Blandt de tre angribende japanske flådestyrker udgjorde den nordligste under admiral Kurita selve hovedstyrken. Den kom fra Singapore-området og gik mod Sibya-havet og San Bernardino-strædet. Den 23. oktober opdagede de to amerikanske ubåde Darter og Dace Kuritas styrke.
Den tunge krydser Atago, Kuritas flagskib, blev sænket, og den tunge krydser Takao måtte gå mod flådeværftet i Brunei for reparation. En tredje svær krydser, Maya, sank efter en eksplosion i et af magasinerne. Kurita blev overført til slagskibet Yamato, verdens største slagskib, som nu blev flagskib. Det var denne styrke, som nåede frem til Leyte, men der gjorde de få tilbageværende lette hangarskibe og destroyere voldsom modstand.
Destroyerne havde hurtigt bortskudt alle deres torpedoer, og de måtte med 5-tommer (127 mm) kanoner tage kampen op mod japansk søartilleri på 14 og 16 tommer (henholdsvis 356 og 406 mm). Hangarskibspiloterne i disse enheder havde slet ikke trænet i angreb mod skibsmål, men i et to timer langt slag lykkedes det dem i samarbejde med destroyerne at afvise den japanske styrke.
Japanerne vendte om og blev så forfulgt af Halsey’s styrke, som kom ned nordfra. Her koncentrerede man sig om Yamatos søsterskib, Musashi. Efter omfattende angreb fra hangarskibsfly, hvor flyene ramte med 19 torpedoer og 17 bomber, kæntrede skibet og gik ned med 1.100 mand, halvdelen af besætningen.
Fakta: Viceadmiral Takeo Kurita var født i 1889. Hans familiære baggrund var egentlig videnskabsfolk, men han valgte at søge ind i flåden, og da 2. Verdenskrig brød ud var han kontreadmiral. Da amerikanerne kom til Leyte, startede japanerne Operation Sho-1 (”Sejr 1) med Kurita som leder af de japanske styrker.