Normandiet D-dag – Dunkerque, Dieppe, Omaha, Arnhem og Colleville-Sur-Mer

Alle invasionsstrandene, bl.a. Omaha, besøges på denne busrejse, du er i Dunkerque, Bayeux, Ste. Mére-Eglise, Falaise og Arnhem og står på Colleville-Sur-Mer.


1. Dag: Afrejse og overnatning i Dunkerque

Rejserne 27. april – 3. maj, 31.august – 6. september og d. 7. - 13. september 2020 har afgange fra såvel København som Aalborg. Her samles op således: Afgang fra Aalborg kl. 4 med bussen fra Jylland og fra København, Hovedbanegården ved DGI-byen, kl. 4.45. Jyllandsbussen kører fra Aarhus kl. 5.45 mod grænsen, mens bussen fra København kører over Sjælland og Falster/Lolland til Rødby Færge. Deltagere kan stå på bussen langs motorvejen på begge ruter.

Rejserne d. 13. juli – 19. juli og 24. – 30. august 2020 har afgang fra Aalborg kl. 4.00, fra Aarhus kl. 5.45 og fra Fredericia kl. 7.15 (tog fra Sjælland/Fyn ankommer kl. 7.08, bussen afventer evt. sen togankomst). Der er opsamlingsmuligheder langs motorvejen hele vejen fra Aalborg til grænsen. 

Vi fortsætter gennem Nordtyskland, forbi Hamborg og videre gennem Belgien til vort første overnatningssted, Dunkerque, umiddelbart efter vi er kommet ind i Frankrig. Undervejs giver rejselederen en introduktion til 2. Verdenskrig og begivenhederne frem til Invasionen. Vi regner med at være fremme kl. 20.00. Vi holder frokost og eftermiddagspauser ved rastepladser med restaurant, så man kan komme ud og strække benene. Der er mulighed for at købe kaffe, øl og vand i bussen.


2. Dag: Dieppe og Memorial de la Paix, Bayeux

Inden vi fortsætter sydpå, skal vi se stranden ved Dunkerque, hvorfra evakueringen skete i 1940. Der er ikke meget at se fra dengang, men når man har været her, forekommer det helt utroligt, at det var muligt at udskibe 350.000 mand herfra i løbet af få dage. Fra Dunkerque fortsætter vi til Dieppe. Raidet på Dieppe var de allieredes første prøve på tyskernes evne til at forsvare fastlandet. Det katastrofale resultat blev afgørende for de allieredes valg af Normandiet som skueplads for Invasionen. Efter frokost fortsætter vi sydpå over Seinen til Caen, hvor vi skal se museet, Memorial de la Paix. Museet dækker ikke kun Invasionen, men tager udgangspunkt i Versaillesfreden og fortæller om optakten til 2. Verdenskrig, besættelsen og Invasionen. Museet er meget instruktivt og moderne. Vi fortsætter herfra til Bayeux, hvor vi skal bo 3 nætter.


3. Dag: Cherbourg. Ste. Mére-Eglise. Utah Beach, Bayeux, Bayeux-tapetet

Vi begynder dagen med at køre til Cherbourg. Det var af afgørende betydning for de allierede at erobre en forsyningshavn. Efter meget heftige kampe blev Cherbourg erobret 26. juni, stærkt ødelagt. Vi ser museet i byens fort, hvorfra vi har et vidt udsyn over havnen. Syd for Cherbourg ligger resterne af en affyringsstation for V-1-raketter. Den ligger på privat grund, men vi har fået tilladelse til at besøge anlægget, der er ret velbevaret. Vi tager nu til Ste. Mére-Eglise, hvor amerikanske faldskærmssoldater blev kastet ned natten til den 6. juni. Det var her, en af faldskærmssoldaterne blev hængende i kirketårnets spir. Vi ser det spændende Airborne Museum. Vi besøger også Brecourt Manor, hvor en del af Easy Company (Band of Brothers) fra 101. Airborne på D-dag kæmpede en af deres mest berømte kampe og erobrede et tysk artilleribatteri.Efter frokost besøger vi Utah Beach, hvor 4. US Infanteri Division gik i land 6. juni 1944. På vejen dertil gør vi holdt ved mindesmærket for de 800 danske søfolk, der deltog i Invasionen. Efter hjemkomsten til Bayeux ser vi Bayeux-tapetet, der beretter om en anden invasion, nemlig Vilhelm Erobrerens togt til England i 1066. Bayeux-tapetet er en enestående historisk kilde fyldt med detaljer og spændende historier.

Landgangsskibe losser forsyninger på Omaha Beach under opmarchen inden udfaldet fra brohovedet

Stranden er skjult af røg fra de eksploderende granater og den affyrede ammunition. Tyskerne var godt dækkede, og den hårde modstand og den tætte ild lammede mange af de amerikanske soldater.

