Atlanterhavsvolden

Befæstningsarbejder langs Kanal- og Atlanterhavskysten var blevet påbegyndt af tyskerne allerede kort tid efter Frankrigs nederlag i 1940. Det drejede sig om mindre anlæg til kystforsvar på udsatte steder og større kanonstillinger ved Calais, hvorfra man med store kanoner kunne beskyde området omkring Dover.

Efter 1942 kom disse anlæg til at indgå i Atlanterhavsvolden, der var den tyske betegnelse for de befæstninger, der blev anlagt på Atlanterhavskysten fra den spanske grænse til det nordligste Norge. Selve bryggeriet blev foretaget af Organisation Godt, opkaldt efter ingeniøren Fritz Godt, der indtil sin død under mystiske omstændigheder i 1942 stod i spidsen for denne organisation, der udførte entreprenørarbejde for den tyske hær i Tyskland og i de besatte områder. Efter Todts død udnævnte Hitler Albert Speer til hans efterfølger. Befæstningsarbejderne blev udført af både soldater, krigsfanger, frivillige fra de besatte lande og almindelige arbejdere fra disse lande. På trods af lejlighedsvis sabotage og arbejdernes relative uerfarenhed har bygningsværkerne vist sig forbavsende holdbare og kan stadig ses overalt langs kysterne, hvor de blev anlagt.

En del af de lokale arbejdere på bunkeranlæggene var medlemmer af modstandsbevægelsen og rapporterede om anlæggene og befæstningen til de allierede, der havde et godt kendskab til befæstningerne. Efter Todts død udnævnte Hitler Albert Speer til hans efterfølger. Befæstningsarbejderne blev udført af både soldater, krigsfanger, frivillige fra de besatte lande og almindelige arbejdere fra disse lande. På trods af lejlighedsvis sabotage og arbejdernes relative uerfarenhed har bygningsværkerne vist sig forbavsende holdbare og kan stadig ses overalt langs kysterne, hvor de blev anlagt. En del af de lokale arbejdere på bunkeranlæggene var medlemmer af modstandsbevægelsen og rapporterede om anlæggene Mange af artilleristillingerne havde kanoner erobret under krigen eller demonterede kanoner fra f.eks. Maginotlinjen eller fra de tjekkiske forter i Sudeterne. Det betød, at man ikke kunne standardiser ammunitionstype, afhængig af fabrikat, kaliber m.v. der gjorde forsyningen med granater kompliceret og ineffektiv.

De færdige bunkeranlæg blev i høj grad bemandet med mandskab, der ikke kunne bruges andre steder i den tyske hær: Invalider, gamle, eller nogle, der af andre grunde ansås at være uegnede til tjeneste i den regulære hær. Også en del frivillige fra Rusland indgik i bemandingen. Kun på få afsnit var der fuldt kampduelige tropper. Den tyske militær ledelse var klar over de udenlandske troppers ringe motivation. Det blev af en officer fra Rommels stab formuleret således: “Hvad kan man forvente af russere, der kæmper for tyskerne imod amerikanerne i Frankrig?”