På Omaha skulle den amerikanske hovedstyrke gå i land på D-dag med mere end 34.000 mand

Det var samtidigt det sted med de dårligeste geografiske betingelser på hele invasionskysten. Umiddelbart bag stranden rejser der sig en stejl skrænt, der når op til 50 meter over havet. Stranden er på begge sider omgivet af høje klinter, hvorfra det er muligt at beskyde kysten. Tyskernes befæstning af stranden var den kraftigeste af alle invasionsstrandenes, og tyskernes ildkraft ved Omaha var den største på hele invasionskysten.

På Omaha var resultatet af bombninger fra fly og skibsartilleriets angreb kun beskedne. Af frygt for at ramme invasionsflåden, der nærmede sig kysten, havde bombemaskinerne udløst deres last langt bag de forreste tyske forsvarslinjer, og skibsartilleriet havde heller ikke kunne ramme de tyske stillinger effektivt.

De tyske forsvarere fik ordre til at undlade at skyde, før invasionsfartøjerne nåede stranden. Det sket kl. 6.30, men allerede mere end en halv time inden havde tyskerne observeret invasionsflåden og havde gjort sig parate. I det øjeblik landgangsrampen på landgangsfartøjerne blev sænket, gav tyskerne ild fra alle strandens maskingeværreder og velforberedte stillinger.

I planlægningsfasen af landgangen på Omaha havde den amerikanske leder afslået at benytte de fantasifulde kampvognsopfindelser som kædetromlen, der slog landminer i stykker, eller den tromle, der udlagde et underlag, så kampvognene ikke kørte fast i sandet. Opfindelserne kom englænderne til stor nytte under invasionen, især på Sword, og var hårdt savnet på Omaha.

De soldater, der kom levende ud fra landgangsfartøjerne, risikerede at drukne. For langs Omaha stranden var mange revler og huller. De, der kom ud i dybt vand, blev tynget ned af deres mere end 30 kg tunge udrustning. Mange druknede, inden de overhovedet havde nået stranden.
På et tidspunkt overvejede den øverstkommanderende for de amerikanske styrker ved Omaha, general Bradley, at aflyse invasionen på stranden, idet det fra hans kommandopost på et skib ud for kysten så ud, som hele aktionen var mislykket.

En faktor, der medvirkede til at invasionen på Omaha trods alt lykkedes, var tyskernes mangel på reserver i området. Der var ingen styrker at sætte ind i et lokalt modangreb. Havde tyskerne disponeret over styrker, der hurtigt kunne have været sat ind, dvs. styrker tæt på kampområdet, er det sandsynligt, at man kunne have forhindret opbygningen af brohovedet med de konsekvenser for hele invasionen, det indebar.

Når landgangen på Omaha trods alt betegnes som en succes, skyldes det, at hovedformålet med landgangen, nemlig at etablerer et brohoved på den franske kyst, faktisk lykkedes.

Omahas funktion som invasionsstrand

Omaha skulle i første fase være udgangspunkt for erobringen af baglandet. Det skulle skabes et brohoved, der tillod opbygning af den hær, som skulle følge efter de første invasionsstyrker. En kunstig havn skulle også her anlægges med henblik på udskibningen af materiel til de amerikanske tropper. Omaha skulle også sikre forbindelse mellem de engelske styrker ved Gold og de amerikanske ved Utah. Ved Omaha gik udelukkende amerikanske styrker i land.