Tilmeld dig gratis og modtag over 24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder.

Hitlers brændte jord

Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours.

I foråret 1945 nærmer afslutningen sig for Nazityskland. Situationen er markant forværret sammenlignet med foråret 1944. I løbet af det forgange år er de allierede gået i land i Normandiet, har befriet hele Frankrig og Belgien og står ved Rhinen, den sidste forsvarslinje mod vest. I øst har den sovjetiske krigsmastodont tilintetgjort de tyske arméer i Polen i sommeren 1944, er trængt langt ind i Østeuropa mod Budapest, og de står nu ved Oder, ganske få kilometer fra Berlin. Adolf Hitler udsteder ”Nero-dekretet” 19. marts: al tysk industri og infrastruktur skulle ødelægges, så det ikke falder i allierede hænder – den ultimative brændte jords taktik.

I marts 1944 var den tyske krigsmaskine stadig imponerende. Godt nok var alle fronter på strategisk tilbagetog, men der var ingen panik. I Italien kæmpede feltmarskal Albert Kesselring et langsomt tilbagetog med ganske få styrker, godt hjulpet af det vanskelige italienske terræn, som de allierede ikke kunne overvinde. I øst var tilbagetoget mere kritisk, for de sovjetiske panserarméer trængte nådesløst frem, især i syd, men kampene foregik stadigvæk i Ukraine, langt fra Tysklands grænser.

I vest var Atlantvolden blevet voldsomt udbygget i foråret 1944 under ledelse og inspektion af feltmarskal Rommel. Måske kunne den holde en allieret invasion tilbage? Der var stadig materielt overskud til at opbygge elitepanserdivisioner, som f.eks. Panzer Lehr med 200 helt nye og moderne kampvogne og brændstof til at træne. Slaget om Atlanten var tabt, men ubådene tilføjede stadig de allierede tab. I marts 1944 mistede tyskerne 24 ubåde, og sænkede kun 21 allierede skibe på tilsammen 100.000 bruttoregistertons. På trods af de allieredes strategiske bombning af de tyske fabrikker og byer, så toppede Tysklands krigsproduktion i løbet af 1944. Der produceredes over 18.000 kampvogne og 35.000 jager- og bombefly i 1944, det højeste tal under krigen.  Ingen kunne i marts 1944 vide, hvordan krigen vil ende.

"En amerikansk viceforsvarsminister udtalte i februar 1945: ”Hvis vi skal have den totale krig, så lad os gøre den så forfærdelig som overhovedet muligt”. "
De allierede bombninger af tyske byer og infrastruktur var omfattende og ubønhørlig. Og den fortsatte næsten til krigens ophør, selvom nogle, heriblandt Churchill, satte spørgsmålstegn ved om det var nødvendigt.

16. januar 1945 forlod Hitler Ulveskansen i sit særtog.

I marts 1945, er situationen en helt anden. Den er uoverskuelig. Tyskland står på tærsklen til komplet udslettelse, ikke kun til at tabe krigen. Ethvert håb om fredsslutninger med de allierede er udslukt. Tyskland er sønderbombet af de engelske og amerikanske luftstyrker. I februar blev både Berlin og Dresden på det nærmeste lagt i ruiner af bomber, og i titusindvis af civile tyskere blev dræbt. De britiske bombefly brugte 10 tons ”jordskælvsbomber”, mens de amerikanske bombefly kastede napalm og fosfor i små bomber, som på djævelsk vis startede ildstormene i Dresden. 3500 bombefly og 5000 jagerfly blev i februar koncentreret mod jernbanenet og infrastruktur i Tyskland, men togene bliver ved at køre.

De allierede er ved at miste troen på, at den tyske moral kan knækkes fra luften. I øst har de sovjetiske arméer tilintetgjort store tyske hærstyrker. Godt nok har russerne mistet næsten en halv million soldater i vinterens kampe, men de har stadig en overlegenhed overfor tyskerne på 7 til 1 i kampvogne, 11 til 1 i infanteri og ikke mindre end 20 til 1 i artilleri. Og hvad mere er: de har ammunition og brændstof til det.

