to

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Kampen om Monte Cassino

Af Martin Cleemann Rasmussen, cand.mag. og rejseleder for Cultours

Natten imellem 11. og 12. maj 1944, Monte Cassino, Italien

Det er stadig bælgmørkt, da den polske løjtnant Ludomir Bialecki giver sin kampvognsbesætning ordre til fremrykning. Hans opgave er klar. Sammen med tre andre Sherman-kampvogne skal han danne spydspids i den styrke, som skal udflankere de tyske faldskærmsjægere, som igennem flere måneder har forsvaret området ved Monte Cassino-klosteret og forhindret de allierede i at rykke frem mod Rom.

Idet hans kampvogn sætter i gang og begynder at køre frem langs den smalle bjergsti neden for det sønderbombede kloster, begynder granater fra det allierede artilleri at slå ned i Liri-dalen nedenfor. De allieredes største offensiv – ”Operation Diadem” er i gang.

”Operation Diadem” og kampene ved Monte Cassino 

Løjtnant Bialecki og hans kampvognsbesætning deltager denne morgen i en af de vestallieredes største landoffensiver under den 2. Verdenskrig. Operationen, med kodenavnet ´Diadem´, samler den fulde kampkraft af den britiske 8. og amerikanske 5. armé – mere end 120.000 mand mod den tyske ´Gustavlinje´ – blot 150 km syd for Rom. 

I fire måneder har de allierede forsøgt at gennembryde det stærke tyske forsvar, men på trods af indsættelse af alle midler – herunder massive luftbombardementer fra hundreder af svære bombefly og en landgangsstyrke bag tyskernes front ved Anzio, har fjenden mod alle odds holdt stand.

 

 

 “I fire måneder har de allierede forsøgt at gennembryde det stærke tyske forsvar, men på trods af indsættelse af alle midler – herunder massive luftbombardementer fra hundreder af svære bombefly og en landgangsstyrke bag tyskernes front ved Anzio, har fjenden mod alle odds holdt stand.”

Tyskere affyrer en morter. Tyskerne havde tid til at forstærke Gustavlinjen, der gik tværs over Italien. Der var gravet og sprængt skyttehuller og morterstillinger og der var støbt bunkere og stillinger til mindre og større artilleri. Tyskerne benyttede sig af det bjergrige terræn, der gjorde det vanskeligt for angribere at komme nær de tyske stillinger. Her affyres morterer fra en godt dækket stilling. © Bundesarchiv.

For at gøre ondt værre har den tyske modstand ikke blot standset den allierede fremrykning mod Rom og dræbt og såret mere end 30.000 allierede soldater, den har også bragt splid langt ind i de højeste allierede kredse. For modgangen og frustrationerne i Italien har betydet, at allierede ressourcer, som ellers var afset til ´Operation Overlord´- den planlagte allierede landgang i Normandiet i Frankrig, i stedet er blevet ´hængende´ i Italien for at sikre en afgørelse på denne front. Nu er tiden imidlertid ved at rinde ud. ´Overlord´ har fået højeste prioritet, og den allierede øverste ledelse i Italien ved, at lykkes ´Diadem´ ikke, vil muligheden for en allieret sejr i Italien endnu engang fortabe sig i det uvisse.

De allieredes strategi

I klippet ovenfor kan ses og høres en forklaring om de allieredes strategi, da de skulle angribe tyskerne i det bjergrige landskab.

Tyskerne standser offensiven i Italien

For det italienske felttog har vitterlig ikke budt på mange allierede sejre. På trods af særligt britiske forhåbninger om en hurtig og afgørende fremrykning op igennem aksemagternes ”bløde bug”, så har virkeligheden vist sig væsentlig anderledes. Selv om Mussolinis fascistiske regime og dets militære styrker hurtigt faldt sammen i størstedelen af Midt- og Syditalien efter den allierede invasion, har den tyske hærledelse atter engang reageret med overraskende hurtighed.

“Titusinder af kamperfarne tyske soldater er strømmet til Italien, og de har udnyttet kombinationen af det bjergrige terræn, de voldsomt løbende floder og hastigt opførte bunkers og maskingeværsstillinger til at skabe et næsten uigennemtrængeligt dybdeforsvar.”

Det tyske forsvar
De tyske forsvarere havde fordelen af godt forberedte stillinger og stor erfaring fra 4 års kampe. Deres våben var af god kvalitet og deres erfaring gjorde, at de kunne udnytte terrænets forsvarsmuligheder, både fra de faste stillinger og fra ruiner og bombekratre, der opstod under kampene. © Bundesarchiv.
En tysk kampvogn ligger på lur i det sønderskudte kloster.© Bundesarchiv.
Det indre af det genopbyggede kloster i dag.

En sejr med begrænset betydning

To britiske soldate bevogter tyske krigsfanger. De tyske soldater bærer den karakteristiske hjelm, der viser at de er faldskærmsjægere. Det var elitesoldater, som udgjorde kernen af den hårdnakkede tyske modstand i Monte Cassinos ruiner. © Bundesarchiv.

“Den tyske hær undslap altså udslettelsen ved Monte Cassino og kunne i stedet fortsætte til nye forsvarslinjer i det nordlige Italien, og det var først i 2. Verdenskrigs sidste dage, den 2. maj 1945, at de tyske tropper i Italien overgav sig.”

