Gotland – svensk midsommer og vilde orkideer

Gotland er natur og kultur og Nordens historie i koncentreret udgave. Kom med på en rejse til et lille sted med højt til himlen, tæt på havet og mættet med fortid og traditioner og praktisk nutid.


Kalmar, Øland, Gotland, Visby!  - Fire navne som lyser af danmarkshistorie. Her er udkæmpet store og voldsomme slag, og her er fortællinger om store sejre og smertelige nederlag. Kom med på en rejse tilbage i tiden, til et område, der på en og samme rejse tilbyder enestående natur og rendyrket drama. En stor bid af Nordens historie!

”Midsommar”

På den svenske ø Gotland, som var en del af den danske konges riger fra Valdemar Atterdag til Christian 4., er der højt til himlen, langt mellem byer og flere får end indbyggere. På Gotland holdes traditioner i hævd og den vigtigste af dem alle er “Midsommar”. I 2020 fejres svensk midsommer fredag den 19. juni, og Cultours giver dig hermed en enestående chance til at deltage i den traditionsrige fest i Visby Stadspark på Gotland.

 Den svenske midsommerfest kan ikke umiddelbart sidestilles med den danske fejring af Sankt Hans aften. Dans, musik og god mad er også i centrum for fejringen, men bål og hekseafbrænding er ikke en del af midsommerfestlighederne i Sverige. I centrum for de svenske festligheder er majstangen! – og den har intet med måneden ”maj” at gøre! Navnet refererer i stedet til, at man ”majer” stangen ud, altså pynter den med blomster, friske grene, silkebånd og andet, og når den rejses, starter festlighederne.


Orkideer

Af Sveriges 44 vilde orkideer findes hele 35 forskellige på Gotland! Det skyldes den kalkrige jordbund og de mange store, naturlige græs- og engarealer. I juni måned er blomstringen på sit højeste, så kom med og nyd det fantastiske syn!


Kalmar. Kalmar Slot.

Nu står du i en charmerende og levende større svensk by med 50.000 indbyggere, men her har boet mennesker siden oldtiden. Kalmar er en af Sveriges ældste byer og fundene fra de første mennesker her viser, at det var et rigt sted. Her har været både havn og handelsplads og direkte søvej til Tyskland, og allerede omkring 1200 er der en fast borg og mange tilflyttede tyske købmænd. I 1300-tallet var samarbejdet mellem kronen og stormænd ikke altid helt gnidningsløst, og en svensk utilfredshed med først Magnus Eriksson og dernæst Albrecht af Mecklenburg fik de svenske stormænd til endnu engang at slå stillingen som regent op. Valget faldt denne gang på den danske og norske monark, Margrethe, der regerede på vegne af sin fostersøn, Erik Bugislav. Margrethe takkede ja, og når du står på Kalmar Slot, er du midt i Nordens fælles gamle historie. D. 17. juni 1397 blev Erik, 15 år gammel, kronet til konge over de tre riger, men den reelle regent var Margrethe. Kalmarunionen var en realitet.

Kalmar Slot er bygget over flere hundrede år. Den første borg på dette strategisk meget vigtige sted blev grundlagt i slutningen af 1100-tallet og udbygget i løbet af 1200-årene til den borg, der kom til at danne rammen om beseglingen af Kalmarunionen


Øland

Øland - siden 1972 landfast med Småland med en 6 km lang bro -  er 135 km lang og max 16 km bred og strategisk godt beliggende som handelsplads med vand til alle sider  - en skattet position fra de allertidligste tider. Når du går rundt i Ismantorps Borg, er du næsten 2000 år tilbage i tiden i den næststørste af Ølands hele 18 stenbyggede ringborge.  En sand skatkiste både historisk og botanisk, med vilde orkideer og gamle krydderurter.

