igen fra Finland med udgangen af juli.

Såret soldat under kampene i Viborg i juni 1944.

I juli måned går det voldsomt for sig ved ”Panther-linjen” 20 km vest for Narva i Estland. Det står klart både for tyskerne og for finnerne, at hvis russerne trænger længere mod vest i Estland, så ligger Finland åbent. Tilsvarende hvis russerne trænger frem vest for Viipuri, så ligger Estland åbent for et sovjetisk angreb over Den finske Bugt. I denne situation vælger den finske præsident Ryti at træde tilbage den 31. juli, og det finske parlament udpeger marskal Mannerheim til ny præsident den 4. august 1944. Parlamentet pålægger Mannerheim ansvaret for at afslutte krigen. Han er Finlands mest respekterede personlighed. Herefter dukker selveste Generalfeldmarschall Keitel op i Helsinki den 17. august 1944. Han får at vide, at Mannerheim og hans regering ikke føler sig bundet af Rytis tidligere erklæring om tysk accept af fredsfølere. Den 25. august genetablerer den finske legation (ambassade) i Stockholm kontakten til den sovjetiske legation, og den følgende dag erklærer Finland, at Rytis erklæring ikke længere er gældende.

Den 2. september stemmer det finske parlament for at afbryde kontakten til tyskerne og beordrer samtidig alle tyske tropper bort fra finsk territorium fra den 15. september. Det er de sovjetiske forudsætninger for at indgå en fredsaftale. Et ophør i kamphandlingerne bliver etableret den 4. september med virkning fra den følgende dag, og den 19. september 1944 skriver finnerne under på våbenstilstandsaftalen. Hermed slutter fortsættelseskrigen.


Møde mellem sovjetiske og finske parlamentarikere på vejen Quolisma-Ilomantsi efter ikrafttrædelsen af våbenhvileaftalen.

Finland på tabernes side

Finland kom til at stå på tabernes side. Krigsdeltagelsen skyldtes alene ønsket om at generobre de tabte områder, som Sovjetunionen havde frataget Finland ved et uvarslet og uprovokeret angreb. Nu måtte Finland skrive under på en hård fred, hvor store områder tilfaldt Sovjetunionen, herunder Karelen, som dels rummede store land- og skovbrugsområder, men som også havde en stor del af den finske industri omkring Vuoksi. Befolkningen i Karelen blev evakueret. Den endelige fredsaftale med USSR blev underskrevet i Paris i 1947, og den satte begrænsninger på omfanget af de fremtidige finske styrker. Med i fredsaftalen fra 1944 var, at finnerne selv måtte smide de tyske styrker ud af landet. Det medførte hårde kampe mellem de tidligere allierede. Tyskerne brændte konsekvent de finske byer ned, mens de langsomt trak sig nordpå mod de tyske styrker i Nordnorge. Den sidste krig – Laplandskrigen – sluttede først i 1945.

Følg med næste gang, når Poul Grooss beretter om  da søslaget i Leyte Gulf kulminerede.


Om forfatteren

Poul Grooss er pensioneret fra Søværnet og har derefter frem til 2013 arbejdet som militærhistoriker for Forsvarsakademiet. Han har været lærer i moderne militære operationer på Søværnets Officerskole og Forsvarsakademiet, og under den seneste Golfkrig var han Jyllandspostens militære sagkyndige. I 2014 udgav han en bog om krigen i og omkring Østersøen 1939 - 1945 via Statens Forsvarshistoriske Museum.

Poul Grooss er rejseleder på en lang række af rejser hos Cultours:

Normandiet D-dag

Generalguvernementet i Polen og Sudeterne.

England 1940-44

Den Finske Vinterkrig og Leningrads belejring

Østprøjsen

Stalingrad og Moska

Pearl Harbor og Washington


Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker. Der er stadig plads på afgangen 17. sep 2018

  • Rejser 2018

    Kataloger for 2018 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.