Ranu Raku og transporten

Langt de fleste af statuerne på Påskeøen er udhugget på vulkanen Ranu Rakus yderside eller i kraterets indre. Selve udhugningen har været forholdsvis ukompliceret men har krævet en stor arbejdsindsats. Arbejdet foregik ved hjælp af den hårdere, kileformet sten med eller uden skaft.

Det har tage måneder at udhugge en enkelt statue. Når den var hugget fri af klippen, skulle den langsomt bringes ned af bjergside. Det blev gjort ved hjælp af reb. Senere skulle statuen færdiggøres inden transporten til den ahu, hvor de skulle stå. Transporten foregik ad en af de veje, der var anlagt til transporten af statuer, og som nåede ud til øens fjerneste ende. Hvorledes statuerne blev transporteret er stadig et spørgsmål, der debatteres. Der findes forskellige teorier og muligheder, men ingen af metoderne kan med sikkerhed udpeges som den anvendte. Muligvis benyttede man sig af forskellige metoder.

Ofte ser man i beskrivelser af Påskeøen og dens statuer den påstand, at statuerne er opstået som et helt unikt fænomen på påskeøen. Det er ikke rigtigt. Der indes statuer p åandre af øerne i Stillehavet. På øen Hiva Oa i Marquesas-øgruppen findes i dag 11 stenstatuer, flere end på nogen anden ø i Stillehavet bortset fra Påskeøen. Ifølge traditionen kom de første beboere på Påskeøen netop fra Marquesasøerne.

Statuerne og samfundet

Arbejdet med at udhugge, transportere og rejse statuerne har krævet en stor del af samfundets ressourcer. Det har haft konsekvenser for den måde, samfundet fungerede og var organiseret på. Fødevarer skulle indsamles og distribueres til arbejderne og deres familier. Det har krævet en leder eller en herskende klasse, der har kunne organisere og begrunde nødvendigheden af dette ressource forbrug.

Øens samfund må have haft en form for overordnet myndighed eller samarbejde, da statuerne udhuggedes ét sted, de røde “hatte” et andet sted, og det nødvendige tømmer til transporten skule findes et tredje sted. De bedste marker med det største landbrugsmæssige overskud et fjerde sted.

Transporten fra Ranu Raku-krateret gik gennem alle klaners territorier. Det er derfor rimeligt at antage, at der må have været en accept af transport gennem alle klaners områder over hele øen. Processen med at udhugge transporte og opstille moaierne har berørt flere klaner og ders territorium. Der må have været en forståelse for, at statuerne var en form for fælles opgave, i hvert fald er det tydeligt, at de forskellige klaners arbejde med moaierne har krævet accept fra eller samarbejde med de øvrige klaner.

Guderne

Det er sandsynligt, at manglen på fødevarer og den øgende arbejdsbyrde med transport og opstilling af moaier har ført til utilfredshed i befolkningen. Lederne begrundede formentlig opstillingen af statuerne med deres tilknytning til guderne, eller med deres rolle som gudernes talerør. det er sandsynligt, at befolkningen som følge af den stigende fødevaremangel er begyndt at tvivle på ledernes evner som budbringere og formidlere mellem dem og guddommen(ene). Guderne reagerede åbenbart ikke på ledernes henvender, landbrugsproduktion og fiskeri kunne ikke brødføde befolkningen. Manglen på fødevarer varede ved.

Opstillingen af stadig større moaier gjorde øjensynligt ikke guderne venligere stemt. Dermed kunne de herskendes tilknytning til guderne, og deraf følgende autoritet, ikke længere begrundes. Det er sandsynligt at samfundet faldt fra hinanden i bekrigende klaner.

Der er på hele Påskeøen fundet spydspidser fra opløsningsperioden. Det tyder på udbredte kampe mellem beboerne. Man kan også konstatere, at mange af øens huler blev beboet efter år 1500. I hulerne har man fundet ildsteder og rester af redskaber, der beviser at hulerne på dette tidspunkt ikke blev benyttet som midlertidige tilflugtsteder, men som permanente beboelser.

Ifølge en mundtlig tradition blev den sidste ahu og moai rejst i 1620.