Gotland – svensk midsommer og vilde orkideer

Gotland er natur og kultur og Nordens historie i koncentreret udgave. Kom med på en rejse til et lille sted med højt til himlen, tæt på havet og mættet med fortid og traditioner og praktisk nutid.

1. dag: Over Øresundsbroen til Kalmar

Kungsholms fort er en militær befæstning i Blekinge Skærgården som i dag tilhører den svenske flåde. Den har været bemandet siden 1600-tallet og er dermed verdens ældste kontinuerligt befæstede militæranlæg

Afgang fra Aarhus kl. 6.00, Fredericia 7.30, Odense kl. 8.15, København kl. 10.00, over Øresundsbroen til Kalmar via Christianopel og Brømsebro.

Vores rejse begynder med en tur over den smukke Øresundsbro til gammelt dansk land, nemlig Skåne og Blekinge. Vi følger i kong Christian 4.’s fodspor og gør holdt først i Christianopel, kongens vigtige grænseby under Kalmar krigen, og senere ved fredsstenen på den lille holm midt i Brömsebro bækken, som minder os om kongens og hans chefforhandler, Corfitz Ullfeldts skuffende fredsslutning i 1645, der bl.a. betød at Skåne blev svensk for altid.

 Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Kalmar, hvor vi overnatter og spiser en fælles velkomstmiddag sammen.

2. dag: Kalmar slot og Øland

Kalmar slot

Efter morgenmad på hotellet besøger vi den smukke Kalmar Domkirke på Stortorget. Vi går derefter ad hovedstrøget via Larmtorget til den gamle bydel, hvor det smukke slot ligger i Stadsparken. Her på slottet blev vores egen dronning Margrethe 1. Nordens ‘Dronning Bukseløs’ da hun på sin søns vegne underskrev Kalmarunionen, som betød at Danmark, Norge og Sverige var samlet under samme regent fra 1397-1523.

Frokost kan med fordel indtages i museets restaurant, og ellers er der rige muligheder for gode spiseoplevelser i parken eller restauranterne på Slotsalleen.

 Efter frokost bliver vi samlet op af vores chauffør for at tage den korte bustur over til Øland. Vi kører tværs gennem naturområdet ‘Alvaret’ med åbne vidder, et ofte skiftende lys og en mosaik af små planter bl.a. orkidéer, og vi stopper ved fortidsmindet Ismanstorp, som er en fascinerende gammel rundborg (fornborg) fra 200 e.Kr. Også her vokser vilde orkideer som blomstrer i juni ved siden af oregano, timian og andre gamle vækster.

Efter besøget på Øland kører vi til Oscarshamn, hvor vi tager færgen til Visby på Gotland. Vi ankommer sent til Gotlands hovedby, hvorfor middagsmaden indtages på færgen. 

3. dag: Visby. Fæstningsmuren. Drottens Ruin.

Fæstningsmuren om middelalderens Visby

Byvandring 1.

Efter morgenmad går vi en længere slentretur i idylliske Visby, som med god grund kaldes rosernes og vindenes by. Her er gader som bliver til trapper, skråninger med udsigt til Østersøen og smalle stræder med høje pakhuse fra middelalderen. Man skal være godt til bens for at kunne deltage i denne tur!

 Den gamle hansestad midt i Østersøen minder os om fortidens rigdomme, som blev købt og solgt her på deres vej til København eller Novgorod, Byzans eller Finmarken. Præcis som Selma Lagerlöf fortæller i Nils Holgersens rejse, da han besøger det gamle Visby. I byen står 22 kirkeruiner og kun en enkel aktiv kirke, nemlig domkirken helliget Jesu mor, Maria.

 Besøg på Gotlands Fornsal

 Efter et par timers hyggelig gang i stræderne og besøg i kirkeruiner besøger vi øens historiske museum, Gotlands Fornsal, der ligger i den gamle travle hovedgade, nemlig Strandgatan.

 Her kan vi se ‘Spillingsskatten’ som er den største skat fra vikingetiden nogensinde fundet, ‘Bildstenshallen’ med de mange små og enorme runesten og ikke mindst fundne kranier, der vidner om det voldsomme afgørende slag under den danske konge Valdemar Atterdags erobring af Gotland i 1361.

