Slagene ved Stalingrad og MoskvaSkæbnekampene ved Østfronten

Rejsens største oplevelser

  • Stalingrad, Fabrikken ”Røde oktober”, Paulus´ hovedkvarter
  • Sejltur på Volga
  • Overgangen over Don, Kalach
  • Kirkegården Rossoshka
  • Kreml, Den røde Plads
  • De væbnede styrkers Museum, Museet for den store Fædrelandskrig

Slaget om Stalingrad, Pavlovs hus, Volga-Don-kanalen, Moder Rusland, Kreml og Den røde Plads. Med fly, bus, båd og til fods oplever du vendepunktet på østfronten.

Afrejsedatoer: 15. juni 2020

Pris: 17.485,- | Max. deltagerantal: 40 | Rejseleder: Martin Cleemann Rasmussen

Dag til dag program

DAG 1: København til Moskva
DAG 2: Moskva. De Væbnede Styrkers Museum og Jeltsins grav
DAG 3: Kreml. Den Røde Plads. Museet For Den Sore Fædrelandskrig. Spurvehøjene. Metroen.
DAG 4: Afgang fra Moskva. Ankomst til Stalingrad. Heltenes Allé
DAG 5: Byrundtur Stalingrad. Paulus’ Hovedkvarter. Kampene i byens centrum. Sejltur på Volga. Mamayev Kurgan.
DAG 6: Stalingrad. Panoramamuseeet. Rossoshka-kirkegården
DAG 7: Volge-Don-Kanalen, Kalach-området
DAG 8: Hjemrejse

Dato Rejseleder Depositum Pris
15/06/2020 – 22/06/2020 – Stalingrad og Moskva Martin Cleemann Rasmussen DKK 4000 DKK 17.485,00 Bestil

Udførlig rejsebeskrivelse

DAG 1: KØBENHAVN TIL MOSKVA

Vi flyver fra København og ankommer til Moskvas internationale lufthavn (to timers tidsforskel). Her gennemgår vi visumformaliteter

og og kører til vort hotel. Efter indkvartering vil rejselederen orientere om praktiske forhold og fortælle om programmet de næste dage

DAG 2: MOSKVA. DE VÆBNEDE STYRKERS MUSEUM OG JELTSINS GRAV

Vi besøger De Væbnede Styrkers Museum med dets krigstrofæer. Muligvis får vi tilladelse til (det har vi fået før) at besøge deres arkiver, hvor de har ting hjembragt fra Rigskancelliet i Berlin og meget andet interessant, bl.a. tyske faner og standarter. Vi besøger også andre seværdigheder i det centrale Moskva, bl.a. Ny Jomfruklosterets Kirkegård, hvor mange af Sovjetunionens og Ruslands kendteste forfattere, kunstnere og ikke mindst politikere ligger begravet. Her finder vi bl.a. Krustjovs og Jeltsins grave. Herefter kører vi til Den røde Plads, og vi kommer bl.a. forbi de bygninger, som husede Stalins og Sovjetsystemets magtapparat.

DAG 3: KREML, DEN RØDE PLADS, MUSEET FOR DEN STORE FÆDRELANDSKRIG, SPURVEHØJENE, METROEN

Vi besøger Kreml og Den Røde Plads med Lenins mausoleum, ser området og dets kirker  og hører om Kremls store betydning for både sovjetiske og russiske ledere gennem tiden.  På Museet for Den Store Fædrelandskrig med dets 14.000 m2 ser vi unikke genstande fra krigen på Østfronten og får et indtryk af synet på krigen i Rusland i dag. Vi kommer til Spurvehøjene, hvor vi som Napoleon i 1812 kan skue ind over Moskva, og så skal vi selvfølgelig se den berømte metro. I øvrigt vil vi opleve alt det, tiden tillader.

DAG 4: AFGANG FRA MOSKVA. ANKOMST STALINGRAD. HELTENES ALLÉ

Vi flyver til Stalingrad (Volgograd) og får vores første møde med byen. Efter knap 3 måneders desperate kampe kapitulerede Feltmarskal Paulus i februar 1943 fra en kælder i et hus nær ved, hvor vi skal bo. Vi indkvarterer os på et af byens mest prominente hoteller og går en aftentur langs Heltenes Alle ned mod floden. Her ligger en portal, der er bygget som mindesmærke for et af de vigtigste overgangssteder over floden. Det var på dette sted, at hovedparten af forsyninger til Stalingrads forsvarere blev sejlet over Volga.

