Tilmeld dig gratis og modtag over 24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder.

Slaget i Leyte Gulf kulminerer.

Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved Cultours.

 

Slaget i Leyte Gulf på Filippinernes østside betragtes som verdens største søslag. Det strakte sig over fire dage, men kulminerede den 24. oktober 1944. I virkeligheden bestod det af en række søslag over store områder.

I Japan var man på dette tidspunkt helt klar over, hvilken vej krigen gik, men for den japanske regering gjaldt det om at få afsluttet krigen med en ærefuld fred. Hvis man påførte det amerikanske samfund store tab, så ville amerikanerne nok komme krybende for at finde en ordning. Her havde Japan helt tydeligt fejltolket den amerikanske kampvilje.

Den amerikanske strategi gik ud på ”island hopping”, hvilket kort fortalt gik ud på at erobre stillehavsøer nærmere og nærmere de japanske hovedøer og bruge dem som baser, indtil man havde baser så tæt på, at man kunne sende bombefly eskorteret af jagere ind over hele Japan. Så ville byer, baser og industricentre systematisk blive ødelagt, indtil landet overgav sig. 

Da krigen mod USA startede, rådede den kejserlige japanske flåde over et flyvevåben med verdens bedst uddannede piloter. Efter de store slag i ”Coral Sea” og ved Midway i 1942 mistede man mange piloter. Slaget ved Marianerne den 19. – 20. juni 1944 blev af den amerikanske flåde kaldt ”The Great Mariana’s Turkey Shoot” (den store kalkunjagt på Marianerne). Her mistede den japanske flåde tre af de største hangarskibe, mellem 550 og 645 fly og i alt 3.000 mand. Tabene i US Navy var 123 fly og 109 dræbte. Flådeledelsen i Tokyo kaldte alle resterende hangarskibe retur til Japan med henblik på at uddanne nye piloter til forsvar af kejserriget.

 


Fakta: Leyte er en af Filippinernes 7100 øer. Den ligger centralt i det sydøstasiatiske ørige tæt ved og lidt sydvest for øen Samar. Mellem de to øer hedder strædet Leyte Gulf.



Kort over slaget ved Leyte Gulf.
Douglas MacArthur vader i land ved den indledende landgang ved Leyte.

General MacArthur vendte tilbage og gik i land på Filippinerne den 20. oktober 1944. Landgangen foregik ved Leyte på øernes østside. Da japanerne så denne voldsomme koncentration af flådemateriel i området, besluttede man sig for at slå til. Tre japanske flådestyrker blev fra vest sendt mod landgangsområdet ved Leyte Gulf. Adgangen til Leyte Gulf skulle ske via de mange stræder mellem øerne i Det filippinske Øhav. Den fjerde japanske flådestyrke blev brugt som lokkemad fra nord for at lokke den amerikanske ”Task Force 34” fra ”3rd Fleet” med mange hangarskibe under admiral ”Bull” Halsey væk fra landgangsområdet, så de tre øvrige japanske flådestyrker skulle få let spil. Den japanske vildledelse var tæt på at lykkes, men Halsey fik vendt sin hangarsskibsstyrke i rette tid, og selv om de amerikanske skibe og fly havde ammunition med til at foretage en landgangsoperation, så viste de, at de også var i stand til at udkæmpe nogle større søslag. (De medbragte hovedsageligt anti-personel bomber og manglede derfor tunge bomber samt panserbrydende granater.  Antallet af torpedoer til flådeflyene var begrænset).


Fakta: Douglas MacArthur var en garvet herre, da 2. Verdenskrig brød ud. Han var født d. 26. januar 1880 og blev general og stabschef i den amerikanske hær i 1930. Egentlig gik han på pension 7 år senere, men da japanerne angreb Pearl Harbor d. 7. december 1941, blev han genindkaldt. MacArthur var en fremragende strateg, hvorfor han fik kommandoen over de allierede styrker i det sydvestlige Stillehavsområde.