Fronten går ved Oder, få kilometer fra Berlin, og sydligere er der godt momentum i angrebene ind i Ungarn og Østrig.I Vest har de allierede nu næsten en million tyske krigsfanger og står ved Rhinen, klar til at tage springet ind i Tysklands hjerte. Allerede 9. marts er den første bro over Rhinen erobret, den ved Remagen.

Det får Hitler til at udskifte den øverstbefalende i vest, feltmarskal Von Rundstedt, med feltmarskal Albert Kesselring. Kesselring har med stor dygtighed ført kampene i Italien, og han er kendt som både en heldig og en storsmilende hærfører. Hitler giver ham én opgave i vest: ”Hold fast”.

"Al militær infrastruktur, kommunikation, industri og forsyninger, såvel som installationer på rigets territorie, som måske kan bruges af fjenden enten nu eller senere, skal ødelægges."
Ødelæggelsen af tyske jernbaner, veje, fabrikker og byer var mere ødelæggende end Hitlers brændte jord taktik. I marts 1945 lå store dele af Tyskland allerede i ruiner. Den allierede beslutning om kun at acceptere Tysklands betingelsesløse overgivelse banede vejen for den totale krig.

19. marts er der opstillet et geled af Hitler-Jugend i Førerbunkerens umiddelbare nærhed, og snart viser Føreren sig. Han går rundt til hver enkelt og overrækker udmærkelser til drengene. Det bliver sidste gang, Hitler viser sig over jorden.

Presset fra alle sider og isoleret i sin førerbunker i Berlin udsteder Hitler samme dag, den 19. marts, et dekret. Det drejer sig om ødelæggelse af Det Tredje Riges infrastruktur. Der er tale om en førerbefaling, som gælder alle i det tredje rige:

 

Vores nations eksistenskamp tvinger os til at anvende alle midler, selv indenfor rigets territorie, til at svække fjenden og hans fremrykning. Enhver mulighed for at tilføje varig skade på fjendens kræfter skal udnyttes. Det er en fejl at tro, at intakt infrastruktur, kommunikationsmidler, industri og forsyninger vil være brugbar for os, når vi har generobret tabte territorier. I fjendens tilbagetog vil de efterlade sig brændt jord uden hensyn til befolkningen

Jeg befaler derfor:

  1. Al militær infrastruktur, kommunikation, industri og forsyninger, såvel som installationer på rigets territorie, som måske kan bruges af fjenden enten nu eller senere, skal ødelægges.
  2. Det er de militære chefers ansvar at iværksætte denne ordre til at ødelægge alle militære installationer, inklusiv trafikinfrastruktur og kommunikationsinstallationer.

Gauleitere og rigskommissærer for rigets forsvar er ansvarlige for ødelæggelsen af industri og forsyningsinstallationer, såvel som andre objekter af værdi; militære enheder skal støtte Gauleitere og rigskommissærer i udførelsen af opgaven.

  1. Denne ordre skal transmitteres til alle militære chefer så hurtigt som muligt. Modstridende ordrer er ugyldige.

Adolf Hitler

Rustningsminister Albert Speer skulle udføre Nero-direktivet, men undlod bevidst at følge det. Hans egen kopi, med noter i margen, er bevaret.
Rustningsminister Albert Speer er måske ikke så god som beskrevet i sine egne erindringer, men det sparede Tyskland og tyskerne for nogen ødelæggelse, at han modarbejdede Nero-direktivet.

