Malta under 2. Verdenskrig

Under 2. Verdenskrig spillede den lille middelhavsø Malta en nøglerolle i briternes kamp mod Italien og Tyskland. Som et permanent hangarskib midt mellem Sicilien og Nordafrika, og dermed midt på forsyningsruten til Rommels Afrikakorps, blev Malta udsat for over 3.000 luftangreb på to år og skrev sig dermed ind i historien som et af de mest bombede steder under krigen.

Nogle af rejsens største oplevelser;

  • Den historiske hovedstad Valletta
  • Det underjordiske krigshovedkvarter hvorfra general Eisenhower styrede landgangen på Sicilien
  • Maltas krigsmuseum
  • Et lille flymuseum med en Hawker Hurricane
  • Underjordiske beskyttelsesrum, som Vallettas indbyggere brugte under luftangreb
  • Særlig adgang til et underjordisk hovedkvarter fra den kolde krig.
  • De Maltesiske korsridderes tøjhus

 

Tag med til Malta! En af Europas mindste selvstændige stater og medlem af EU. Malta er lidt mindre end Mors og har 20 gange så mange indbyggere og en helt fantastisk spændende historie, der går mange hundrede år tilbage i tiden.

”Maltas historie under 2. Verdenskrig er fascinerende. Denne lille ø fik så afgørende en strategisk betydning fordi det ikke lykkedes italienerne at erobre den. At tre gamle flyvemaskiner kunne holde hele det italienske flyvevåben stangen i 1940, er en krigshistorisk bedrift. Det mod og den udholdenhed piloterne og malteserne udviste, var med til at stække Afrikakorpset, og bidrog til den allierede sejr i Nordafrika. Konvojerne til Malta, sønderbombet og torpederet af STUKA’er og italienske motortorpedobåde, er heroiske bedrifter og vel at mærke i krigens første år, hvor aksemagterne havde overtaget. Maltas historie under 2. Verdenskrig er helt unik og ærefrygtindgydende.”

Niels Klingenberg Vistisen, Guide & krigshistoriker

 

Sin lidenhed til trods rummer Malta dramatik og historie i en helt overvældende mængde. Den smukke ø er dækket med historiske bygninger og steder, og selv om din rejse her drejer sig om nyere tid, har Malta spor af mennesker helt tilbage fra stenalderen.

 

Fort St. Elmo

Fort St. Elmo er en middelalderfæstning som blev bygget af korsridderne i begyndelsen af 1500-tallet som værn mod de osmanniske styrker. Under en stor belejring i 1565 med voldsomme kampe, som kostede flere tusinde tyrkere livet, faldt fæstningen til osmannerne. Efterfølgende er den blevet genopbygget og fylder halvtreds tusind kvadratmeter. Den ligger majestætisk midt i Valletta by, lige midt i havneindløbet. Fortet huser i dag Maltas nationale krigsmuseum, som spænder lige fra stenalderen, over korsriddertiden og ikke mindst anden verdenskrig. Her kan man bl.a. se et af de tre berømte Gloucester Gladiatorfly, som i 1940 forsvarede øen mod en overlegen italiensk styrke. Fordi de fleste britiske jagerfly skulle bruges i slaget om England i 1940, var der kun 7 forældede Gloucester Gladiator dobbeltdækkerfly på øen, og der var kun 3 piloter på vagt ad gangen. Derfor var der kun de tre jagerfly i luften ad gangen, når der kom italienske luftangreb. De blev døbt ”Faith, Hope and Charity”, efter et af apostlen Paulus’ breve, fordi han led skibbrud på Malta. De tre fly kæmpede så godt, at italienerne vurderede, at der var snesevis af britiske fly på øen. På museet kan du også se en italiensk torpedobåd, som blev brugt til angrebet på havnen i Malta, og du kan se general Eisenhowers jeep ”Husky”, som han kørte i sammen med Winston Churchill, da han besøgte Malta.

HQ Tunnels

Maltas undergrund er stort set kridt og kalksten, og derfor er det muligt at grave tunneller. Under krigen blev disse tunneller brugt både som beskyttelsesrum for civilbefolkningen og soldater, men også som hovedkvarterer og kaserner. De tunneller vi skal se, er kun åbne for særlige rundvisninger, fordi de efter den kolde krig blev brugt som et NATO-operationscenter i Middelhavet. Tunnellerne har været forladt og er derfor forfaldne, men frivillige på Malta er i færd med at genopbygge og rengøre dem som museum. Du ser bl.a. situationsrummet med det originale kort over Middelhavet, som har ruterne for de sovjetiske skibe, der sejlede atomvåben til Cuba i 1962.

