Wien og Hitlers ØstrigFørerkult, forbrydelse, fortrængning

Rejsens største oplevelser

  • Østrigs hærmuseum med bilen fra mordene i Sarajevo i 1914
  • Hitlers adresse i Wien
  • Leonding, hvor Hitlers forældre er begravet
  • Heldenplatz, Staatsoper og Kunstakademiet i Wien
  • Wien og Linz – Østrigs smukkeste byer langs Donau
  • Modstandsmuseet i Wien
  • Koncentrationslejren Mauthausen ved Linz

Wien. Modstandsmuseet. Flaktårn. Linz. Staatsoper. Mauthausen.

Afrejsedatoer: 14. maj 2020

Pris: 8.945,- | Max. deltagerantal: 30 | Rejseleder: Martin Cleemann Rasmussen

Dag til dag program

Dag 1: Hærhistoriske Museum. Flaktårn. Hitlers bopæle i Wien.

Dag 2: Anschluss. Hitlers ungdom. Modstandsmuseet. Jødeforfølgelse   og nutidens syn på dengang.

Dag 3: Førerbyen Linz. Niebelungbroen. Nazistisk arkitektur. Hitlers opvækst. Koncentrationslejren Mauthausen.

Dag 4: Fritid. Eftermiddag: Fly Wien-København

Adolf Hitler blev født d. 20. april 1889 i Braunau am Inn nær ved grænsen til Tyskland som søn af Alois Hitler, en retlinet og bestemt toldembedsmand.

Denne rejse fører dig rundt til nogle af de steder, der betød noget for Hitler, og til steder, han har boet, men det er også en rejse til kultur og kunst og til minder fra 1. Verdenskrig.

Vi stiller skarpt på ”Ostmark” – det nazistiske Østrig i dets dybde, bredde og sammenhæng.  Fra det østrigske kejserriges dominans og storhed til dets ydmygende nederlag i 1. Verdenskrig, fra politisk kaos i mellemkrigstiden over ”Anschluss” i 1938 til Førerkult og nazistisk diktatur. Fra europæisk højkultur til jødeforfølgelser, koncentrationslejre og blodige gadekampe mod Den Røde Hær. Fra forblændelse, hen over benægtelse til fortrængning af fortidens forbrydelse.

Udførlig rejsebeskrivelse

Dag 1: Hærhistoriske Museum. Flaktårn. Hitlers bopæle i Wien


Efter ankomst kører vi til det imponerende Hærhistoriske Museum. Her får vi en introduktion til Østrigs dramatiske historie med fokus på tiden omkring den 1. Verdenskrig, mellemkrigstiden og de voldsomme begivenheder i Østrig under og lige efter den 2. Verdenskrig. Blandt museets mange unikke genstande ser vi den bil, som tronfølgeren Franz Ferdinand og hans kone Sofie kørte i, da de blev myrdet på åben gade i Sarajevo den 28. juni 1914. Man kan stadig se skudhullet i bilen fra projektilet, som antændte den storpolitiske krudttønde og ledte til udbruddet af den 1. Verdenskrig. I museet får vi også et godt indblik i, hvordan Østrig selv forholder sig til sin komplicerede historie under 2. verdenskrig. Besøget i denne del af museet er mindst lige så interessant pga. det som ikke vises, som det der rent faktisk udstilles.

Efter museet kører vi mod centrum, hvor vi tjekker ind på vores hotel. På vejen passerer vi Rotschild-bygningen, hvor det berygtede ”Central Kontor for Jødisk Udvandring i Wien” havde til huse. Det var i denne bygning, at Adolf Eichmann i 1938-1939 igennem afpresning og forfølgelse tvang mere end 40.000 jøder til at flygte fra Wien og Østrig, hvorefter nazisterne beslaglagde deres boliger og værdier. Systemet blev senere kopieret af nazisterne i store dele af det besatte Europa og lagde i dets systematik en del af fundamentet til det senere massemord på jøderne.

Efter at have afleveret vores baggage besøger vi det massive flaktårn, som havde til opgave at beskytte byen og dens indbyggere mod de allierede luftangreb, som fra efteråret 1943 i stigende grad ramte Østrig. Det enorme flaktårn huser i dag et kæmpe akvarium, men vi tager elevatoren til toppen, hvor vi spiser frokost og nyder den smukke udsigt over Wien.        

Efter frokost tager vi på en gåtur til den vestlige del af Wien. Det var i dette område, at Hitler boede under de første år af sit næsten 6 år lange ophold i Wien. Der er ingen skilte som viser, hvor det var, men vi finder alligevel nogle af adresserne. Det var på disse steder, at den fremtidige diktator og massemorder som ung maler hutlede sig igennem hverdagen, og det var her at han ifølge ham selv, ”blev hård”. Vi slutter dagen med et besøg på den nærliggende Vest Banegård, hvor et lille, men gribende monument minder om de såkaldte ’Kindertransporte’. Efter fortællingen om disse vender vi tilbage til vores hotel. Aftensmad er på egen hånd.

Dag 2: Anschluss. Hitlers ungdom. Modstandsmuseet. Jødeforfølgelse og nutidens syn på dengang

Efter morgenmad på vores hotel begiver vi os til Wiens centrum. Her ser vi Staatsoper, hvor Hitler ofte stod i kø for at få de eftertragtede billetter til hans elskede Wagner-operaer, og vi passerer kunstakademiet, hvor Hitler til sin store bitterhed aldrig klarede optagelsesprøverne. Vi besøger også den mastodonte Heldenplatz. Det var her, den østrigske kejser Franz Joseph modtog massernes hyldest, da Østrig erklærede krig mod Serbien i 1914 og derved reelt tog det første skridt mod Østrigs nederlag og kejserrigets opløsning. Det var også på denne plads, at mere end 200.000 østrigere den 15. marts 1938 hyldede Adolf Hitler, efter at han 3 dage inden havde beordret den tyske hær ind over Østrigs grænser og derved reelt udslettet det selvstændige Østrig. 

