Villers Bocage 13. juni 1944
Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours.
10. juni 1944: Efter D-dag har de allierede har fået nogenlunde fodfæste på Normandiets yderste kyster, men ikke uden problemer. På den britiske side har tyskerne formået at forsvare hovedbyen Caen mod stærke britiske og canadiske angreb. Det er en streg i regningen for Montgomery, som har regnet med at bruge Caen og alle de hovedveje og broer, som går igennem byen, til at komme videre mod syd og ud i det flade terræn, som er bedre egnet til manøvrekrigsførsel og kampvogne. Men tyskerne holder godt fast i Caen, og forstærkninger, bl.a. panserdivisionerne, iler til Normandiet for at bremse den allierede invasion. 15 kilometer vest for Caen ligger skillelinjen mellem de britiske og de amerikanske tropper. Amerikanerne er kun trængt langsomt frem fra Omahastranden, så der nu er nærmest et hul i de allierede linjer. På den tyske side er der ligeledes et hul, fordi tyskerne mangler styrker til at forstærke fronten med.
11. juni 1944: Britiske rekognosceringsenheder opdager dette hul mod syd, faktisk omkring Villers-Bocage, som ligger et godt stykke mod syd og bagved Caen, og melder det straks tilbage til hovedkvarteret for 2. britiske armé. Her beordrer general Dempsey sit 30. armékorps, som bl.a. består af den berømte 7. panserdivision, Ørkenrotterne, til at angribe ned igennem hullet, derefter svinge til venstre og derved omringe både Caen og de tyske styrker sydfra. Men de britiske hovedkvarterer, særligt ved 30. korps og ved 7. panserdivision, bruger hele to døgn på at iværksætte ordren og angrebet. På det tidspunkt har tyskerne også selv erkendt svagheden i deres egne linjer og bl.a. beordret ”101. Schwere Panzerabteilung” til at rykke frem med sine Tigerkampvogne for at imødegå et evt. britisk angreb.
12. juni 1944 eftermiddag: Det britiske angreb begynder så småt, men uden den store energi.
Fra idyl til kaos
13. juni 1944: Det er meget tidligt om morgenen. De forreste enheder er nået frem til den lille idylliske by Villers-Bocage. Der ligger et højdedrag, pkt. 213, lige øst for byen, så de forreste enheder, som er 4th County of London Yeomanry, kører op ad bakken og standser der, umiddelbart før toppen, med alle køretøjerne på én lang linje. Netop nu spiller det ind, at netop denne panserdivision er så erfaren, at dens soldater er blevet skødesløse og måske så sikre på egne evner, at de ikke stiller vagtposter og sikringsenheder ud. De begynder i stedet at lave og drikke te og holde en regulær pause.
” Ingen af de britiske kampvogne har besætning ombord, fordi de er ude og drikke te, så ingen kan gøre modstand. “
Midt i dette ankommer så Michael Wittman med sin Tigerkampvogn. Han er kørt alene ud for at rekognoscere terrænet og ser pludselig briterne holde på én lang linje som perler på en snor! Beslutsomt beordrer han sin Tigerkampvogn til kamp, buldrer igennem en hæk og kører ned langs rækken af køretøjer.
Med sin 88 mm kanon rammer han først det bagerste britiske køretøj og dernæst det forreste, så ingen af de andre kan slippe derfra. Derefter begynder han, mens han kører ned mod Villers-Bocage, at skyde alle de britiske køretøjer i stykker. Totalt kaos hersker, og de britiske soldater springer for livet. Ingen af de britiske kampvogne har besætning ombord, fordi de er ude og drikke te, så ingen kan gøre modstand. Tigerkampvognen fortsætter ned langs vejen og ind i selve byen, hvor den kommer i kamp med en panserværnskanon, som dog ikke kan gennembryde dens tunge panser, og med to britiske kampvogne, som begge bliver ødelagt.
Herefter har selv Michael Wittman fået nok, og han trækker sig tilbage ud af byen. På mindre end 5 minutter har denne ene Tigerkampvogn med den beslutsomme kommandør ødelagt over tyve britiske kampvogne og et lignende antal infanterikøretøjer. Senere om eftermiddagen angriber tyskerne igen, denne gang med 5 kampvogne, og de erobrer både pkt. 213 højdedraget og Villers-Bocage og ødelægger resterne af den britiske enhed.