DAG 5: BYRUNDTUR STALINGRAD. PAULUS´ HOVEDKVARTER. KAMPENE I BYENS CENTRUM. SEJLTUR PÅ VOLGA. MAMAYEV KURGAN

Vi besøger det store varehus (Univermag), som har en forstærket betonkælder. Her havde Feltmarskal Paulus hovedkvarter frem til overgivelsen, og det er nu indrettet som museum. Vi ser flere andre mindesmærker fra de voldsomme kampe. Frokosten indtages under en sejlads på Volga. Det er en sejlads, der viser byens helt specielle geografi, som havde stor betydning under kampene, og vi ser mindesmærket i selve floden og de strimler af flodbrinken, som russerne holdt, selv da de var mest pressede af tyskerne i november 1942.

 Efter sejladsen med frokost kører vi med bus til den nordlige bydel til Mamayev Kurgan, kaldet Højde 102. På toppen findes en 50 meter høj statue, ”Moder Rusland”, verdens største statue. Neden for statuen findes en mindehal med navnene på hundredevis af de sovjetiske soldater, der forsvarede højdedraget, men aldrig er blevet fundet. I hallen står soldater vagt ved en fakkel med en evig flamme. Vi vil afpasse vort besøg, så vi kan overvære det højtidelige vagtskifte. Højen blev erobret i 1942 af tyskerne og var også skueplads for de afsluttende kampe frem til d. 2. februar 1943. Vi befinder os her kun 500 meter fra Volga, og det var på dette sted, tyskerne nåede frem til bredden.

DAG 6: STALINGRAD. PANORAMAMUSEET. ROSSOSHKA-KIRKEGÅRDEN MM

Vi besøger en del seværdigheder, mindesmærker mm. med relation til slaget om Stalingrad.

Vi begynder med at besøge den såkaldte kornsilo, hvori og omkring der fandt hårde kampe sted. Herefter kører vi til den eneste tilbageværende ruin i midtbyen. Vi ser stedet, hvor Pavlovs hus lå, og vi besøger Panoramamuseet, der har en stor samling af materiel, våben og uniformer fra både russisk og tysk side. Her findes også den berømte snigskytte, Vasilij Saitzevs riffel. Han skulle ifølge russiske opgivelser have dræbt over 200 tyskere med denne riffel. Spillefilmen ”Enemy at the gates“ handler om Hollywoods fortolkning af Vasilij Zaitzev. På museet findes også det bord, hvor Paulus underskrev kapitulationen og dermed gjorde en ende på 6. armés historie. Ca. 300.000 tyskere blev omringet, og omkring 200.000 omkom. I byens kældre lå næsten 30.000 sårede soldater. 90.000 blev taget til fange, og af dem vendte kun ca. 5.000 tilbage efter op til 12 års fangenskab. Et stort 360-graders panoramamaleri viser slutkampen på Mamayev Kurgan. Efter Panoramamuseet ser vi Ludnikovs ø,Traktorfabrikken Felix Dzerzhinsky og fabrikken Røde Oktober, hvor vi spiser frokost i gæstekantinen.


Herefter fortsætter vi med bus til Rossoshka vest for byen.I og omkring de mange slugter var der hårde kampe, da tyskerne erobrede området og senere, da de forsvarede det. Her findes store soldatergrave for både tyskere og russere. I området findes stadig rester af både faldne tyskere og russere, og på og under jorden findes rester af materiel efterladt efter kampene. Vi hører om områdets historie og om det arbejde, som udføres i dag med at identificere og genbegrave de soldater, som stadig findes under udgravningsarbejdet i området.

DAG 7: VOLGA-DON-KANALEN, KALACH-OMRÅDET

November 1942. Den Røde Hær lukker knibtangen om Paulus´ 6. Armé! Vi står, hvor et monument markerer det, der endte med at blive en katastrofe for de tyske tropper. 10 år senere kunne en helt anden kraftanstrengelse markeres her, nemlig åbningen af den 101-kilometer lange Volga-Don-Kanal, som vi også ser. Vi fortsætter til Don, hvor tyskerne angreb i sommeren 1942 og satte over floden flere steder. Vi ser stederne og området ved Kalach, hvor de afgørende begivenheder i den sovjetiske omringning fandt sted, og vi oplever de næsten ufatteligt flade stepper, hvor voldsomme kampvognsslag fandt sted.

DAG 8: HJEMREJSE

Vi kører fra hotellet med afgang via Moskva til København.

Billeder og beskrivelser af håbløshed, magtesløshed, heltemod og knækket stolthed. Du er rejst tilbage til Stalingrad, til Feltmarskal Paulus, til Kreml og Den røde Plads, du står foran ”Moder Rusland”, og du besøger Rossoshka-kirkegården. Du sejler på Volga og ser, hvor man stadig finder ofre for de grusomme kampe. Du er ved Østfronten!

