Plunder og Varsity over Rhinen

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Plunder & Varsity: over Rhinen

Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours

Rhinen er den tredje største flod i Europa. Fra udspringet i de schweitziske alper, hvor smeltevandet fra gletsjerne løber ud, løber floden over 1000 km op gennem Tyskland og Holland, og ud i Nordsøen. Floden er bred, op til 400 meter, og med en stærkt strøm. Siden Romerrigets tid har floden dannet grænse mellem Tyskland – dengang Germania – og nationerne mod vest og syd. For Nazityskland var Rhinen den sidste forsvarslinje inden de allierede hære ville trænge ind i Tyskland. Bag Rhinen lå Rhurdistriktet med dets vigtige industriproduktion. Bag Rhinen lå de åbne sletter som fører mod Berlin. Den tyske folkehymne ”Wacht Am Rhein” fra 1800-tallet, gav navn til Ardenneroffensiven, og den tyske indsats for at holde de allierede bag Rhinen. Samtlige broer over Rhinen havde været forberedt til sprængning siden 1938. Rhinen har enorm symbolsk værdi for tyskerne, som den sidste forsvarslinje mod de britiske og amerikanske ære.

For de allierede har Rhinen mindst den samme symbolske værdi, i kampen mod Nazityskland og korstoget mod Berlin. I planlægningen før D-Dag havde man først planlagt på at krydse Rhinen i foråret 1945. Men i efteråret 1944, da tyskerne var kollapset ved Falaise, var det som at intet kunne standse de allierede. Operation Market Garden, i september 1944, havde som primært mål at erobre en bro over Rhinen, så kampene kunne føres ind i selve Tyskland og mod Ruhr. Men Market Garden slog grueligt fejl og viste at tyskerne langt fra var slået. Efteråret 1944 og den følgende vinter havde været slidsom, hård og bidende kold. Fra Hürtgenwald og til Ardenner, var det kun gået uendeligt langsomt frem for de allierede hære. Gennembruddet mod tyskerne udeblev, og forsyningerne var fortsat sparsomme. Rhinen, som den formidable naturlige forhindring den er, blev også for de allierede mere og mere symbolsk; vil de nogensinde nå frem og over Rhinen? Og i givet fald hvornår?

“Angrebets kodenavn blev Plunder & Varsity. De allierede sammenlignede angrebet med en ”lille D-Dag”, så bred og stærk var floden. Rigtige landgangsbåde, som kunne fragte en Sherman kampvogn, blev slæbt over land fra den engelske kanal frem til Rhinen.”

Få overblikket og se hvordan de allierede krydsede Rhinen. Klik på Videon ovenover.

Feltmarskal Montgomery tog grebet om planlægningen til et angreb over Rhinen. Det kunne ikke komme før vinteren var forbi og foråret på vej. Det skulle ske i nord, og med den britiske 2. armé og den amerikanske 9. armé, i området omkring byen Wesel. Planlægningen pegede på 1. maj, men det blev dog fremrykket til begyndelsen af marts. Angrebets kodenavn blev Plunder & Varsity. De allierede sammenlignede angrebet med en ”lille D-Dag”, så bred og stærk var floden.

Rigtige landgangsbåde, som kunne fragte en Sherman kampvogn, blev slæbt over land fra den engelske kanal frem til Rhinen. 1100 stormbåde blev bygget i hast, uden ordentlige tegninger – nogle blev fløjet fra USA. Ingeniørtropper trænede sejlads med motorbåde på Loire-floden. Noget af det vigtigste var forberedelserne til at bygge broer over Rhinen, fordi man ikke forventede at erobre en intakt bro. Tusindvis af I-bjælker i stål, tusindvis af flydepontoner, endeløse stakke af tømmer var forberedt. Det var ægte Montgomery med omfattende forberedelser, og en massiv overlegenhed over sin tyske modstander.

Syvende armé krydser flydebroen "Alexander Patch" ved Worms i Tyskland.

Broen ved Remagen, over Rhinen, blev erobret ved et tilfælde og svineheld allerede 7. marts, næsten 3 uger før det panlagte store angreb. Remagen ligger godt nok 150 kilometer syd for hvor Montgomerys angreb var planlagt, og terrænet omkring var forfærdeligt og ikke egnet til store udbrud og mange forsyninger.