Gotland og Visby

Gotland er på størrelse med Fyn, men med en noget mere dramatisk historie. Her har boet mennesker i de sidste 7 – 8000 år, og op gennem vikingetiden og den tidlige middelalder har øen været et kulturelt og økonomisk knudepunkt, hvilket fremgår af store fund af sølvskatte fra tiden. Kirkebyggeriet er et andet vidne om øens stærke position. Der blev bygget i alt 92 kirker på dette forholdsvis lille landområde i løbet af kun 200 år.

Hovedstaden Visby var i sin tid en rig hansestad og vigtig havn for hansekøbmændene og siden 1995 på Unescos verdensarvliste. Du går rundt i ren historie i Visbys middelaldergader med de høje pakhuse fra 1100tallet, toppede brosten og kirkeruiner. Alt sammen indrammet af den gamle, imponerende ringmur. Byen dufter af hav og roser. Byen er en af Sveriges ældste, men langt fra noget museum.

Markeret med et kalkstenskors ligger uden for ringmuren beviserne for den katastrofe, der ramte Gotlands bondehær, da omkring 1800 bønder faldt i en højst ulige kamp mod Valdemar Atterdags veludrustede hær d. 27. juli 1361. Du får alle historierne på stederne, hvor det skete.

Sveriges største og mest traditionsrige højtid er midsommer (svensk: Midsommar), og den må ikke forveksles med den danske Sct. Hans. Svensk Midsommar har hverken bål eller hekseafbrænding på programmet, men er en fest med dans, musik og god mad, hvor man nyder den lange lyse dag - og nat.

I 2020 fejres Midsommarfesten fredag den 19.juni.

Og overalt i Sverige, og måske især på Gotland, bliver der holdt store som små arrangementer i anledning af midsommeren. Som besøgende er det en unik mulighed for at opleve noget af det mest svenske og blive en stor oplevelse rigere.

At Gotlands skønhed og mystik er inspirerende, bliver ekstra tydeligt, når moderne krimiforfattere som Mari Jungstedt og Anne Jannson har ladet deres romaner foregå netop her.


Din guide

Cand. mag. i historie og filosofi Kathrine G. Bjerregaard har i mange år arbejdet med historieforskning og formidling. Hun er forfatter til bogen ” En historikers personlige guide, Gotland og Fårö” Kathrine har ledet mange rejser til Gotland, og hun er en munter, praktisk og kyndig rejseleder med stort lokalt kendskab til Gotland. Kathrine formidler historien levende, nærværende og relevant på de steder, vi besøger.

Kathrine Bjerregård guider dig sikkert igennem denne spændende tur. Hun evner at sætte de små anekdoter ind i den store sammenhæng og at gøre fortællingerne levende og vedkommende. Dertil bringer hendes begejstring for og viden om natur, kultur og historie dig helt tæt på det, du kommer til at opleve.

Se eller download folder her


Dato Rejseleder Depositum Pris
15/06/2020 - 21/06/2020 Gotland Midsommar 2020 Kathrine Bjerregaard kr. 2000 kr. 9.745,00 Bestil

I prisen er inkluderet:

  • Busrejse i moderne langtursbus
  • Øresundsbro og færge Helsingborg-Helsingør
  • Overnatning på gode centraltbeliggende hoteller.
  • Morgenmad alle dage.
  • 2 middage
  • Færge Oscarshamn-Visby t/r
  • Færge Färö - Gotland t/r
  • Alle udflugter, entreer og arrangementer nævnt i programmet
  • Alle skatter, afgifter og gebyrer
  • Dansk rejseleder på hele turen

 

Tilkøbsmulighed:

Enkeltværelsestillæg kr. 2.900,-

NB! Da færgeselskabet skal have fødselsdag og -år, bedes dette oplyst i kommentarfeltet ved tilmelding.


Kurven er tom.
Cultours Rejseekspert
Vil du høre mere om ?

Ring eller skriv en mail til os så besvarer vi dine spørgsmål:

86 10 86 05
E-mail: rejser@cultours.dk

Se alle
Kundeudtalelser

Afventer kundeudtalelser

Cultours Kataloger
Cultours Kataloger

Bestil vores kataloger. Mere info

Genveje

Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker.

  • Rejser 2019

    Kataloger for 2019 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.