D-Dag – begyndelsen til Europas befrielse

Af Niels Klingenberg Vistisen

I dag er det 80 år siden landgangen i Normandiet, ofte bedre kendt som ”D-Dag” fandt sted. Det var en spektakulær militær operation som den dag i dag fascinerer i bøger, film og højtideligholdes med royal deltagelse ved mange ceremonier. I en tid hvor der igen er krig på det europæiske kontinent, er det bemærkelsesværdigt, men meget vigtigt, at en enkelt dag for 80 år siden stadig huskes, og sætter nutiden i perspektiv.  

Landgangen i Normandiet var på så mange måder speciel og afgørende. Det var nødvendigt for de allierede at komme i land på det nordeuropæiske kontinent for at begynde den endelig nedkæmpning af Nazityskland, som stadig i 1944 besatte det meste af kontinentet og de var langt fra nedkæmpet. Den Røde Hær nærmede sig østfra og selvom de forårsagede tyskerne store tab, så var deres egne tab mange gange højere. Den allierede fremrykning op gennem Italien var langsom og en sekundær front. Det var landgangen i Frankrig, som virkelig skulle åbne ”den anden front”, som Stalin havde skreget på siden 1942, og som skulle bringe hele den enorme amerikanske krigsmaskine, demokratiets arsenal, i krig med den tyske hær. Men en landgang i denne skala, mod en kystlinje der var stærkt befæstet og forsvaret, havde aldrig været prøvet før i krigshistorien.

Forberedelserne havde taget mere end to år, og adskillige opfindelser gjort: amfibiske kampvogne, flydende havneanlæg, olieledninger under havet, særlige landgangsbåde, osv. Der var taget tusindvis af luftfotos af strandende, sandprøver af dykkere fra små ubåde, og rapporter fra den franske modstandsbevægelse. De allierede havde opbygget en enorm angrebsstyrke på to millioner soldater spredt over hele Storbritannien. Alligevel var de langt fra sikre på sejr, for sådan er krig, at uanset om man er numerisk og industrielt overlegen, så kan man stadig tabe. Derfor blev dagen også kendt som den længste dag. Det var den kendte tyske feltmarskal Rommel som i foråret 1944, mens han ventede på landgangen, havde døbt dagen netop det. Han sagde at Tysklands skæbne ville blive afgjort denne dag: hvis de allierede fik fodfæste indenfor de første 24 timer, og tyskerne ikke kunne slå dem tilbage, så ville Tyskland tabe krigen. Derfor, sagde han, ville det for de allierede såvel som for tyskerne, være den længste dag. Den længste dag. De allierede vidste det samme. Churchill havde fortalt Eisenhower, at hvis landgangen slog fejl, så var de begge to færdige. 

Kort efter midnat, 6. juni 1944, landede de første luftbårne styrker fra amerikanere og briter, og erobrede blandt andet Pegasus-broen i en spektakulær og præcis operation. Kl. 0630 landede amerikanerne på UTAH og OMAHA beach i den vestlige ende, og ved Pointe Du Hoc. En time senere landede de britiske og canadiske enheder på GOLD, JUNO og SWORD. I alt fem landgangsstrande var fordelt over en strækning på 80 kilometer fra øst til vest.

Tusindvis af fly bombede tyskerne, ofte uden effekt, og dusinvis af krydsere og slagskibe bombarderede kysten. Minestrygere havde strøget ruterne mod stranden, og de små landgangsbåde med soldater og kampvogne forcerede svære bølger, og mange gik tabt, allerede inden de landede på strandene. Vi kender scenerne fra Saving Private Ryan, Kammerater i Krig, Den Længste Dag. Tænk dig lige at sidde i sådan en landgangsbåd på vej ind mod Omaha Beach. Det tyske forsvar virkede nok stærkt, men var en tynd skal af dårlige soldater, hvoraf mange dog kæmpede hårdt. Langsomt men sikkert fik de allierede fodfæste og sidst på eftermiddagen var man sikre på succes. Mere end 130.000 allierede soldater blev landsat bare i det første døgn, og de dræbte og sårede talte ca. 12.000, dvs. under 10%, hvilket var langt mindre end man havde regnet med. D-Dag var militærtaktisk en kæmpe succes, både i sine enkeltdele, men også i sin helhed. Efter D-Dag var Tysklands skæbne endeligt beseglet, præcis som Rommel havde forudsagt. D-Dag var begyndelsen på enden, og mindre end et år senere havde føreren skudt sig selv, Berlin var faldet og Tyskland havde overgivet sig betingelsesløst. Også derfor bør D-Dag huskes som noget helt specielt og sættes i perspektiv.