Gotlands museum

Byvandring 2 eller eftermiddag på egen hånd

Efter besøget på museet kan du vælge at gå rundt på egen hånd, evt. shoppe og besøge et af mange hyggelige udskænkningssteder eller gå med på endnu en byvandring til de steder ad de stræder, som vi ikke nåede på formiddagens tur. Eftermiddagens gåtur ender ved Valdemarkorset, som markerer stedet for massegravene efter slaget om Visby i 1361. Visby rummer mere end 200 bygninger fra middelalderen, og overalt mærker du historiens vingesus, så der er nok at tage fat i!

Indre Visby blev i 1995 optaget på Unescos liste over verdenskulturarv, og i begrundelsen for optagelsen lød det bl.a., at “Visby er et enestående eksempel på en nordeuropæisk befæstet handelsby fra middelalderen.”

At Visby er enestående, kan mange erklære sig enige i efter en tur rundt i det gamle centrums gader.

Resten af eftermiddagen er til fri disposition og middagen ligeså. Rejselederen giver gerne råd og tips til flere steder at se samt restaurantvalg.

4. dag: MIDSOMMARFEST PÅ KATTLUNDS

Fredag d. 21. juni er Midsommarkväll i 2019, og vi skal være med til at fejre årets største, svenske begivenhed på den historiske storbondgård fra 1200tallet, Kattlunds, på det sydlige Gotland.

Vi har fest på programmet hele denne dag, men lægger ud med at køre sydpå fra Visby efter morgenmad til Gnisvärd fiskeleje for at se de gamle boder, stranden som vikinger engang sleb deres sværd på og for at nyde en kop formiddagskaffe inden festlighederne begynder på Kattlunds.

På Kattlunds starter festen op ad formiddagen og varer dagen ud; først med pyntning af den traditionelle Majstang med løv og blomster og bagefter dans om samme med store silkebånd, som er fastspændt til stangen, og med blomsterkranse i håret og til levende musik.

Der vil blive serveret lokale specialiteter, som vi skal nyde godt af, bl.a.: sild med nye kartofler, dild og ”gräddfil”. Til dessert er der nok jordbær med fløde (jordgubbar med grädda).

Og selvfølgelig vil der også blive sunget populære “snapsvisor”.

Typisk lægges der ud med sangen:

“Helan Går”

Helan går, sjung hopp faderallen lallan lej

Helan går, sjung hopp faderallen lej

Och den som inte helan tar,

han heller inte Halvan får.

Helan går...

Åhhh!!! Sjung hopp faderallan lej

5. dag: Sydøen

Gotland er meget mere end Visby. Faktisk er der en skarp kontrast mellem øen og byen, og det har der altid været. Nu til dags er det et fredeligt modsætningsforhold, men i 1288 kom det til borgerkrig på øen mellem hansestaden Visbys rige borgere og storbønderne uden for den enorme bymur på øen. Det skal vi naturligvis ud og opleve og se for os selv.

På vores tur rundt på det sydlige Gotland besøger vi flere storslåede landsbykirker bl.a. Gröttlingbo hvor Asger Jorn ligger begravet og store, åbne naturområder, hvor vi igen kan være heldige at finde nogle af de 35 orkidéarter som findes på Gotland.

 

Vi gør et længere stop ved Uggarde Rojr, hvor vi går ad en gammel drivvej ud til en enorm stenrøse (8 meter høj og med en diameter på 45 meter!) som ligger midt i landskabet. Det siges, at sagnhelten Beowulf ligger begravet under de mange tons sten…

 

Vi besøger også den sagnomspundne Hobburgsgubban, en indlandsrauke som står på Gotlands sydligste spids og spejder ud mod havet.

På vores vej retur til Visby stopper vi ved et gårdsalg og et kunstneratelier. Her kan vi smage på lokale delikatesser og se fint kunsthåndværk: Gotlandske trøfler, sälmsbær, honning, oste, lammeskind, keramik og meget mere.

 

6. dag. NORDØEN OG FÅRÖ SAMT AFSLUTNINGSMIDDAG

Efter morgenmad kører vi mod den svenske filminstruktør Bergmanns elskede Fårö, hvor mange af hans film er indspillet, og han selv boede til sin død. Sidst på dagen besøger vi hans grav ved Fårö Kirke.

