Påskeøen

De næsten 1.000 stenstatuer, der i dag findes på Påskeøen, har fascineret besøgende, fra de første europæere kom til øen i 1722 og til i dag. Hvordan kunne et folk på stenalderniveau, bosat på en ø uden naturlige ressourcer, producere og transportere statuer på op imod 100 tons? Og hvorfor ophørte fremstillingen?

Det er der gennem årene mange, der har forsøgt at forklare og alt tyder på, at statuerne gemmer nøglen til at forstå øens sociale opløsning. Det betyder dog ikke, at øens historie nu er velbelyst. Statuerne er unikke eksempler på en kultur, hvis oprindelse ikke er klar. Hvor man ikke til bunds kender grunden til, at statuerne blev opstillet, eller hvordan de indgik i de religiøse ceremonier, som de var centrum for. Vi ved heller ikke præcist hvilke religiøse forestillinger, der knyttede sig til kulten. Vi ved ikke præcist, hvorfor de blev opstillet, eller hvem de forestiller. Hvad vi har, er formodninger og teorier om fremstillingen og transporten af statuerne.

Moaier, alhuer og veje

Det polynesiske ord for stenstatuer er “moai”. De fleste moaier på Påskeøen finder man i dag i og omkring vulkankrateret Ranu Raku. Her er i alt 397 statuer i forskellige grader af færdiggørelse. De fleste er mellem 5-7 meter høje, men der findes nogle højere, en enkelt er 18 meter. Vægten er beregnet til mellem 10-270 tons. Næsten alle rejste moaier ser ind over land.

Langs transportvejene findes 97 statuer, der sandsynligvis er opgivet på vej fra deres krater til deres plads på en af de platforme, som bærer den polynesiske betegnelse “ahu”. Der findes omkring 300 ahuer på hele øen.

Hvad er en ahu?

En ahu er et rektangulært anlæg omkranset af større sten med et fyld af mindre sten, således at den udgør en platform hævet op til 4 meter over det omliggende anlæg. På denne platform anbragte man statuerne. Oprindeligt var anlæggene mere farverige, end dem vi finder i dag, hvor de alle har en ens, mørk, grå farve. Det er nærliggende at antage at også farverne havde en religiøs betydning, og at de ikke kun var til dekoration. Der er stor forskel på ahuers størrelse fra det mere beskedne til imponerende anlæg som Tongariki, som er den største af de 25 meget store ahuer.

Foran ahuen findes et stenbelagt område, der strækker sig forbi selve platformen til både højre og venstre, den største stenlægning har en totallængde på over 150 meter.

Statuernes udvikling

Der er i løbet af øens historie sket en udvikling i statuernes udseende og størrelse. De ældste har en mere menneskelignende form og er udhugget i forskellige stenarter. I perioden, hvor statuerne blev mere talrige, voksede de ikke i højde og blev slankere. Statuerne viser ikke hele den afbillede person. Alle er afskåret cirka midt på låret, således at de ikke viser knæ og fødder. Statuernes har et vist enhedspræg, men de er alle individuelt udformet. De senest rejse statuer blev forsynes med en “hat” af en rød bjergart. Den skulle formentlig symbolisere håret.

Alle 393 statuer, der har været anbragt på en ahu, stammer fra Ranu Raku.krateret. De er i gennemsnit 4 meter høje, og de fleste vejer fra ca. 10-16 tons. De højeste, der har stået på en ahu, er ca. 10 meter høj og vejer 75 tons. Den tungeste står på Tongariki og vejer 87 tons. Ved Ranu Raku-kraeret tindes en ufærdig moai, der i sin endelige udformning ville havde været 18 meter høj og vejet omkring 270 tons.

Ranu Raku og transporten

Langt de fleste af statuerne på Påskeøen er udhugget på vulkanen Ranu Rakus yderside eller i kraterets indre. Selve udhugningen har været forholdsvis ukompliceret men har krævet en stor arbejdsindsats. Arbejdet foregik ved hjælp af den hårdere, kileformet sten med eller uden skaft.