4. Dag: Omaha Beach. Den amerikanske soldaterkirkegård. Arromanches

Dagens tur går til invasionsstrandene Omaha og Gold. Vi tager os god tid til at standse og se stederne, hvor verdenshistorien blev skrevet. Vi står på stranden og hører om de mest afgørende timer i det 20. århundrede, og vi besøger museet for Omaha Beach, der ligger umiddelbart bag stranden. Vi begynder dagen med et besøg på den tyske soldaterkirkegård med 21.000 faldne. Derefter til Pointe du Hoc, hvor amerikanske rangere kæmpede sig op ad klinten for at uskadeliggøre store tyske kanoner. Vi gør holdt på Omaha Beach og går en lille tur. Bag Omaha Beach besøger vi den amerikanske soldaterkirkegård, hvor mere end 9000 amerikanere ligger begravet. Det er her ”Saving Private Ryan” begynder og slutter. Efter besøget kører vi til et tysk kystbatteri, hvor kanonerne stadig kan ses, nogle sønderrevne efter kampene på D-dag, andre næsten intakte. Herfra fortsætter vi til Arromanches, hvor der stadig er rester af den store havn, Port Winston, som de allierede sejlede til Normandiet og samlede her. Vi ser museet for havnen, inden vi returnerer til Bayeux. Vi slutter dagen med museet for kampene i Normandiet i Bayeux, der giver et godt samlet overblik over invasionen og tiden før og efter. Her vises også dokumentarfilm optaget under kampene.


5. Dag: Gold, Juno og Sword strandene. Montgomerys hovedkvarter. Pegasus Bridge. Café Gondrée. Amiens.

Vi forlader Bayeux og kører langs Gold-, Juno- og Sword-strandene mod øst. Vi gør holdt ved huset, hvor Montgomery havde sit hovedkvarter efter invasionen. Vi ser den store bunker, den tidligere tyske ildledercentral, der nu er museum. Vi besøger også Pegasus Bridge, der var skuepladsen for en af de mest bemærkelsesværdige operationer på D-dag. Broen blev erobret i løbet af få minutter af engelske soldater, der landede i glidefly få meter fra broen. Ved siden af Pegasus Bridge ligger Café Gondrée i det første hus, der blev befriet under invasionen. Vi besøger Café Gondrée og møder muligvis Madame Gondrée, der selv oplevede begivenhederne som lille pige. Vi kører herfra til området omkring Falaise. Her led de tyske tropper det endelige nederlag i slaget om Normandiet i august 1944. Enorme mængder materiel gik tabt, og ca. 25.000 soldater blev taget til fange. Stedet er også blevet kaldt "Stalingrad i vest". Efter besøget her kører vi igen nordpå til vort hotel i Amiens.

6. Dag: Somme-offensiven. Thiepval. Arnhem.

Vi forlader Amiens, og få kilometer herfra befinder vi os på skuepladsen for Somme-offensiven i 1916, en af de blodigste nogensinde for den engelske hær. Vi besøger mindesmærket ved Thiepval med navnene på mere end 76.000 faldne fra Somme-slaget. Vi fortsætter nordpå gennem Frankrig og Belgien, til vi når frem til Arnhem sidst på eftermiddagen. Her ser vi først museet for kampene ved Arnhem, hvor de allierede led deres største nederlag i krigens sidste år. Vi ser soldaterkirkegården og broen, der ikke blev erobret i september 1944, inden vi overnatter nord for Arnhem.

7. Dag: Hjemrejse

Vi forlader hotellet og kører gennem Tyskland. Mens vi fortsætter mod grænsen og Puttgarden resumerer og afrunder rejselederen turens oplevelser. Vi regner med at være i Århus kl. ca. 18.30, i Aalborg kl. ca. 20.30 og i København ca. 18.30.


Udenfor madame Gondree's cafe i september 2018.

Dato Rejseleder Depositum Pris
27/04/2020 - 03/05/2020 Normandiet D-dag Torsten Granov kr. 2500 kr. 9.985,00 Bestil
13/07/2020 - 19/07/2020 - Normandiet D-dag Niels Vistisen kr. 2500 kr. 9.985,00 Bestil
31/08/2020 - 06/09/2020 - Normandiet D-dag Poul Grooss kr. 2500 kr. 9.985,00 Bestil
07/09/2020 - 13/09/2020 - Normandiet D-dag Poul Grooss kr. 2500 kr. 9.985,00 Bestil
24/08/2020 - 30/08/2020 Normandiet D-dag Michael Jørgensen kr. 2500 kr. 9.985,00 Bestil

I prisen er inkluderet

  • Busrejse i moderne langtursbus
  • Overnatning på gode hoteller med bad og toilet på alle værelser. 
  • Morgenmad alle dage og 3-retters menu til aften på dag 1, 2, 4 og 6
  • Entréer til alle de i programmet nævnte museer og samlinger
  • Alle udflugter og arrangementer
  • Alle skatter og afgifter
  • Historiskkyndig ekspertrejseleder

Tilkøbsmuligheder:

Enkeltværelse: kr. 2.000,-

"D-dag  -   optakten, dramaet og efterspillet", bog af Torsten Granov: kr. 280,- (prisen er inkl. forsendelse)

Køb og læs Torsten Granovs bog om D-dagen. Den fortæller historien, så den bliver sat ind i en sammenhæng, og den fortæller om, hvad der skete, hvordan det skete, og hvorfor det skete. Modtag den sammen med din bekræftelse.

En helt igennem perfekt tur!

Var deltager i turen Normandiet D-dag fra den 28. september til den 5. oktober i 2014, iøvrigt første gang jeg rejser med Cultours. Turen oversteg i den grad mine forventninger, der var simpelthen ikke noget at pege fingre af, jeg nævner i flæng: - En meget vidende og sympatisk rejseleder ved navn…  mere


Kurven er tom.
Cultours Rejseekspert
Vil du høre mere om ?

Ring eller skriv en mail til os så besvarer vi dine spørgsmål:

86 10 86 05
E-mail: rejser@cultours.dk

Se alle
Kundeudtalelser

Afventer kundeudtalelser

Cultours Kataloger
Cultours Kataloger

Bestil vores kataloger. Mere info

Genveje

Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker.

  • Rejser 2019

    Kataloger for 2019 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.