Men vi starter med et besøg i Lummelundagrottan, hvor du, hvis du har mod på det, kan gå omtrent 200 meter ind i grotten med drypsten og fossiler, som tre eventyrlystne drenge fandt i 1950-erne. Fortællingen om de tre drenges eventyr er spændende, historien om Gotlands geologi yderst interessant. Et besøg ved grotten er også et visit ved Nordens største og ældste bevarede kværnmølle ved det gamle stenbrud. Rejsedeltagerne kan ‘fika’ (dvs. få kaffe og kage) i den hyggelige café på stedet.

Senere kører vi videre til Bro kirke, en gotisk kirke fra 1200-tallet med smukke kalkmalerier, en runesten i facaden og et uskyldigt træmaleri på korbænken hvor Eva optræder i bikinitrusse.

Dagens tur går videre til et besøg ved Bunge Frilandsmuseum, der ligger i Fårösund, på vej mod Fårö. Her vil du også kunne nyde frokost i den hyggelige cafe ved museet.

Efter frokost kører vi videre mod Fårösund, hvor vi sejler med færgen Bodilla over til Fårö, øen som i dag er blevet synonym med Bergman.

Før i tiden var Fårö mere kendt for sine barske mænd, sælfangst fra isflager og den vilde natur. Det er på Fårö, du finder de største rauker, sære stenformationer af sandsten med mængder af fossiler i, der rager mere end 20 meter op i luften i strandkanten. De er så store og så fremmedartede, at de næsten fremstår som trolde på stranden. Du forstår hurtigt hvorfor folk i tidligere tider tillagde de her sten liv og mening, når du står der, midt på den hvide strand med de underlige stenformationer fra sidste istid. Filmskaberens mystiske landskab gør indtryk.

Der er halvanden times køretid tilbage til Visby, og vi skal hygge os med en afskedsmiddag, så vi kører tilbage fra Bergmans landskab ad hovedvej 142 til Visby sidst på eftermiddagen

7. dag: Hjemrejse via Helsingborg - Helsingør

 

Vores hjemrejse begynder tidligt, idet vi skal med færgen allerede kl. 07:15 fra Visby til Oscarshamn.På Gotland er der igennem tiderne fundet mange skatte. Mange af dem kan man se på Gotlands museum. 

Efter tre timers sejlads går turen gennem Småland og Skåne til Helsingborg, hvor vi kører ombord på endnu en færge og får øje på Christian 4.’s Kronborg slot på Øresunds smalleste sted.

Undervejs, nær ved Växjö, hvis vejret er til det, stopper vi ved den smukke Moasjö for at spise en picnic midt i den svenske natur.

Vi regner med at være i København sidst på eftermiddagen ved 17-tiden, i Aarhus ca. kl. 21:00.

Dato Rejseleder Depositum Pris
18/06/2019 - 24/06/2019 - Gotland Kathrine Bjerregaard kr. 2000 kr. 9.745,00 Bestil

I prisen er inkluderet:

  • Busrejse i moderne langtursbus
  • Øresundsbro og færge Helsingborg-Helsingør
  • Overnatning på gode centraltbeliggende hoteller.
  • Morgenmad alle dage.
  • 2 middage
  • Færge Oscarshamn-Visby t/r
  • Færge Färö - Gotland t/r
  • Alle udflugter, entreer og arrangementer nævnt i programmet
  • Alle skatter, afgifter og gebyrer
  • Dansk rejseleder på hele turen

 

Tilkøbsmulighed:

Enkeltværelsestillæg kr. 2.900,-

NB! Da færgeselskabet skal have fødselsdag og -år, bedes dette oplyst i kommentarfeltet ved tilmelding.


Kurven er tom.
Cultours Rejseekspert
Vil du høre mere om ?

Ring eller skriv en mail til os så besvarer vi dine spørgsmål:

86 10 86 05
E-mail: rejser@cultours.dk

Se alle
Kundeudtalelser
Jeg er imponeret over den gode forberedelse. Der fortælles levende undervejs, så oplevelsen bliver langt rigere, end hvis man selv skulle have gravet historien frem. De lokale guider gør historien levende og nærværende. Troels Thomsen | Søbo Læs mere Troels Thomsen
Cultours Kataloger
Cultours Kataloger

Bestil vores kataloger. Mere info

Genveje

Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker. Der er stadig plads på afgangen 17. sep 2018

  • Rejser 2018

    Kataloger for 2018 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.