Det har tage måneder at udhugge en enkelt statue. Når den var hugget fri af klippen, skulle den langsomt bringes ned af bjergside. Det blev gjort ved hjælp af reb. Senere skulle statuen færdiggøres inden transporten til den ahu, hvor de skulle stå. Transporten foregik ad en af de veje, der var anlagt til transporten af statuer, og som nåede ud til øens fjerneste ende. Hvorledes statuerne blev transporteret er stadig et spørgsmål, der debatteres. Der findes forskellige teorier og muligheder, men ingen af metoderne kan med sikkerhed udpeges som den anvendte. Muligvis benyttede man sig af forskellige metoder.

Ofte ser man i beskrivelser af Påskeøen og dens statuer den påstand, at statuerne er opstået som et helt unikt fænomen på påskeøen. Det er ikke rigtigt. Der indes statuer p åandre af øerne i Stillehavet. På øen Hiva Oa i Marquesas-øgruppen findes i dag 11 stenstatuer, flere end på nogen anden ø i Stillehavet bortset fra Påskeøen. Ifølge traditionen kom de første beboere på Påskeøen netop fra Marquesasøerne.

Statuerne og samfundet

Arbejdet med at udhugge, transportere og rejse statuerne har krævet en stor del af samfundets ressourcer. Det har haft konsekvenser for den måde, samfundet fungerede og var organiseret på. Fødevarer skulle indsamles og distribueres til arbejderne og deres familier. Det har krævet en leder eller en herskende klasse, der har kunne organisere og begrunde nødvendigheden af dette ressource forbrug.

Øens samfund må have haft en form for overordnet myndighed eller samarbejde, da statuerne udhuggedes ét sted, de røde “hatte” et andet sted, og det nødvendige tømmer til transporten skule findes et tredje sted. De bedste marker med det største landbrugsmæssige overskud et fjerde sted.

Transporten fra Ranu Raku-krateret gik gennem alle klaners territorier. Det er derfor rimeligt at antage, at der må have været en accept af transport gennem alle klaners områder over hele øen. Processen med at udhugge transporte og opstille moaierne har berørt flere klaner og ders territorium. Der må have været en forståelse for, at statuerne var en form for fælles opgave, i hvert fald er det tydeligt, at de forskellige klaners arbejde med moaierne har krævet accept fra eller samarbejde med de øvrige klaner.

Guderne

Det er sandsynligt, at manglen på fødevarer og den øgende arbejdsbyrde med transport og opstilling af moaier har ført til utilfredshed i befolkningen. Lederne begrundede formentlig opstillingen af statuerne med deres tilknytning til guderne, eller med deres rolle som gudernes talerør. det er sandsynligt, at befolkningen som følge af den stigende fødevaremangel er begyndt at tvivle på ledernes evner som budbringere og formidlere mellem dem og guddommen(ene). Guderne reagerede åbenbart ikke på ledernes henvender, landbrugsproduktion og fiskeri kunne ikke brødføde befolkningen. Manglen på fødevarer varede ved.

Opstillingen af stadig større moaier gjorde øjensynligt ikke guderne venligere stemt. Dermed kunne de herskendes tilknytning til guderne, og deraf følgende autoritet, ikke længere begrundes. Det er sandsynligt at samfundet faldt fra hinanden i bekrigende klaner.

Der er på hele Påskeøen fundet spydspidser fra opløsningsperioden. Det tyder på udbredte kampe mellem beboerne. Man kan også konstatere, at mange af øens huler blev beboet efter år 1500. I hulerne har man fundet ildsteder og rester af redskaber, der beviser at hulerne på dette tidspunkt ikke blev benyttet som midlertidige tilflugtsteder, men som permanente beboelser.

Ifølge en mundtlig tradition blev den sidste ahu og moai rejst i 1620.