Lascaris War Rooms

Dette er endnu et underjordisk hovedkvarter etableret i tunneller, som er hundreder af år gamle. Hovedkvarteret blev brugt under luftforsvaret af Malta, og ser du et klassisk britisk ”Fighter Allocator Board”, og du kan tælle hvor mange italienske fly, der blev skudt ned – og hvor mange britiske! Du ser også et situationsrum med et originalt kort over Sicilien, som blev brugt under ”Operation Husky”- landgangen på Sicilien i juli 1943, efter at Slaget om Afrika (og Malta) var vundet. Eisenhower havde hovedkvarter her, og du ser hans skrivebord.

Malta at War Museum

Dette museum har fokus på civilbefolkningens liv under belejringen og bombardementerne. Her i den østlige del af byen kan du komme ned i smalle tunneller, hvor malteserne har gemt sig under bombardementerne. Der er små udhuggede alkover med bord og senge og en fødestue på bare fem kvadratmeter. Der er også et rigtig godt indblik i det forsvar, man havde forberedt på Malta i tilfælde af en invasion.

Ta’Qali Air Museum

Ta’ Qali var en militærlufthavn for Royal Air Force og var i brug helt fra 1915. Den tidligere flyveplads ligger midt inde på Malta på bunden af en udtørret sø. Herfra opererede britiske fly mod de angribende italienske og tyske bombefly. Landingsbanen er væk i dag, men der er bevaret et par hangarer og en messe. Museet har en original Hawker Hurricane, som var blevet fløjet til Malta under en af de spektakulære forsyningskonvojer. Hangarskibe sejlede fra Gibraltar mod Malta, men kun så langt som allerhøjest nødvendig for at undgå angreb fra italienske fly. De jagerfly som lettede fra Hangarskibet, skulle derfor flyve deres maksimale rækkevidde for at nå frem til øen og håbe på at undgå italienske jagerfly undervejs. Adskillige fly forsvandt sporløst i havet, fordi de løb tør for brændstof, inden de nåede frem. Andre havde ganske få liter tilbage i tankene og måtte øjeblikkeligt tankes og i luften igen for ikke at blive ødelagt på jorden af angribende italienske fly.

Valletta by og havnerundfart

Byen Valletta er historisk og særligt den gamle bydel som ligger foran Fort St. Elmo. Den er grundlagt i 1566 og blev bygget som fæstningsby af Johanitterridderne efter en stor belejring i 1565. Byen har et net af lige gader, der på én gang tjente militære formål og samtidig tillod vinden at suse kølende rundt om husene. Gaderne er ekstremt smalle, men altså snorlige og bugter sig op og ned. På de fleste gadehjørner er der små restauranter. I centrum finder man det store torv, hvor stormesterens palads stadig ligger. Hele byen emmer af historie, og man kan slentre længe i de små gader og bl.a. kigge på en sjælden overdådighed af barokarkitektur opført i de karakteristiske gule kalksten. Valletta blev optaget på UNESCOS Verdensarvliste i 1980.

Mdina

Middelalderbyen Mdina var Maltas første hovedstad. Den er lillebitte med kun ca. 400 indbyggere. Mdina ligger midt inde på øen på en klippe, som hæver sig op over landskabet, og den kuplede domkirke ses på lang afstand. Den lille by er bygget så tæt, at den kun er for fodgængere. Maltas fineste adelsfamilier bor stadigvæk i byen, som er utrolig smukt bevaret og ekstremt ren og velholdt. Byen hedder også ”den stille by”, hvilket små skilte rundt omkring minder dig om. 

 

Din rejse til Malta er på en gang en rejse til et turistområde i det 21. århundrede og et kig meget langt tilbage i tiden. Du oplever småbitte ”slagmarker”, hvor udfaldene af kampene har været af afgørende vigtighed for hele Europa i dag. Malta er et koncentrat af historiske begivenheder, som bare venter på at blive foldet ud.

 

 

Dato Rejseleder Depositum Pris
18/03/2019 - 22/03/2019 - Malta under 2. Verdenskrig Niels Vistisen kr. 2000 kr. 9.845,00 Bestil

I prisen er inkluderet:

  • Flyrejse tur/retur Kastrup-Malta
  • Transport lufthavn-hotel og retur
  • Overnatning på 4-stjernet hotel indenfor murene i Valletta by med bad og toilet på alle værelser
  • Kvartpension dvs. morgenmad
  • Aftensmad 2 aftener
  • Entréer til alle de i programmet nævnte museer og samlinger
  • Alle udflugter og arrangementer
  • Alle skatter og afgifter
  • Historiskkyndig rejseleder

Tillæg for enkeltværelse: kr. 1900,-


Kurven er tom.
Cultours Rejseekspert
Vil du høre mere om ?

Ring eller skriv en mail til os så besvarer vi dine spørgsmål:

86 10 86 05
E-mail: rejser@cultours.dk

Se alle
Kundeudtalelser

Afventer kundeudtalelser

Cultours Kataloger
Cultours Kataloger

Bestil vores kataloger. Mere info

Genveje

Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker. Der er stadig plads på afgangen 17. sep 2018

  • Rejser 2018

    Kataloger for 2018 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.