Førerbefalingen er senere blevet kendt som ”Nero-dekretet” efter den romerske kejser Nero, som selv satte ild til Rom for at tvinge romerne til at støtte sig. Hitler befalede ikke bare Tyskland ødelagt i kampen mod de allierede hære, men også for at straffe det tyske folk, som ikke havde støttet ham og derfor ikke fortjente bedre. Hitler skriver om de allieredes brændte jords taktik, men i virkeligheden er det ham selv som befaler denne ultimative handling udført. Hitlers rustningsminister Albert Speer havde før udstedelsen forsøgt at tale Hitler fra det med begrundelse i, at det var unødvendigt og ville gå ud over det tyske folk, men Hitler ville ikke lytte til ham. Speer havde kort tid forinden fortalt Hitler, at det tredje rige kun kunne holde ud i ganske få uger, før nederlaget var endegyldigt. Det var også primært Albert Speer, som sikrede, at dekretet aldrig blev udført i praksis. Han havde som rustningsminister muligheden for at stoppe udsendelsen af det til de Gauleitere og rigskommissærer, som skulle udføre det. Det gjorde han, og han gik dermed imod Hitlers udtrykkelige ordre. Det var et forræderi, som normalt indebar dødsstraf. Men i marts 1945 var Hitler så isoleret og desillusioneret, at han ikke gjorde noget særligt ved det, da han hørte om det nogle uger efter udstedelsen.

Ved frontlinjen havde det næppe gjort nogen forskel. På Atlanterhavet blev 30 tyske ubåde sænket i marts 1945. I Colmar, øst for Rhinen, blev den 9. tyske armé tilintetgjort, uden at have opnået nogen fordel ved at bide sig fast og ikke trække sig tilbage. V-2 raketterne steg mod himlen rettet mod Antwerpen, men de gjorde hverken fra eller til i allieret moral og beslutsomhed. Volksgrenadiers, de sidste soldater tyskerne kunne mobilisere -  oftest teenagere og pensionister, lå skræmte og utrænede i byerne langs rigets grænser. Måske havde de en panzerfaust, måske havde de intet brændstof, selv hvis de var så heldige at have et pansret køretøj. Nero-dekretet fortæller meget om Hitler og hans greb om virkeligheden. Det fortæller meget om Det Tredje Riges sidste dage, og hvordan krigens sidste år i den grad havde transformeret Tyskland fra at kæmpe til at dø.

Nero-dekretet blev således aldrig gennemført i praksis. Det var stort set også unødvendigt, fordi allierede bombetogter og fremrykninger allerede havde reduceret Tyskland til en ruinhob. Efter at de allierede var enige om kun at acceptere den totale overgivelse fra Tyskland, blev der ikke holdt igen. Anden Verdenskrig var i sit sidste år om noget ”den totale krig”. Alle nationer var ved at løbe tør for våbenføre mænd, selv USA og Sovjetunionen. Ethvert middel til at forkorte krigen blev brugt. En amerikansk viceforsvarsminister udtalte i februar 1945: ”Hvis vi skal have den totale krig, så lad os gøre den så forfærdelig som overhovedet muligt”. Den totale krig havde således overhalet det historiske begreb om ”den brændte jords taktik” indenom. Nu var brændt jord ikke noget, man gjorde mod fjenden. Nu var den brændte jord det, man fik, uanset om man ville eller ej. Krigen var total.

Hitler i Førerbunkeren i Berlin i marts 1945. Det er endegyldigt ved at gå op for Hitler at krigen er tabt, og at tusindårsriget bliver udslettet. På trods af dette fortsætter de vanvittige konferencer med generalerne om hvordan Tyskland skal forsvares. afslutningen på krigens sidste år nærmer sig med hastige skridt.

Om forfatteren

Om forfatteren

Niels Vistisen 

er uddannet cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten.

Niels Vistisen er rejseleder på rejserne Normandiet D-dag og Operation Market Garden - Broen i Arnhem

Hvis du gerne vi se billeder fra Niels Vistisens seneste rejse til Nomandiet d. 2.-8. juli, så klik her.


Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker.

  • Rejser 2019

    Kataloger for 2019 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.