William Frederick Halsey, Jr. blev født I 1882. Han fulgte i sin fars fodspor og søgte ind i US Naval Academy. D. 7. December 1941 befandt han sig til søs om bord på sit flagskib, Uss Enterprise, og hans kommentar om japanerne efter angrebet var:  ”Before we´re through with ´em, the Japanese language will only be spoken in hell.”


Den japanske styrke

Blandt de tre angribende japanske flådestyrker udgjorde den nordligste under admiral Kurita selve hovedstyrken. Den kom fra Singapore-området og gik mod Sibya-havet og San Bernardino-strædet. Den 23. oktober opdagede de to amerikanske ubåde Darter og Dace Kuritas styrke.

Den tunge krydser Atago, Kuritas flagskib, blev sænket, og den tunge krydser Takao måtte gå mod flådeværftet i Brunei for reparation. En tredje svær krydser, Maya, sank efter en eksplosion i et af magasinerne. Kurita blev overført til slagskibet Yamato, verdens største slagskib, som nu blev flagskib. Det var denne styrke, som nåede frem til Leyte, men der gjorde de få tilbageværende lette hangarskibe og destroyere voldsom modstand.

Destroyerne havde hurtigt bortskudt alle deres torpedoer, og de måtte med 5-tommer (127 mm) kanoner tage kampen op mod japansk søartilleri på 14 og 16 tommer (henholdsvis 356 og 406 mm). Hangarskibspiloterne i disse enheder havde slet ikke trænet i angreb mod skibsmål, men i et to timer langt slag lykkedes det dem i samarbejde med destroyerne at afvise den japanske styrke.

Japanerne vendte om og blev så forfulgt af Halsey’s styrke, som kom ned nordfra. Her koncentrerede man sig om Yamatos søsterskib, Musashi. Efter omfattende angreb fra hangarskibsfly, hvor flyene ramte med 19 torpedoer og 17 bomber, kæntrede skibet og gik ned med 1.100 mand, halvdelen af besætningen.


Fakta: Viceadmiral Takeo Kurita var født i 1889. Hans familiære baggrund var egentlig videnskabsfolk, men han valgte at søge ind i flåden, og da 2. Verdenskrig brød ud var han kontreadmiral. Da amerikanerne kom til Leyte, startede japanerne Operation Sho-1 (”Sejr 1) med Kurita som leder af de japanske styrker.

 


 

 

 

 

Yamato var et tungt og svært pansret slagskib. Det havde et standarddeplacement på 72 800 ton, en længde på 263 m, en bredde på 39 m og en besætning på flere tusinde mand. Hovedbestykningen var på ni 46-cm kanoner i tre trippeltårne. De kunne affyre granater på 1.360 kg og op til 42 km væk.
Viceadmiral Kurita.

De to andre flådestyrker under admiralerne Shima og Nishimura kom fra henholdsvis de japanske hovedøer og Brunei. De to sydlige flådestyrker var også blevet rapporteret af amerikanske fly og ubåde, så de tre japanske flådestyrker havde alle mistet overraskelsesmomentet. Den amerikanske blokade havde medført, at den japanske brændstofsituation var katastrofal. Der var derfor ingen japanske flådefly til at dække operationerne, og skibenes brændstofforsyninger var også meget knappe. Hermed blev de amerikanske flådeflyoperationer gjort lettere. Længere fremme på ruten for de to sydlige flådestyrker, i Surigao-strædet, blev kontreadmiral Oldendorf fra US Navy beordret til at foretage en afspærring. Først kom Nishimura, og 60 sømil efter ham kom Shima. Oldendorf havde seks gamle slagskibe, fire tunge og fire lette krydsere, syv destroyere samt 39 torpedobåde. Da han ikke havde mange panserbrydende granater, ville han gerne kæmpe på kort afstand, og han havde en meget stor fordel, idet hans skibe havde meget gode radarsystemer til såvel varsling som til direkte skydning. Hele Nishimuras flådestyrke, på nær en enkelt destroyer, blev sænket. Shimas styrke vendte om og kom næsten uskadt bort fra området. Tilsammen havde de tre angribende styrker samt vildledningsstyrken mistet tre slagskibe, fire lette hangarskibe, ti krydsere og ni destroyere.