Broen blev også erobret ved svineheld, fordi sprængladningerne på broen ikke eksploderede som de skulle. Langsomt fik amerikanerne sneglet nogle Shermankampvogne over. En tank destroyer skred i et hul i broen og forsinkede det hele i timevis. Tyskerne modangreb, men kunne ikke generobre broen. Tyskerne beskød også broen med V-2 raketter og en 600mm morter, men lige lidt hjalp det, amerikanerne udbyggede vedholdende brohovedet.

Da broen endelig gav op og faldt i Rhinen med et hult drøn 17. marts, var brohovedet 15 kilometer dybt, og adskillige militære pontonbroer fødte en solid opbygning af amerikanske divisioner. Men erobringen af broen ved Remagen, den første bro over Rhinen i allierede hænder, ændrede ikke ved planerne for den store Rhin-overgang længere mod nord. Dagen før det store angreb sender general Patton, længere mod syd i 3. armé, de første soldater over Rhinen i både og danner et brohoved.

Broen ved Remagen - erobret ved svineheld inden tyskerne kunne sprænge den i luften.
Soldater fra Cheshire regimentet går i land fra deres såkaldte "Buffaloes" amfibiske køretøjer 24.marts 1945.

Det store angreb over Rhinen begynder 23. marts om aftenen og har kodenavnet PLUNDER – plyndring. Hele eftermiddagen har store generatorer udlagt et røgslør henover floden, så tyskerne ved, hvad der venter. Mere end 100.000 britiske, canadiske og amerikanske soldater sætter i ly af mørke og røgslør over Rhinen i stormbåde, landgangsbåde og små motorbåde. Amerikaners første armé alene bruger 700 småbåde. Tusindvis af kanoner støtter dem med en voldsom artilleriforberedelse.

Byen Wesel, som ligger lige midt i angrebsområdet, og som er blevet sønderbombet dagen før, infiltreres i løbet af natten af britiske kommandosoldater med sodsværtede ansigter og kommandodaggerter. Feltmarskal Montgomery sover trygt i sin vogn i sikker forvisning om, at alt går efter planen. Der er stort set ingen tysk modstand. De allierede soldater får fodfæste på Rhinens østlige bred, og da det kølige morgenlys gryer d. 24. marts, har de bidt sig fast.

Selve Winston Churchill sidder, forklædt i en oberstuniform, i en lænestol på et bakkedrag med udsigt over Rhinen og skuer ud over overgangen. Dagen efter, palmesøndag, tager han over floden i en landgangsbåd og benytter lejligheden til at pisse i Rhinen, da han er halvvejs over. Tysk artilleribeskydning, der falder så tæt som 300 meter fra ham, gør hans bodyguards nervøse. Men krigen er så godt som vundet, og følelsen af sejr efter seks års krig er svær at overvinde, det gælder for soldater, for generaler og for Winston Churchill.

Amerikanske soldater på vej over Rhinen. De anvendte landgangsbåde til angrebet ligesom ved D-dag.
C-47 Dakota samt det nye C-46 fly nedkaster tusindvis af faldskærmsoldater i operation Varsity.

Lørdag formiddag, 24. marts, mens Churchill ser beundrende på fra sin lænestol, begynder anden halvdel af Rhinovergangen, nemlig operation VARSITY – sportsklubben. Det er den største faldskærmsoperation under krigen, større end både D-Dag og Market Garden. Næsten 17.000 faldskærmssoldater nedkastes med faldskærm og svævefly på samme dag, og belært af erfaringerne fra Market Garden sker det ikke langt fra landtropperne. De skal erobre broer over floden Ijssel og forhindre tyske modangreb mod landstyrkerne der sejler over Rhinen. Mens de tyske soldater er udslidte, er der rigeligt med luftværnskanoner og transportflyene lyder store tab under nedkastningerne. Hundredevis af lette luftværnskanoner, de fleste 20mm og 37mm i kaliber, havde rigeligt med mål i de hundredevis af langsomme transportfly og svævefly. Svæveflyene var af træ og sporlysprojektiler kunne sætte krydsfiner og lærred i brand. På det helt nye amerikanske transportfly C-46 Commando havde man sparet de selvlappende brændstoftanke, og konsekvensen var næsten kriminel: af de 73 fly, gik de 19 tabt, og 38 blev hårdt beskadiget. Flyet gik næsten altid i brand når det blev ramt. Amerikanerne konstaterede efterfølgende at flyet ikke kunne bruges i kampoperationer. Næsten 100 transportfly gik tabt, og adskillige hundrede blev svært beskadiget. Det kostede også blandt faldskærnstropperne: knap 500 dræbte og 2.500 sårede. Men den luftbårne operation, uambitiøs som den var i sin rækkevidde og opgaver, nåede de mål der var sat for den.  Allerede samme eftermiddag var der forbindelse til landstyrkerne fra Rhinen og en fælles front etableret.

