Book en rejse og få hele beløbet tilbagebetalt, hvis du alligevel ikke ønsker at rejse. Læs Cultours’ garanti til rejsende her

Forside-billede-1170px

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Fra en verdensorden til en anden

Af Torsten Granov, cand.mag. rejseleder og direktør for Cultours. 

Europa fra Napoleonskrigene til murens fald.

Med 2. Verdenskrigs afslutning var Englands rolle som verdensmagt udspillet. Tysklands forsøg på at tilkæmpe sig ”en plads i solen” var endegyldigt slået fejl. Frankrigs muligheder for at opretholde sit imperium var ikke til stede.

Japans og Italiens muligheder for at spille en rolle på verdensscenen forsvandt med nederlaget i krigen. Magtforholdene i verden var endegyldigt ændret, og en ny verdensorden opstod. Hvad var det, der var sket ?

Efter Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet var England verdens førende magt. Rivalen Frankrig var slået. Ved hjælp af alliancer med Rusland og Østrig-Ungarn skabte sejrherrerne en magtbalance, der gjorde, at de kunne fastholde deres position. Magthaverne kunne beholde magten i deres respektive lande og landene kunne hver i sær varetage deres nationale interesser. De modsætninger, der opstod løste man ved forhandling.

Efter Napoleons nederlag mødtes alle Europas lande, mange med deres monarker i spidsen, til en kongres i Wien, hvor Europas forhold skulle ordnes efter Den Franske Revolution og Napoleonstidens store omvæltninger. Konferencen tog hensyn til det aktuelle styrkeforhold mellem nationerne og forsøgte samtidig at tage hensyn til den politiske og samfundsmæssige udvikling. Det system, der blev skabt, holdt i store træk indtil 1. Verdenskrig. Tysklands utilfredshed med begrænsningerne og ønsket om en mere fremtrædende og mere magtfuld stilling var med til at udløse 1. Verdenskrig. Tysklands nederlag betød, at det ikke lykkedes at ændre magtforholdene.

Udviklingen i Tyskland fra Napoleonskrigene til 1. Verdenskrig.

 I løbet af 1800-tallet voksede Tyskland sig stort og stærkt. Efter Napoleonskrigenes afslutning var Preussen langt den største af de mange små tyske stater i den nordlige del af det tidligere tysk-romerske kejserrige.

Det mere end tusindårige rige var ophørt med at eksistere i 1806. Det, der havde været kejserrigets sydlige del, var blevet til Østrig- Ungarn. Dobbeltmonarkiet var optaget af at bevare status quo og holde på sine besiddelser. Preussen var i bevægelse hen mod et moderne samfund. Efter Napoleonskrigenes var Preussen fattigt, ødelagt og militært svækket. En generation af fremragende politikere, statsmænd, videnskabsmænd og militærfolk skabte i begyndelsen af 1800-tallet en række reformer inden for statsadministrationen, uddannelse fra grundskolen til universitetet og inden for militæret. Disse reformer bevirkede en eksplosiv udvikling på alle de nævnte områder.

Gennem krigene med Danmark i 1864, senere Østrig-Ungarn i 1866 og til sidst Frankrig i 1870, manifesterede Preussen sig som Det europæiske kontinents stærkeste militærmagt. Det økonomisk stærke Tyskland var nu også militært stærkt. Det nye tyske kejserrige, som blev dannet af de nordtyske lande og byer efter sejren over Frankrig, fremstod i slutningen af 1800-tallet som et både økonomisk, militært og folkerigt bud på en udfordrer til den bestående magtbalance i verden med England som stærkeste magt…

“I sommeren 1914 udløste en relativt lille begivenhed, mordet på den østrig-ungarske tronfølger, en kæde af begivenheder, som førte til 1. Verdenskrig.”

Efter Bismarcks afsked som rigskansler i 1890 indledtes en aggressiv og uklog tysk udenrigspolitik, der drev Rusland og England i armene på det Frankrig, der siden Den fransk-tyske Krig havde haft som første mål for sin udenrigspolitik at generobre de tabte landsdele, Alsace og Lorraine. Alene havde Frankrig ikke styrken til et militært opgør med Tyskland. 

Tysklands ekspansion på verdensmarkedet på bekostning af England og Tysklands planer om opbygningen af en stor flåde var en kilde til irritation og bekymring i ledende kredse i England, der heri så en udfordring af landets position som verdens stærkeste og mest indflydelsesrige land. I sommeren 1914 udløste en relativt lille begivenhed, mordet på den østrig-ungarske tronfølger, en kæde af begivenheder, som førte til 1. Verdenskrig.

Mordet i Sarajevo. Sarajevo var en mindre betydningsfuld provinshovedstad i Østrig-Ungarn. Tronfølgerparret blev under et besøg myrdet af en serbisk nationalist. I begyndelsen tog ingen rigtig notits af begivenheden, det var tragisk, men i småtingsafdelingen i forhold til stormagtspolitikken. En række uheldige omstændigheder, fejltolkninger af modstandernes intentioner, skematiske militære planer, dumhed, uvidenhed og inkompetence førte til udbruddet af 1. Verdenskrig.
Rædslerne i 1. Verdenskrigs skyttegrave. Døde og døende tyskere i skyttegravene i Nordfrankrig. 1. Verdenskrig kom til at vare 4 år. Ved krigsudbruddet i 1914 var alle de stridende parter overbevist om, at det ville blive en kort krig, som de efter nogle måneder ville trække sig sejrrigt ud af. Det var den store illusion. Krigen kom til at koste flere millioner unge europæere livet. Hele forestillingen om Europa som verdens mest avancerede civilisation druknede i blod, bestialitet, grusomheder og uendelige lidelser. Europas selvbillede krakkelerede, og forestillingen om forrang og overlegenhed blev gjort til skamme. Forestillingen om, at verden var på vej fremad i en uafbrudt bevægelse mod større civilisation, bedre livsvilkår med tekniske fremskridt, der skulle bringe menneskeheden og det enkelte menneske mod en lysere og lykkeligere fremtid, brast. Verden viste sig at være helt anderledes end forestillingerne om den.

1. Verdenskrig

Det, der først sås som mindre begivenheder i en fjerne krog af Europa, blev den udløsende faktor for de dybe uoverensstemmelser og ubalancer, udviklingen i Europa i 1800-tallet havde medført i magtbalancen i Europa og i verden.
Samtlige krigsførende magter var overbevist om, at krigen ville blive kort og sejrrig: Inden jul ville russere og franskmænd stå i Berlin og tyskerne i Paris, og alle ville hurtigt være hjemme igen. Meget få havde ved krigens begyndelse forestillet sig, at det ville blive et årelangt opgør, der fundamentalt ville forandre samfundet, samfundssynet, kulturen og de enkelte menneskers livsbetingelser og økonomiske muligheder i de involverede lande.

De soldater, der efter 4 års krig vendte hjem, var i alle lande dybt præget af de uhyrlige rædsler, de havde oplevet under krigen, mærket af de mange kammeraters død eller lemlæstelser og af familiernes sorg. Store pacifistiske bevægelser opstod og fik stor politisk indflydelse i Frankrig og England.

Versailles”freden”. Efter 1. Verdenskrig samledes repræsentanter for de sejrende magter i Versailles. Tyskland deltog ikke i forhandlingerne, men blev først inviteret med, da fredstraktaten skulle underskrives. Traktaten blev præget af Frankrigs ønske om hævn og af at Tyskland ikke skulle kunne rejse sig og true Frankrig i fremtiden. Resultatet blev en for Tyskland uhørt hård fredsaftale, der i praksis afviklede det tyske militær. Ved at pålægge Tyskland enormt store økonomiske erstatninger håbede man på at svække landet økonomisk langt ud i fremtiden. Ydmygelsen bevirkede en stærk styrkelse af de nationalistiske kredse og et ønske om revanche.

Versailles traktaterne

Versailles traktaten og en række andre traktater markerede afslutningen på 1. Verdenskrig. Hovedtraktaten og de øvrige traktater skulle regulere forholdene på retfærdig og rimelig vis for at undgå militære konflikter mellem landene i fremtiden. Dette var krigen, der skulle gøre ende på alle krige.

”Dette er ikke en fredstraktat, det er en 20 års våbenhvile”. – Marskal Foch 

Det reelle indhold i traktaterne var resultatet af et hævngerrigt magtspil ledet af Frankrig, mens de nyopståede stater forsøgte af sikre sig størst muligt territorium og økonomiske fordele. Resultatet blev dybt uretfærdigt og meget langt fra idealerne og ønsket om retfærdighed og folkenes selvbestemmelsesret.

Da den franske øverstkommanderende i 1. Verdenskrig, marskal Foch, stiftede nærmere bekendtskab med traktaten udtalte han: ”dette er ikke en fredstraktat, det er en 20 års våbenhvile”.

Folkeforbundet

Til at regulere forholdene mellem nationerne skabte man Folkeforbundet, en organisation, hvor alle nationer skulle mødes og på fredelig vis løse opståede konflikter. Tyskland og Sovjetunionen blev ikke inviteret til at blive medlemmer af Folkeforbundet. I USA opstod stærke isolationistiske bevægelser, og USA ønskede ikke at være medlem.

Fra 1. til 2. Verdenskrig

De grundlæggende årsager til krigen eksisterede stadig. England forsøgte at bevare sin verdensmagt, Frankrig at fastholde sit imperium og sin magt, Tyskland kæmpede for en position i magthierakiet, som afspejlede dets økonomiske og befolkningsmæssige styrke. Den hårde økonomiske behandling og Versaillestraktatens andre uretfærdigheder, som Tyskland blev udsat for, gav vind i sejlene på nationalistiske, radikale bevægelser.
Verdenskrisen i 1929 kastede Tyskland ud i en dyb økonomisk krise, der betød udbredt arbejdsløshed og nød, elendighed og sult for store dele af landets befolkning.

Dette og den ydmygende Versaillesfred, var væsentlige årsager til nazismens fremmarch.

Nazismens fremmarch i Tyskland

Det nazistiske parti i Tyskland var en af flere højrenationale bevægelser. Takket være dygtigt propagandaarbejde, demagogiske kampagner og en karismatisk leder, Adolf Hitler, fremstod Nazipartiet i begyndelsen af 30’erne som et tiltrækkende alternativ til det samfundssystem, der havde ført land og folk ud i elendighed og nød. 

Selvom partiet aldrig fik flertal ved frie valg, var det Tysklands største og indgik i januar 1933 i en koalitionsregering med Adolf Hitler som rigskansler.

Efter at være kommet til magten på fuldt lovlig og demokratisk vis begyndte nazisterne allerede i 33 at afskaffe demokratiet og indføre et nazistisk diktatur. 

Det skete ved brug af alle midler, lovlige og ulovlige, løgn, vold og diskriminering, fordrivelse, internering og mord. Karakteristisk var viljen til at anvende ethvert middel, også vold, for at opnå sine politiske mål.

Adolf Hitler hilser på præsident, tidligere øverstkommanderende for de tyske styrker under 1. Verdenskrig, Paul von Hindenburg. I tiden fra Hitler blev rigskansler i januar 1933, udviste han stor respekt for præsidenten, som var nøglen til, at Hitler kunne bevare regeringsmagten i Tyskland. Hindenburg havde kommandoen over de tyske væbnede styrker, som var den eneste magt i Tyskland, der kunne true nazisternes herredømme. Da Hindenburg døde i august 1934, blev Hitler valgt til præsident og overtog dermed overkommandoen over de væbnede styrker.

”En plads i solen”

I udenrigspolitikken blev anvendt samme metoder. Mens man talte om fred og sameksistens, forberedte man krigen. Man var fra begyndelsen indstillet på at anvende magt for at opnå sine udenrigspolitiske mål: Et stærkt Tyskland, der kunne dominere Europa og blive en af verdens mest betydningsfulde magter.

Nazisterne havde succes med deres udenrigspolitik i 30’erne. De tyske krav om revidering af Versaillestraktaten blev imødekommet eller passivt accepteret under protest. Der var ingen vilje til at tvinge Tyskland til at overholde traktaten, der forekom uretfærdig, og en aggressiv politik over for Tyskland havde ingen folkelig opbakning hverken i Frankrig eller England. En af de få politikere, der så den alvorlige fare, var Winston Churchill, der havde meget begrænset politisk indflydelse og talte for døve ører.

Rigspartidagene i Nürnberg. Hvert år i september samledes alle de nazistiske organisationer i Nazityskland i Nürnberg. Her var parader og appeller, taler af Hitler og andre fremtrædende nazister. Set udefra var det en imponerede opvisning i disciplin og styrke. Det forstærkede både respekten og frygten for Nazityskland.

“Alle var blevet berørt af tragedierne i 1. Verdenskrig. Ingen ønskede en gentagelse.”

De pacifistiske bevægelser i Frankrig og England. På billedet ses en af de mange demonstrationer for fred og nedrustning. Forrest går blinde veteraner efterfulgt af handicappede veteraner i rullestol. Disse demonstrationer og organisationer betød, at millioner af mennesker i både Frankrig og England var imod krig. De uudslettelige indtryk af de invaliderede veteraner, og de uerstattelige tab som de og deres familier havde lidt, genlød i kravet om ”Aldrig mere krig”. Det var umuligt at finde bred politisk støtte til oprustning og til at sætte militært ind imod de mange tyske overtrædelser af bestemmelserne i Versaillestraktaten.

München aftalen

Den folkelige modstand mod krig var stor, og årsagen var de erfaringer med krig, som alle havde tæt inde på livet. Alle kendte konsekvenserne af krig: Døde, sårede og invalider både fysisk og psykisk. I alle familier var der konkrete erfaringer med følgerne af krig. Alle var blevet berørt af tragedierne i 1. Verdenskrig. Ingen ønskede en gentagelse. Efter 1. Verdenskrig sagde en af Englands førende politikere. ”Hvis vi igen kommer i en sådan konflikt, kan det koste os imperiet.” Englands udenrigspolitik mellem de to krige gik i høj grad ud på at sikre imperiet, der betød, at England herskede over ca. en tredjedel af jordens landareal. Man var ikke specielt interesseret I Europa, så længe der ikke skete noget, der kunne true Englands globale position.

Pacifisme og ”andre interesser”

Vendepunktet kom med Münchenaftalerne i september-oktober 1938. Efter meget hårde forhandlinger og under tyske krigstrusler blev der indgået en traktat, der uden tjekkoslovakisk medvirken overdrog en stor del af dette lands territorium til Tyskland. En skammelig aftale, hvor England og Frankrig overskred alle normer for indgåelse af internationale traktater. Traktaten blev mødt med begejstret jubel af befolkningerne både i England og Frankrig. Winston Churchill havde under en tale i parlamentet følgende kommentar: ”I havde valget mellem vanæren og krigen, I valgte vanæren og I får krigen”.

Krigen kommer

I marts 1939 annekterede Tyskland den vestlige del af Tjekkoslovakiet, der blev et protektorat under Tyskland. Dette var i strid med alle de i München indgåede aftaler, og den engelske regering mistede helt tiltroen til traktater indgået med Hitlertyskland. 

Den engelske regering udstedte en ensidig garanti til Polen. En garanti, der lovede støtte og hjælp til landet i tilfælde af fremmed aggression. Det betød, at Tyskland kunne imødese engelsk indblanding, formentlig krig, i tilfælde af et overgreb på Polen. 

1. september 1939 angreb Tyskland Polen efter først at have sikret sig Sovjetunionens samarbejde med en traktat om Polens deling mellem de to lande. Den 3. september kom Englands krigserklæring og senere samme dag Frankrigs.

Blitzkrieg og Frankrigs og Englands nederlag 1940. Fra sin magtovertagelse i Tyskland var Hitlers mål at få tilintetgjort Versailletraktaten og gennem en ny krig at genetablere Tyskland som det europæiske kontinents stærkeste magt. For at opnå dette skulle Frankrig besejres militært. Billedet viser engelske soldater, der gør klar til at blive evakueret fra stranden ved Dunkerque.

Polens deling

I løbet af få uger nedkæmper tyskerne den polske hær, og derefter invaderer Sovjetunionen fra øst. Polen blever udslettet som stat. En del af landet indlemmes i Tyskland, og en del bliver til Generalguvernementet Polen. Den øvrige del af Polen indlemmes i Sovjetunionen. I foråret 1940 genoptager Nazityskland krigen. 9. april angribes Danmark og Norge, og 10. maj var det Hollands, Belgiens, Luxembourgs og Frankrigs tur. Krigen bliver kort, og midt i juni indgår Frankrig våbenstilstand med Tyskland, mens England evakuerer sine tropper fra det europæiske fastland. Tyskland har vundet første fase af krigen i Europa.

England alene og får derefter en allieret

England står nu sammen med sine kolonier og oversøiske besiddelser alene over for Tyskland. Først efter et års anstrengelser og opbydelse af alle kræfter fik England en allieret. Det sker, da Tyskland d. 22. juni 1941 angriber Sovjetunionen. Angrebet er en overraskelse, da Stalin har insisteret på, at der ikke er noget tysk angreb under forberedelse. Størstedelen af den russiske hærs kompetente, højere officerer var blevet udryddet under Stalins processer i 30’erne, så modstanden mod tyskerne er ikke effektiv, og store russiske styrker omringes og bliver taget til fange. Tyskerne avancerer hurtigt langt ind i Rusland.

England tilbyder Sovjetunionen en alliance, men da England selv er hårdt presset, er der ikke megen hjælp at hente. Dog bevirker alliancen, at Sovjetunionen kommer ind under den amerikanske låne- og lejelov, der betyder, at USA har kunnet forsyne England med store militære og andre leverancer. Disse leverancer går nu også til Sovjetunionen. I december 1941 står tyskerne meget tæt på Moskva. Angrebet afværges ved en russisk kraftanstrengelse, og russerne går til modangreb. Situationen bliver kritisk for tyskerne, men det lykkes dem at stabilisere fronten.

USA træder ind i krigen

Samtidig er en ny allieret trådt ind i krigen på Englands og Ruslands side. I USA har der op igennem 30’erne været stor modstand mod at engagere sig i konflikten i Europa. Efter krigsudbruddet i 1939 er der ingen støtte til en amerikansk intervention. Den amerikanske præsident Roosevelt var i løbet af 30’erne blevet mere og mere kritisk over for det tyske styre, som han i begyndelsen så på med sympati. Hans modstand mod Tyskland har ikke nogen folkelig opbakning i et Amerika, der ikke ønsker, at landet igen skal engagere sig militært i en krig, der finder sted langt fra USA’s grænser. Roosevelt mener, at en tysk succes med tiden kan true USA’s interesser og hjælper så meget, som han kan: ”al mulig bistand undtagen krig” er hans politik . Et af resultaterne er låne- og lejeloven. Den 7. december 1941 retter japanske fly et overraskelsesangreb på USA’s største flådebase, Pearl Harbor på Oahu i Hawaii-øgruppen. Angrebet resulterer i ødelæggelsen af store dele af USA’s Stillehavsflåde og flere tusinde døde. Fra den ene dag til den anden skifter stemningen i USA. Landet erklærer Japan krig, og efter et par dage erklærer Tyskland USA krig. Tyskland var allieret med Japan, men var ikke forpligtet til at erklære USA krig, da Japan var aggressoren. Det var Hitler, der insisterede på krigserklæringen.

Overfaldet på Pearl Harbor. I USA havde modstanden mod at engagere sig i krigen i Europa i 1939 og 1940 været stor. Stemningen i landet skiftede fuldstændig efter overfaldet på Pearl Harbor.

Stillehavet eller Europa?

USA’s militære problem er, at landet har en meget lille hær, men en stor flåde, hvoraf store dele er blevet ødelagt. Japans angreb på mange øer i Stillehavet, både amerikanske og andre, møder ikke megen modstand. Samtidig er Sovjetunionen ved at bukke under for Tysklands angreb. USA står over for nogle vanskelige valg og prioriteringer: Skal man lægge krigsindsatsen primært i Stillehavet eller i Europa? Man vælger ”Europa først”. Grunden er, at man vil forsøge at hjælpe Sovjetunionen, så godt man kan, så landet ikke falder for fristelsen til at indgå en separatfred med Tyskland. Det ville sende en stor og værdifuld allieret ud af krigen. Samtidig lader englænderne ved forhandlinger med amerikanerne omkring årsskiftet 41-42 som om, at en invasion af det europæiske fastland kan komme på tale i 1942, og dermed indikerer de, at krigen i Europa kan blive kort. Dette er ganske uden hold i virkeligheden, hvilket også med tiden bliver klart for amerikanerne, der, med rette, føler sig snydt.

Amerikanernes indsats i Europa. På billedet ses amerikanske soldater paradere på Champs Elysée i Paris efter sejren i Normandiet. Den amerikanske hjælp var afgørende for sejren i Vesteuropa. Enorme mængder af forsyninger holdt de allierede hære i gang, og uden de amerikanske kamptropper ville sejren ikke have været mulig.

Oprustning

For både USA og Sovjetunionen er opgaven efter indtrædelsen i krigen at opbygge en slagkraftig hær og forsyne den med våben, der er tyskernes jævnbyrdige. Et enormt uddannelses- og opbygningsprogram sættes i værk i begge lande. I de følgende år får begge lande både militær og industriel succes med opbygningen af slagkraftige hære, der bliver både de engelske og franske overlegne.

80 % af den tyske krigsindsats var rettet mod Sovjetunionen, der utålmodigt efterspurgte ”den anden front” i Europa. Dvs. den invasion som var planlagt til 1943, og som blev udskudt til 1944. Invasionen af det europæiske kontinent blev kun mulig ved den enorme amerikanske indsats i form af materiel og mandskab, over 1 million mand og stort set alt udstyr og forplejning til hæren kom fra USA. I forhold til Sovjetunionens og USA’s indsats i nedkæmpelsen af Nazityskland var andre landes bidrag ret beskedne.

Krigen i Europa

I løbet af 1943 og 1944 bliver invasionen af Europa planlagt og forberedt. Et minutiøst planlægningsarbejde og opbygninger af enorme mængder af materiel og en stor amerikansk militær styrke i England er forudsætningerne for D-dag. Det lykkes ikke tyskerne at forhindre invasionen og i løbet af 1944 lider tyskerne store nederlag i både Øst og Vest. Russerne presser på i Øst og de vestallierede står ved Tysklands grænse i begyndelsen af 1945.

Jalta januar 1945

“For første gang viste de aktuelle styrkeforhold mellem de allierede sig i en aftale: Reelt var det USA og Sovjetunionen, der bestemte.”

I januar 1945 mødtes Stalin, Roosevelt og Churchill i den
russiske by Jalta ved Sortehavskysten for at aftale krigens
sidste fase, og hvad der skulle ske i Europa, når Tyskland var
nedkæmpet. Et af punkterne var indholdet af en fredsaftale
med Tyskland, men det kunne man ikke blive enige om, så
det blev udskudt til senere forhandling.
I Jalta aftaler man en opdeling af Tyskland i besættelseszoner med
en besættelseszone til hver af landene England, Frankrig, USA og
Sovjetunionen. Dertil aftaltes en deling af det østlige og
centrale Europa i interessesfærer, der i realiteten betød
sovjetisk overherredømme i Østeuropa. Churchill var imod,
men Roosevelt accepterede Stalins forslag. For første gang
viste de aktuelle styrkeforhold mellem de allierede sig i en
aftale: Reelt var det USA og Sovjetunionen, der bestemte.

Jalta, januar 1945. Winston Churchill, Franklin Roosevelt og Josef Stalin mødtes i januar 1945 for at ordne Tysklands og Europas forhold efter sejren over Nazityskland. Roosevelt var meget syg, og Churchill var ikke i stand til at få sine synspunkter igennem. Resultatet var en aftale, der i høj grad favoriserede Sovjetunionen og resulterede i en deling af Europa.

Tysklands nederlag

Som forudset i Jalta bliver foråret 1945 slutningen for Nazityskland, der lider et kæmpestort nederlag, hvilket fører til den betingelsesløse kapitulation d. 8. maj 1945.

Nürnbergprocesserne. Det blev på Jalta aftalt, at de ansvarlige i Nazityskland skulle stilles til ansvar for deres handlinger: Angrebskrig, krigsforbrydelser og folkemord. Hermed indledtes en ny æra, en international retsorden, hvor det blev muligt at retsforfølge for forbrydelser begået under krige. De hovedansvarlige blev idømt dødsstraf eller lange fængselsstraffe.

Potsdamkonferencen - afkolonisering

Efter afslutningen af krigen i Europa samledes Stalin, Truman, der havde efterfulgt Roosevelt som USA’s præsident og først Winston Churchill, som repræsentant for Storbritannien, i Potsdam uden for Berlin. Efter Churchills valgnederlag i England i 1945 overtog den nye premierminister, Clement Atlee, pladsen. Den snu Stalin havde nu to ret uerfarne forhandlere på den anden side af bordet. Formålet med konferencen var at aftale indholdet af en fredstraktat med Tyskland. Men det viste sig, at meningsforskellene og interessemodsætningerne mellem de allierede var så store, at det ikke lykkedes.
Disse modsætninger voksede hastigt i Europa. Sovjetunionens dominans i landene i det østlige Europa blev stadig stærkere, og samtidig voksede Sovjetunionens indflydelse i kolonierne gennem støtte til befrielsesbevægelser og senere til de nye stater. Formålet var at udbrede det kommunistiske system til stadig flere lande. Heroverfor stod USA, som ikke ønskede et Europa domineret af et nyt diktatur efter det nazistiske og heller ikke ønskede, at de gamle kolonimagters indflydelse blev afløst af sovjetisk indflydelse i de nye selvstændige stater.

Imperiernes endeligt

Krigen havde svækket det tidligere så dominerende Storbritannien, og nu var det nye spillere, der afgjorde verdens fremtid.
Efter sejren i Europa blev dette endnu mere klart. England forsøgte at fastholde sit imperium, men trykket fra folkene i kolonierne og fra USA og Sovjetunionen, der ikke havde nogen interesse i, at kolonimagterne bevarede eller genetablerede deres kolonirige, var for stort. Sovjetunionen havde i hele sin levetid støttet befrielses- og selvstændighedsbevægelser i alle kolonier i overensstemmelse med Lenins tanker i bogen ”Imperialismen som kapitalismens sidste stade”, og landet var generelt interesseret i en svækkelse af kolonimagterne. USA var traditionelt imod kolonier, da det var opstået efter en krig med netop en kolonimagt. Derudover var det til gene for amerikanske interesser, hvis de gamle kolonimagter stadig kunne udøve politisk indflydelse og sikre sig lukkede markeder i kolonierne.

Resultatet blev en gradvis og for det meste fredelig afvikling af koloniimperierne. Frankrig forsøgte at fastholde sit med våbenmagt, men Vietnamkrigen og Algierkrigen viste, at på trods af militær overlegenhed, var det af politiske og økonomiske grunde ikke muligt at bevare imperiet.

Våbenarsenalet under og efter 2. Verdenskrig

Som resultat af oprustningen under 2. Verdenskrig stod både Sovjetunionen og USA med kæmpehære og enorme militære arsenaler ved krigens afslutning. De kom nu i anvendelse som trusler i den kold Krig, der betegner rivaliseringen om verdensmagten mellem de to lande. Der var nu to dominerende magtcentre i verden. Nedkæmpelsen af Nazityskland og Japan havde kun været mulig for demokratierne ved at alliere sig med et stort og magtfuldt diktatur, det sovjetiske, der ønskede at bruge sin styrke til at udbrede sin indflydelse i verden på bekostning af de kapitalistiske og demokratiske landes indflydelse. Denne kamp kom til at dominere politikken i efterkrigstidens verden. England og Frankrig kom sammen med en række andre lande til at spille biroller i det globale spil. Resultatet af de to verdenskrige var en opløsning af koloniimperierne og dermed kolonimagternes dominans i verden. Især England måtte se sin rolle reduceret fra verdensmagt til regional magt.

“Resultatet af de to verdenskrige var en opløsning af koloniimperierne og dermed kolonimagternes dominans i verden.” 

Checkpoint Charlie i Berlin. Konfrontationen mellem øst og vest var mest tydeligt langs ”Jerntæppet” ned gennem Europa. På billedet ses en af de mange konfrontationer ved Checkpoint Chalie i Berlin, hvor USA og Sovetuinionens styrker stod overfor hinanden.
DDR – Østtysklands og Sovjetunionens sammenbrud. En ny verdensorden. Umiddelbart efter de kommunistiske landes sammenbrud stod USA som verdens absolut stærkeste militærmagt, men snart viste der sig en række konflikter over hele verden. USA var ikke i stand til at fastholde sin magt, og resultatet var en verdensorden med mange mindre magtcentre.

Krigsperioden fra 1914 – 1945 var årsagen til en helt ny verdensorden, der afløste den, der var blevet skabt ved Napoleonskrigenes afslutning. Der var nu to nye magtcentre. Verden var blevet bipolr med Sovjet og USA som de to poler.
Nogle historikere mener, at perioden 1914 – 1945 kan ses som en krig med en lang våbenhvile. Perioden kan i betydning sammenlignes med 30-årskrigen i 1600-tallet og med Napoleonskrigene i begyndelsen af 1800-tallet. Disse perioder betød også opgør med gamle, forældede magtstrukturer, der afløstes af andre, der bedre afspejlede magtforhold og samfundsudvikling.

Udfaldet af invasionen i Europa d. 6. juni 1944 var afgørende for 2. Verdenskrigs udfald. En fiasko ville have medført helt uoverskuelige konsekvenser og helt sikkert et andet Europa. Derfor regnes netop denne dato for den måske vigtigste i det 20. århundrede og en af de afgørende i Europas og verdens historie.

Torsten Granov

Krigens Sidste År bog
Bogen Krigens Sidste År

“KRIGENS SIDSTE ÅR” er udgivet som bog

Krigens Sidste År er fortalt af Cultours´ erfarne rejseledere og anerkendte militærhistorikere

Format: A4 med mange illustrationer.

Læs hele Cultours´ føljeton "Krigens Sidste År"​

I Krigens Sidste År perspektiverer vi det storpolitiske spil, vi giver et portræt af samtiden og begivenhedsrækken og kommer med et bud på, hvordan verden ville se ud i dag, hvis enkelte begivenheder var faldet anderledes ud. 

Villers Bocage

Villers Bocage

Villers Bocage 13. juni 1944 Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours.

Læs mere »

Operation Neptun

5. juni – Operation Neptune Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved Cultours. ”Operation Neptun”

Læs mere »
Operation Cobra

Operation Cobra

Operation Cobra Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours. Landskabet på Cotentinhalvøen er

Læs mere »
Operation bagration

Operation Bagration

Operation Bagration Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved Cultours.  ”Белорусская наступательная операция ”Багратион”. ”Den hviderussiske angrebsoperation ”Bagration”. Den

Læs mere »
Slaget om Okinawa

Okinawa

Okinawa Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved Cultours. Den 1. april 1945 går amerikanske styrker i

Læs mere »

Monte Cassino

Kampen om Monte Cassino Af Martin Cleemann Rasmussen, cand.mag. og rejseleder for Cultours Natten imellem

Læs mere »
Operation Market Garden

Market Garden

17. september: Operation Market Garden – broen ved Arnhem Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major

Læs mere »

Maj 1944

Krigens Sidste År Af Torsten Granov, cand.mag. rejseleder og direktør for Cultours   Europa, maj 1944 “Ingen

Læs mere »

Kontrafaktisk

Invasionen i Normandiet slår fejl Af Torsten Granov Cand. mag, direktør og rejseleder for Cultours.7.

Læs mere »
Jalta Konferencen

Jalta Konferencen

Jaltakonferencen- freden efter krigen Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours. Anden Verdenskrig

Læs mere »
Hürtgenwald

hürtgenwald

Hürtgenwald Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours 9. november 1944: Den

Læs mere »
Hitlers selvmord

Hitlers selvmord

Den 30. april 1945: Hitler begår selvmord. Grossadmiral Karl Dönitz udpeges til nyt statsoverhoved. Af Poul

Læs mere »
Falaise

Falaise

Lommen ved Falaise – Stalingrad i vest! Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos

Læs mere »

D-dag

6. juni Den længste Dag Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos

Læs mere »
Caen

Caen

Caen 9. juli 1944 Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours. 6. juni

Læs mere »
Auschwitz

Befrielsen af Auschwitz

”International Holocaust Remembrance Day” International Auschwitzdag den 27. januar Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved

Læs mere »
Attentatet på Hitler

Attentatet På Hitler

Attentatet – Den dag, der skulle være Adolf Hitlers sidste. Af Torsten Granov, cand.mag. rejseleder og direktør

Læs mere »
Ardennerne Offensiven

ardenneroffensiven

Ardenneroffensiven Af Torsten Granov Cand. mag, direktør og rejseleder for Cultours I det tidlige morgentimer angreb

Læs mere »