I en tid hvor der igen er krig på det Europæiske kontinent, er det værd at reflektere over, hvad der skulle til for at befri kontinentet sidst der var storkrig. Bliver der behov for endnu en D-Dag, hvor demokratiets arsenal skal sende al sin magt i ét stort angreb for at befri Europa fra en diktator?

Vi bør huske hvad det krævede, og ikke mindst hvad det kostede. For nyligt priste en skribent de unge soldater i landgangsbådene, som gjorde det for Europas frihed. Men realiteten var jo at de ikke var der frivilligt, ikke sådan konkret, men at de var værnepligtige, unge mænd, som ikke selv havde valgt at gå i land på D-Dag – sådan er krig nemlig ikke. Det var de allieredes samlede vilje, både politikere som Roosevelt og Churchill, de frie samfund de kom fra, soldaterne og deres familier hjemme, og i samlet flok, at indsatsen foregik. Det var hævet over individet, og var noget meget større. Sådan er krig nemlig.

I dag kan vi næppe forestille os det enorme militære apparat som blev opstillet af alle nationerne under 2. Verdenskrig, og som er rigt illustreret ved D-Dag. Som rejseleder på krigshistoriske ture til Normandiet oplever jeg mange deltagere begynde turen med fascinationen af selve den militære operation og strandende, men som efter turen, og besøge på krigskirkegårdene og indsigten i hele apparatet og ikke mindst det der var på spil, være helt anderledes stille og begynde at forstå både krigens gru, men også dens totalitet. D-Dag kunne være slået fejl, det vidste Eisenhower, som havde forberedt en pressemeddelelse om det. Hvis den var slået fejl, så ville der være gået et helt år mere, før de allierede kunne have gennemført en ny landgang. Tyskerne kunne have flyttet tropper til østfronten mod Russerne, og selvom de nok helt sikkert havde tabt krigen, kunne Europa have set helt anderledes ud. Flere år med ødelæggelser, atombomben, og måske større dele befriet af den røde hær. Rommel havde ret i at dagen var afgørende for Tysklands skæbne, men den var også afgørende for meget mere end det, og vores liv i Danmark havde måske set helt anderledes ud, hvis dagen var slået fejl. 

I dag indvier Hans Majestæt Kong Frederik en mindemur med navne på danskere der deltog på D-Dag, i Normandiet, bag UTAH beach, hvor mindesmærket for de danske søfolk står. Danmark er sidenhen blev inkluderet i kredsen af allierede nationer, og Dannebrog kan vejre med i Normandiet. Flere danskere deltog da også i landgangen, også udover de ca. 800 søfolk på danske eller allierede skibe. F.eks. John Andreasen fra Bornholm, der var emigreret til Canada i 1928, og levede godt på prærien som landmand, men da Danmark blev besat, meldte han sig til den canadiske hær. Han kom i land på JUNO beach om eftermiddagen 6. juni og beskriver i sin dagbog ødelæggelserne og blodet. Han kæmpede hele vejen fra 6. juni frem til overgivelsen 8. maj 1945, og det var helt frivilligt. Han kunne være blevet på prærien i Canada, men han påtog sig ansvaret, han valgte selv at kæmpe for Europas og Danmarks frihed, og mod Nazismen.  Den forsvarsvilje og ansvarsfølelse kunne vi i dag, som individer og som samfund måske lære af, og ultimativt få behov for, hvis den russisk-ukrainske krig skulle udvikle sig. D-Dag er derfor fortsat aktuel at lære af, her 80 år efter.