Fakta: Yamato og søsterskibet IJN Musashi er de to største slagskibe, der nogensinde er bygget. Byggeriet startede i 1937 på det japanske skibsværft i Kure, Hiroshima, og Yamato blev søsat d. 8. august 1940. Skibet var i tjeneste i den japanske marine fra 16. december 1941.


USS Bunker Hil blev angrebet af to kamikazepiloter kort efter hinanden, herved udbrød der brand på skibet. 346 døde, yderligere 43 blev meldt savnet.
Japansk rekrutteringsplakat: Ungdom! Skynd jer! Til havets og luftens slagmark!

Kamikaze piloterne

Som nævnt kulminerede slaget den 24. oktober 1944. Den følgende dag introducerede japanerne et helt nyt våben. Chefen for den japanske flådes ”1. Luftflåde” baseret på Filippinerne, kontreadmiral Takashiri Onishi, bad sine piloter om frivilligt at styrte sig i døden i fly direkte mod amerikanske skibe. Disse flymissioner blev kaldt ”kamikaze” (den guddommelige vind). To gange i det 13. århundrede blev kinesiske invasioner af Japan forhindret af en guddommelig vind, orkaner, som forhindrede invasionsstyrken i at nå frem. Dette nye våben skulle afgøre krigen til Japans fordel.


Fakta: Kamikaze (kami = ”gud” og kaze = ”vind”). Ordet har været brugt som betegnelse for nogle kraftige storme i 1274 og 1281, der sænkede en mongolsk flåde, som ville invadere Japan.

Efterhånden som 2. Verdenskrig skred frem, blev Japan trængt mere og mere tilbage, og udsigten til at miste Filippinerne tvang de japanske hærledere til at tænke nyt. Derfor blev begrebet brugt om de japanske selvmordspiloter, som styrtede sig i døden med deres små fly og sænkede allierede skibe. Gennem en del af Stillehavskrigen havde japanske piloter tyet til spontane selvmordsaktioner og styrtet deres fly mod et allieret mål, men i oktober 1944 blev det officiel japansk taktik. Efterhånden som flyvevåbnet mistede fly, måtte man tænke alternativt, og der blev specielbygget kamikazefly helt af træ til de purunge ofte kun 15 – 16-årige piloter.


Slaget i Leyte Gulf blev det afgørende knæk for den kejserlige japanske flåde. Herefter eksisterede den ikke som en sammenhængende, operativ flådestyrke.

Efter Leyte erobrede US Marine Corps øen Iwo Jima i februar 1945. Fra Iwo Jima kunne langtrækkende jagerfly eskortere de tunge B-29 bombefly, og allerede ved et angreb natten mellem den 9. og 10. marts 1945 blev Tokyo udsat for et voldsomt angreb med brandbomber, som kostede ca. 130.000 mennesker livet og som brændte hele byen af. Den 1. april 1945 gik amerikanerne i land på Okinawa. Næste mål var de japanske hovedøer, men inden man nåede så langt, så havde en sovjetisk krigserklæring og to atombomber gjort en ende på det, som japanerne kalder ”Den store Stillehavskrig”.

Følg med næste gang, hvor du kan læse om  slaget om Hürtgenskoven.


Om forfatteren

Poul Grooss er pensioneret fra Søværnet og har derefter frem til 2013 arbejdet som militærhistoriker for Forsvarsakademiet. Han har været lærer i moderne militære operationer på Søværnets Officerskole og Forsvarsakademiet, og under den seneste Golfkrig var han Jyllandspostens militære sagkyndige. I 2014 udgav han en bog om krigen i og omkring Østersøen 1939 - 1945 via Statens Forsvarshistoriske Museum.

Poul Grooss er rejseleder på en lang række af rejser hos Cultours:

Normandiet D-dag

Generalguvernementet i Polen og Sudeterne.

England 1940-44

Den Finske Vinterkrig og Leningrads belejring

Østprøjsen

Stalingrad og Moska

Pearl Harbor og Washington


Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker. Der er stadig plads på afgangen 17. sep 2018

  • Rejser 2018

    Kataloger for 2018 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.