Den tyske modstand var nærmest ikke-eksisterende. De tyske enheder var små og med soldater med ringe træning. De havde også dårligt udstyr og alt for lidt ammunition og brændstof. Mod den allierede overmagt var der intet at gøre. En britisk efterretningsvurdering 26. marts konkluderede at tyskerne ikke have et sammenhængende forsvar mellem Rhinen og Elben, og at det var vanskeligt at se hvad der skulle stoppe de allierede.

Hårde kampe ventede dog, og krigens sidste måned ville koste mange allierede soldater livet. Ved Rhinen begyndte bygningen af felt- og pontonbroer allerede samme dag som angrebet.På under et døgn kunne amerikanske ingeniørtropper brygge en pontonbro over den 300 meter brede og hurtigt flydende Rhin. Næsten før den var færdig kunne Shermankampvogne og lastbiler med brændstof og ammunition rulle over, og forstærke brohovedet øst for Rhinen. Allerede to dage efter angrebet var de forreste enheder mere end 20 kilometer fra Rhinen. Det var svært at se, hvad der skulle stoppe dem nu.


“Min kære general. Tysken er slået. Vi har ham. De er helt færdige.”- Winston Churchill til General Eisenhower, 24. marts på Rhinens bred
Måske kunne de allierede have krydset Rhinen allerede i januar eller februar, men der var store uoverensstemmelser mellem feltmarskalerne og generalerne. Montgomery og den britiske generalstab ønskede at lægge tyngden i ét angreb, i stedet for at sprede det tyndt langs hele fronten, og dermed angribe tidligere. Dette ene angreb skulle naturligvis være ved briterne i nord, så intet nyt under solen siden Market Garden. Eisenhowers strategi, som han holdt stædigt fast i, var dog en vedholdende udrensning af tyske styrker og forsvarslommer vest for Rhinen, før angrebet over floden skulle komme. Ræsonnementet var styrkeforholdet, hvor de allierede kunne understøtte en mere en dobbelt så stor hær – op til 75 divisioner – i samtidigt angreb ind i Tysklands hjerte, hvis man først ryddede Rhinens østlige bred for modstand. Da emnet var uddebatteret og Eisenhowers strategi lå fast, var det Montgomerys vanlige hang til forberedelse der kendetegnede operationerne Plunder & Varsity. Angrebet var så stort, mod så svag tysk modstand, at det sidenhen er blevet kritiseret for at være mere et sidste teatershow af allieret styrke, end militært nødvendigt. Særligt den luftbårne del af operationen er blevet kritiseret efter krigen, bl.a. pga. de høje tab blandt fly og faldskærmstropper. Selvom plunder & Varsity rent militært blev beskrevet som en uhyre vanskelig operation, og med store forberedelser indenfor landgangsbåde og feltbroer, så er det sjældent en operation man hører meget om. For amerikanerne og briterne var det dog både en vigtig militær milepæl, og et kæmpe psykologisk skridt, endelig at komme Rhinen og ind i selve Tyskland, i marts 1945. Nu vidste alle, at krigen i Europa måtte slutte indenfor ganske få uger.
Winston Churchill på den østlige side af Rhinen.

Om forfatteren

Niels Vistisen er uddannet Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet (2007), og det kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten.

Niels Vistisen er rejseleder på rejsen Normandiet D-dag.

Niels Vistisen