Af Kathrine G. Bjerregaard, cand. mag. og rejseleder hos Cultours fra bogen “Gotland & Fårö, En Historikers Personlige Guide”

Alle kender Pippi Langstrømpe, den frække pige med de karakteristiske fletninger som sover med skoene på hovedpuden, bager peberkager på gulvet og finder piratskatte på loftet. På TV og i film bor Pippi på Gotland og cykler gennem Visbys gader.

Selvom hendes forfatter, Astrid Lindgren, kom fra Småland ovre på det svenske fastland, blev filmene om Pippi nemlig optaget på Gotland, som i 1960’erne befandt sig i en idyllisk tidslomme langt ude i Østersøen. Lige syd for Visby i et gammelt militært område lå der en gammel og nedslidt forvalterbolig, som med lidt farverig maling egnede sig perfekt til at være Pippis hjem, Villa Villekulla. Visbys gader med de små butikker i gamle huse og idylliske stokroser var tilpas filmisk og egnede sig derfor også godt til lærred og skærm.

Pippibøgerne blev først filmatiseret i slutningen af 1960´erne på trods af, at de første allerede var udkommet i 1945, og Astrid Lindgren havde endda opfundet historien længe før for at have en historie om en stærk pige at fortælle til sin syge datter. Da Pippibøgerne udkom, var de kontroversielle, for at sige det mildt, for en lille pige, der boede alene, og som talte de voksne autoriteter imod, var uhørt! Da TV-serien og filmene blev indspillet, var Pippi blevet alment accepteret og endda mainstream, men i nutidens Sverige er hun igen kontroversiel, ikke fordi hun er rapkæftet, men fordi hendes forfatter har givet hende en negerkonge til far!
Nogle af de mange steder, du har set på Tv og i film:

I første afsnit så vi pigen med det lange navn, Pippilotta Viktualia Rullgardina Krysmynta Effraimsdottir Langstrømpe, komme ridende glad og frisk på sin hest “Lille gubben” med Hr Nilsson på skulderen. De red forbi Visbys ringmur på vejen hjem til Villa Villekulla. Og senere i samme afsnit så vi frøken Prüzelius (Prusseluskan) lege med børnene på legepladsen foran S:t Nicolai kirkeruin inde i selve byen. I et senere afsnit, “Pippi på indkøb”, powershoppede Annika, Tommy og Pippi bl.a. i legetøjsbutikken på Fiskargränd, og bagefter spillede en masse børn på ‘piv-i-røv-fløjter’ på trappen ved Övre Finngränd.

I “Pippis ballontur” flygtede tyveknægtene Dunderkarlsson og Blom ned langs Nordgravar lige uden for ringmuren ved lazarettet. Og senere i filmen bandt børnene deres luftballon fast til Tofta kirkes spir lidt syd for Visby, tæt på Kneippbyn. I “Pippi tager på udflugt’ var Annika, Tommy og Pippi ude på Högklint og nede i Lummelundagrotten.
Pippis hus, Villa Villekulla, står stadig, og du kan komme helt tæt på. Da TV-serien og filmene blev indspillet og frem til 1970´erne stod huset i en have ved Gotlands Regimente P18, men huset måtte siden flyttes og blev slæbt på en stor slæde ud på Toftavägen til Kneippbyn, hvor det står i Kneippbyns Sommarland, tre kilometer væk. Her kan du se ind ad vinduerne til Pippis pandekagekøkken og sofagruppe. Ude i indkørslen holder politibetjentenes Ford T, og i haven står det udhulede træ, hvorfra man kan plukke sockerdricka (sodavand). Se mere på http://kneippbyn.se

Kort sagt, har du set Pippi, har du allerede set en del af Visby og noget af Gotland.

Uddrag fra “Gotland & Fårö. En historikers personlige guide”