Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejselder hos Cultours.
10. juni 1944: Efter D-dag har de allierede har fået nogenlunde fodfæste på Normandiets yderste kyster, men ikke uden problemer. På den britiske side har tyskerne formået at forsvare hovedbyen Caen mod stærke britiske og canadiske angreb. Det er en streg i regningen for Montgomery, som har regnet med at bruge Caen og alle de hovedveje og broer, som går igennem byen, til at komme videre mod syd og ud i det flade terræn, som er bedre egnet til manøvrekrigsførsel og kampvogne. Men tyskerne holder godt fast i Caen, og forstærkninger, bl.a. panserdivisionerne, iler til Normandiet for at bremse den allierede invasion. 15 kilometer vest for Caen ligger skillelinjen mellem de britiske og de amerikanske tropper. Amerikanerne er kun trængt langsomt frem fra Omahastranden, så der nu er nærmest et hul i de allierede linjer. På den tyske side er der ligeledes et hul, fordi tyskerne mangler styrker til at forstærke fronten med.
11. juni 1944: Britiske rekognosceringsenheder opdager dette hul mod syd, faktisk omkring Villers-Bocage, som ligger et godt stykke mod syd og bagved Caen, og melder det straks tilbage til hovedkvarteret for 2. britiske armé. Her beordrer general Dempsey sit 30. armékorps, som bl.a. består af den berømte 7. panserdivision, Ørkenrotterne, til at angribe ned igennem hullet, derefter svinge til venstre og derved omringe både Caen og de tyske styrker sydfra. Men de britiske hovedkvarterer, særligt ved 30. korps og ved 7. panserdivision, bruger hele to døgn på at iværksætte ordren og angrebet. På det tidspunkt har tyskerne også selv erkendt svagheden i deres egne linjer og bl.a. beordret ”101. Schwere Panzerabteilung” til at rykke frem med sine Tigerkampvogne for at imødegå et evt. britisk angreb.
12. juni 1944 eftermiddag: Det britiske angreb begynder så småt, men uden den store energi.