Det er første gang at de britiske panserenheder mister så mange kampvogne på én gang, og de melder opad i systemet at de har mødt stærk tysk modstand, med mange Tiger-kampvogne. Det får både 7. panserdivision og 30. korps til at konkludere, at hullet i de tyske linjer er blevet lukket, og at de ikke har mulighed for at kæmpe sig igennem. Dermed stopper de hele den britiske fremrykning mod syd. I virkeligheden ankom de tyske forstærkninger til at lukke hullet først samme dag, og havde behov for tid til at etablere et forsvar.
En lille by – stor historie
Der er en smule uenighed i de historiske kilder om hændelsesforløbet og præcis hvor mange kampvogne, Michael Wittman ødelagde på de 5 minutter, men der er ingen tvivl om, at det var en fremragende præstation med én kampvogn, selvom det var en Tiger, at standse hele det britiske angreb. Det er da også Tigerkampvognen og Michael Wittman, man taler om, når man snakker om Villers-Bocage.
Siden er 13. juni 1944 gået over i krigshistorien som ”slaget ved Villers-Bocage”, træfningen mellem tyske og engelske kampvogne i Normandiet, præcis en uge efter D-dag, en træfning hvor Wittman og hans Tigerkampvogn på overraskende vis udraderede en større engelsk styrke.
I virkeligheden er det dog af langt større betydning for kampene i Normandiet end blot en berømt træfning i en lille by. Siden D-dag 6. juni havde de allierede, især briterne, kæmpet intensivt og hårdt for at bryde ud af det tyske greb, for at slippe ud syd for Caen og få manøvrerum og plads. Tyskerne havde haft succes med at bremse dem med modangreb med panserdivisionerne og et dygtigt forsvar. Muligheden for at bryde ud ved Villers-Bocage, syd om Caen, var den sidste og den bedste mulighed, de allierede fik for at bryde ud fra brohovedet. De havde indsat et helt britisk korps på 50.000 soldater og hundredevis af kampvogne med deres mest erfarne enhed, Ørkenrotterne i 7. panserdivision, i spidsen for angrebet. Men da det tog dem hele to døgn at få iværksat angrebet, fik tyskerne tid til at sætte Michael Wittmans tigre ind foran. Og da han fik chancen for at ramme den britiske spydspids, så gjorde han det så eftertrykkeligt, at det satte sig spor langt op i den britiske kommandokæde.
” Muligheden for at bryde ud ved Villers-Bocage, syd om Caen, var den sidste og den bedste mulighed, de allierede fik for at bryde ud fra brohovedet. “
Reelt set kunne én tigerkampvogn aldrig stoppe så stort et angreb, men den voldsomhed træfningen havde, fik briterne til at tro, at de stod overfor en langt overlegen styrke, og derfor besluttede de sig for at trække sig tilbage og faktisk opgive angrebet. Det blev en skæbnesvanger beslutning, for det betød endnu to måneders benhård og udmarvende kamp i Normandiets vanskelige terræn, før de allierede endelig brød ud i begyndelsen af august. Villers-Bocage blev først generobret af briterne 12. august!
Når man siger Villers-Bocage, skal man ikke kun sige Michael Wittman. Man skal også sige, at her sluttede D-dag, og slaget om Normandiet begyndte!
Vidste du?
Vidste du, at Michael Wittman og hans besætning ligger begravet på den tyske krigskirkegård ”La Cambe” i Normandiet? Besætningen ligger sammen på en måde, som ingen andre er begravet. I bogen ”Waffen-SS” af Niels Bo Poulsen m.fl. fra 2015, ses et billede af Michael Wittmans gravsten sammen med oplysningen om, at stenen i 2015 var blevet stjålet. Det var en rejsende med Cultours, som opdagede, at stenen var væk, da turen altid besøger denne tyske kirkegård, og det kom således med i bogen kort tid før trykkedato.
Næste afsnit af Krigens Sidste År
Lederne fra de tre største allierede lande, Storbritanniens Winston Churchill, USA’s Franklin D. Roosevelt og Sovjetunionens Josef Stalin mødes i Teheran 1. december 1943. Formålet er bl.a. at diskutere strategien i forhold til den fælles fjende, det nazistiske Tyskland, og at koordinere og aftale indsatsområder samt en kommende allieret invasion. Strategien bliver, at Roosevelt og Churchill forpligter sig til at iværksætte Operation Overlord, invasionen i det nordlige Frankrig, i maj 1944, mens Stalin lover, at han på samme tidspunkt vil iværksætte en aflastningsoffensiv på østfronten.
Følg med i næste afsnit, når Poul Grooss beretter om, hvad der skete på østfronten, efter at de allierede var gået i land i Normandiet.
Om forfatteren
Niels Vistisen er uddannet Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet (2007), og det kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten.
Niels Vistisen er rejseleder på rejsen Normandiet D-dag.