Tæt herved ligger den østrigske parlamentsbygning, hvor den østrigske kansler Dollfuss blev myrdet under et nazistisk kupforsøg i juli 1934. Kuppet slog fejl, og særligt Mussolinis trussel om at hjælpe den Østrigske regering med tropper overbeviste Hitler om, at Østrig ikke var klar til indlemmelse i det tyske rige, og at nazismen i hans fødeland endnu ikke var stærk nok. I nærheden af parlamentet findes et monument for de relativt få, som gik til modstand mod nazisterne. Selvom mange østrigere støttede nazismen var der modstandsgrupper indenfor både militæret og civile. 

Efter frokost, som er på egen hånd, besøger vi det glimrende Modstandsmuseum, hvor man arbejder med dokumentation og formidling af modstandskampen og af nazismens forbrydelser.  Østrig rummer fortsat stærke højreorienterede grupperinger og har ikke haft samme opgør med nazitiden som Tyskland, hvilket vi erindres om, når vi også hører om sagen omkring den tidl. forbundspræsident og generalsekretær for FN, Kurt Waldheim. Ikke langt fra museet ligger også monumentet for Østrigs mere end 65.000 myrdede jøder. 

Vi slutter dagen i området med at høre om kampene i krigens sidste dage, hvor Den Røde Hær under voldsomme gadekampe erobrede byen. I dag er der ikke mange spor tilbage, men gadebilledet giver os alligevel mulighed for at ane de massive ødelæggelser, som kampene medførte. Aftenen og aftensmad er på egen hånd.

Bemærk: Såfremt der er mulighed for det vil vi arrangere billetter til en aftenforestilling i Staatsoper – et af Hitler foretrukne steder at se opera. (Dette vil være et tilkøb for de interesserede.)  

Dag 3: ”Førerbyen” Linz. Niebelungbroen. Nazistisk arkitektur. Hitlers opvækst. Koncentrationslejren Mauthausen


Vi forlader Wien om morgenen og kører mod vest langs Donau til Linz. Det var i denne by og i den lille forstad Leonding, at Hitler tilbragte sin tidlige ungdom. Vi hører om denne tidlige fase af diktatorens liv, om forholdet til hans forældre og ikke mindst om de mange forskellige – og oftest upålidelige – beretninger som både Hitler selv og andre har fortalt om disse år, og vi besøger adressen, hvor Hitler boede med sin mor og søster indtil moderens død i 1907. Linz blev af Hitler selv betragtet som Østrigs smukkeste by, og han ønskede at gøre den til kulturhovedstad i Det Tredje Rige. Mange af de planlagte projekter blev dog ikke gennemført pga. krigen, men vi besøger Niebelungbroen med dens omkringliggende nazistiske arkitektur og hører om de vidtfavnende og absurde planer, som Hitler havde for byen selv under de sidste dage af krigen. Vi ser også rådhuset, hvorfra Hitler den 12. marts 1938 under Anschluss holdt sin første såkaldte ´førertale´ direkte til det østrigske folk, efter at han få timer forinden havde krydset grænsen fra Tyskland til sit fødeland. Frokost er på egen hånd. Om eftermiddagen forlader vi Linz og kører til Mauthausen – en af Det Tredje Riges mest brutale koncentrationslejre. Af de omtrent 200.000 fanger døde mere end 100.000. Vi hører om lejrens brutale historie og besøger udstillingen, som fortæller om koncentrationslejrens rolle i det nazistiske undertrykkelsesapparat. Efter besøget vender vi tilbage til Wien og en fælles aftensmad. 

Dag 4: Fritid. Eftermiddag: Fly Wien-København


Denne formiddag er afsat til tid på egen hånd. Rejselederen bistår gerne med gode råd omkring steder, som kan besøges. Om eftermiddagen kører vi i bus til Wiens lufthavn, hvorfra vi flyver tilbage til Kastrup, Danmark.  

I prisen er inkluderet:

  • Flyrejse tur/retur Kastrup-Wien
  • Transport lufthavn-hotel og retur
  • Overnatning på gode centralt beliggende hotel med bad og toilet på alle værelser
  • Morgenmad ifm. hotelovernatning og aftensmad den sidste aften
  • Entréer til alle i programmet nævnte museer og samlinger
  • Alle udflugter og arrangementer
  • Alle skatter og afgifter
  • Historiskkyndig ekspertrejseleder

Tillægsydelser:

  • Tillæg for enkeltværelse: kr. 1500,-

Billeder og videoer fra rejsen

Dato Rejseleder Depositum Pris
14/05/2020 – 17/05/2020 – Wien og Hitlers Østrig Martin Cleemann Rasmussen DKK 2000 DKK 8.945,00 Bestil

Læs mere om rejselederen

Praktiske oplysninger

Ved bestilling af rejsen autoriserer I at vi har mulighed for at hæve rejsens pris ved betaling med kreditkort. 

Vi hæver dog kun depositummet  med det samme. 

Restbeløbet hæves først 2 måneder inden afrejsedag.

Dette fremgår også af den ordrebekræftelse I modtager ved bestilling af rejsen.