I dag – næsten 75 år efter begivenhederne – ved vi, at det lykkedes for de allierede at gennembryde Gustavlinjen. På trods af hårdnakket tysk modstand og store tab kunne de allierede efter en uges blodige kampe trænge frem igennem Liri-dalen og videre mod Rom. Sejren skulle dog vise sig ikke at være afgørende.

Med stor dygtighed lykkedes det for de tyske forsvarere at trække store dele af deres styrker ud af Gustavlinjen, inden de allierede fik indesluttet dem. En kombination af intern splid og rivalisering i den øverste allierede ledelse hjalp også med hertil. Særligt den amerikanske chef for 5. armé, Mark Clark, er her blevet gjort ansvarlig.

Præsident Roosevelt dekorerer chefen for 5. Armé, Mark Clark, efter erobringen af/indmarchen i Rom. General Clarks kvaliteter som militærleder er stærkt omdiskuterede

Mark Clark satte berømmelsen som Roms befrier højere end den militære mulighed for at omringe de tyske retirerende styrker, hedder det. Denne besættelse af at være Roms befrier er også grunden til, at hans soldater efter ´Diadem´ nedladende kaldte generalen for ´Markus Aurelius Clarkus´. 

Den tyske hær undslap altså udslettelsen ved Monte Cassino og kunne i stedet fortsætte til nye forsvarslinjer i det nordlige Italien, og det var først i 2. Verdenskrigs sidste dage, den 2. maj 1945, at de tyske tropper i Italien overgav sig.  

 
Polske soldater forcerer det vanskelige terræn omkring Monte Cassino. Terrænet favoriserede forsvarerne, da de stejle bjergsider, dybe kløfter og stenede jord besværliggjorde enhver fremrykning.

Polsk indsats ved Monte Cassino

Polsk kirkegård ved Monte Cassino
Den polske øverstkommanderende Anders ligger begravet sammen med sin kone på den polske kirkegård ved Monte Cassino. De polske styrkers indsats ved Monte Cassino var en af en lang række militære bedrifter, der gav polakkerne ry for at kæmpe modigt og stædigt. Der var over 200.000 polske soldater i egne enheder hos de allierede under 2. Verdenskrig. I slutfasen af tyskernes angreb på Polen lykkedes det en del af den polske hær at undslippe gennem Rumænien til Grækenland eller Ægypten og derfra videre til England og Frankrig. I løbet af krigen tilsluttede flere polakker i udlandet sig de polske enheder.

Løjtnant Ludomir Bialecki og hans besætning skulle dog aldrig opleve dette. Allerede i de tidlige morgentimer den 12. maj 1944 kørte deres kampvogn på en af de voldsomme Teller-minekombinationer, som de tyske faldskærmsjægere havde udlagt i hele Cassino-området. Ved påkørslen af minen eksploderede ammunitionen i den polske løjtnants kampvogn og slyngede kanontårnet af, hvorved tre af besætningen dræbtes på stedet. De resterende to – herunder Bialecki – omkom i deres forsøg på at slippe ud af den brændende kampvogn. I dag ligger de begravet på den polske kirkegård neden for det nu genopbyggede Monte Cassinokloster. Ikke langt derfra – på den selvsamme bjergsti, hvor besætningen mødte deres skæbnesvangre endeligt, står deres kampvogn. I dag et monument for de allierede soldater som mistede livet i kampene.

Monumentet over Løjtnant Ludomir Bialecki og hans besætning. På en bjergtop med udsigt over slagmarken mindes de polske soldater med et enkelt monument. Indskriften lyder: For vores og jeres frihed gav vi polske soldater vor sjæl til Gud, vort liv til Italiens jord og vore hjerter til Polen"
Abbazia di Monte Cassino
Abbazia di Monte Cassino er Benediktinerordenens moderkloster. Det var her Skt. Benedikt skrev de ordensregler, der stadig leves efter i ordenens klostre over hele verden. Klostret var et enestående kulturmindesmærke, som begge kriges parter havde lovet at respektere og ikke anvende til militære formål. Da de allierede mente, at tyskerne brugte klostret som observationspunkt, blev det angrebet af bombefly og artilleri og stærkt ødelagt. © Bundesarchiv.
Monte Cassino
Monte Cassino efter genopbyggelsen.

Næste gang i Krigens Sidste År

Den vigtigste dag i Det 20.  Århundrede, D-dag, nærmer sig.

Europas og hele verdens skæbne afgøres på 5 strande på Normandiets nordkyst.

5. juni – forberedlserne til D-dag skrevet af Kommandør Poul Grooss
6. juni – D-dag landgangen og kampene ved cand. mag. Major Niels Nistisen
7. juni – Invasionen mislykkes en kontrafaktisk fortælling om, hvad der kunne være sket, skrevet af cand. mag., direktør m.m. Torsten Granov.

Om forfatteren bag “Kampen om Monte Cassino!

Martin Cleemann Rasmussen er cand. mag. i Russisk og Historie med speciale i krigshistorie. Martin er medlem af Dansk Militærhistorisk Kommission og er tilknyttet Hærens Officersskole og DIS som ekstern lektor. Herudover har Martin stor viden om Italien og erfaring med italienske forhold, han har således indgående kendskab til Mussolinis Italien, og han har i flere år været produktchef på rejser til Italien.

Martin Cleemann Rasmussen er rejseleder på følgende rejser: