Af Kathrine G. Bjerregaard, cand. mag. og rejseleder hos Cultours fra bogen “Gotland & Fårö, En Historikers Personlige Guide”

En aprildag i 1597 lagde en dansk konges skib til på Gotland for første gang i mere end 100 år, eller sagt på en anden måde: for første gang siden kong Hans ́ og Søren Norbys tid. Det var den unge Christian 4., som var på sin første rejse rundt i sine riger. Han steg i land ved Slite på Gotlands nordøstlige kyst og red tværs over øen til Visby. Han og hans følge forlod øen igen fem dage senere. På kort tid havde han set rigeligt, han skulle videre til Ösel og så hjem til skrivebordsarbejdet. Den driftige konge havde altid travlt.

Christian 4. besøgte Gotland tre gange i sin lange regeringstid og skrev en del forordninger, som greb ind i guternes private liv og styrelsen af Gotland som et dansk len. Gotland var vigtig for kongen, som lenet også havde været for hans forgængere, men på ulykkelig vis tabte Christian 4. øen og meget mere i udløberen af trediveårskrigen, Torstenssonfejden.

Han var en af det mest aktive, danske konger nogensinde. Han styrede sine riger, som en patriark styrer sit hus og sin familie, med stor interesse og ned i mindste detalje. Christian 4. ville have kendskab til alt det, som rørte sig, og han var derfor konstant på tur rundt i sine riger og lande. Et enormt område, som han ville udforske og lære at kende som den mægtige konge af Norden, han så sig som, og det kom han til. Han var en konge i konstant bevægelse og rejste i sin tid som ung konge hele vejen til den yderste grænse, da han på en livsfarlig færd sejlede 1000 km til Svalbard og Finnmarken på en inkognito kystvagtsopgave i 1599.

Christian 4. yndede at se sig selv som en ægte renæssancefyrste. Han var den mægtigste konge i Norden og ville bringe sit rige på linje med stormagterne sydpå ved at anlægge fabrikker, handelskompagnier og kolonier så fjernt som i Indien og Canada. Han stod bag oprettelsen af Det Ostindiske Kompagni, Det Gullandske Kompagni, anlagde kolonien Trankebar i Indien og havde endda planer om endnu en koloni ved Hudsonfloden i Nordamerika. Det blev dog aldrig en god forretning, og sådan gik det med flere af hans initiativer. I krig og kærlighed gik det ham heller ikke godt. En kvindes utroskab, hans ekspansionsplaner og hans lyst til at være Europas store fredsmægler blev hans endeligt og endte Danmarks storhedstid i Norden brat.

Når han alligevel er en af vores populæreste konger, hænger det i høj grad sammen med hans fortælleevner (han udstillede sit blodige tøj fra slaget ved Kolberger Heide på Rosenborg slot en uge efter søslaget i 1644!) og i høj grad hans indsats som byplanlægger og bygherre. Nye byer og bygninger opførtes med en imponerende hast og kvalitet i hans lange tid som konge. Byerne Glückstadt, Christianopel, Christianstad, Christiansand og Christiania, det nuværende Oslo, er eksempler på Christians driftighed, ligesom Københavnske Rosenborg, Rundetårn, Børsen og bydelen Christianshavn også er. Hans første krig, Kalmarkrigen, kom han ud af som sejrsherre, men de øvrige krige, han indlod sig på, tabte han stort. Da han døde, var han en udslidt og skuffet mand på 71 år. Det største tab oplevede han i sit livs efterår, 68 år gammel, og han havde slet ikke set det komme.

Uddrag fra “Gotland & Fårö. En historikers personlige guide”