Stalingrad

Når du vågner op på denne rejses 2. dag, er du midt i det, der var en af 2. Verdenskrigs forfærdeligste heksekedler. Du er i Stalingrad. Du går sammen med dine medrejsende gennem det Volgograd, der dengang hed Stalingrad. De tyske tropper var næsten 3000 km fra Berlin. Den tyske offensiv var oprindeligt planlagt til at starte i slutningen af maj 1942, men på grund af uventet stor modstand ved Sevastopol blev planen forsinket med en måned. Fremrykningen skred planmæssigt frem, og d. 23. august stod generaloberst Friedrich Paulus og hans tropper ved Volga, lige nord for Stalingrad.

Byen strakte sig 17 km langs Volgafloden, og på din vej gennem den ser du stadig lidt af resultatet af de voldsomme flybombardementer, som forvandlede den til ruiner. Du får fortællingen om den helt ubeskriveligt fortvivlede situation, de tyske soldater var overladt til. Du besøger det hus, den legendariske sergent Jakov Pavlov forskansede sig i 59 døgn, du ser Paulus´ hovedkvarter hvorfra han som nyudnævnt General-Feltmarskal mod Hitlers ordre overgav sig d. 31. januar 1943. Du står foran verdens største statue, ”Moder Rusland”, ser vagtskiftet der, ser den berømte finskytte Vasilij Zaitsevs kikkertriffel og de store kirkegårde.

” Alt brændte, også vandet i Volga-floden brændte. Selv om vinteren frøs floden ikke til. Den brændte … Alt brændte … I Stalingrad var der ikke et eneste gram jord tilbage, der ikke var gennemvædet med menneskeblod. Russisk og tysk. Og af benzin … Smøreolie …” (fra ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” af Svetlana Aleksijevitj)

Don

Du står ved det sted, der ad flere omgange blev afgørende for den tyske hærs kampe, først for tyskernes overgang over floden i sommeren 1942 og senere samme år for russernes. Du ser Volga-Don-kanalen, hvis byggeri var et af Stalins prestigeprojekter, og som bl.a. udførtes af krigsfanger. Anslået omkring 100.000 tyske og et stort ukendt antal russiske. Det var en af de store byggemæssige kraftanstrengelser, som efter sigende kom til at koste op mod en million arbejderne livet. Kanalen er 101 km lang. Den var oprindeligt påbegyndt før Den store Fædrelandskrig, men blev sat i stå under krigen. Kanalen med betydelige sluseanlæg til store højdeforskelle var færdig i 1952.

Moskva

Den Røde Plads og Kreml! To begreber der om nogen signalerer magt og en ikke ringe grad af mystik, og du står her! Du står på de pladser og går i de gader, der har lagt scener til nogle af de voldsomste kampe, direkte og indirekte, i de sidste mere end 100 år. Det er stort! Du hører om den katastrofale vinter i slutningen af 1941 med de voldsomme kampe mellem russiske og tyske styrker. Du besøger en berømt kirkegård midt i Moskva, du skal se de spændende udstillinger i ”De væbnede styrkers Museum” – og får måske et kig ind i normalt lukkede samlinger. Du får fortællingerne hvor de dramatiske begivenheder gennem årtier har udspundet sig. Du er lige i centrum af det hele!

Stalingrad og Moskva – to af de steder hvor unge mænd i hundredtusinder ofrede livet for en plan opstået milevidt fra, hvor de kom til at ende deres dage, og hvor andre hundredetusinder ”almindelige mennesker” med den nådesløse russiske vinters ”hjælp” bukkede under på grund af samme mands vanvittige handlinger. Det her er historie!

 

I prisen er inkluderet:

  • Flyrejse København – Moskva t/r – indenrigsfly Moskva – Volgograd t/r
  • Overnatning på centralt beliggende hoteller med bad og toilet på alle værelser
  • Alle måltider, dvs. morgenmad, frokost og aftensmad, fra aftensmad på turens første dag til morgenmad på turens sidste dag.
  • Entréer til alle de i programmet nævnte museer og samlinger
  • Alle udflugter og arrangementer
  • Alle skatter og afgifter
  • Historiskkyndig ekspertrejseleder

Tilkøbsmuligheder:

  • Enkeltværelse kr. 2.200,-

Visum skal søges i god tid. Kontakt Cultours for yderligere information.

Dato Rejseleder Depositum Pris
15/06/2020 – 22/06/2020 – Stalingrad og Moskva Martin Cleemann Rasmussen DKK 4000 DKK 17.485,00 Bestil

Læs mere om rejselederen

Læs rejseleder Martin Cleemann Rasmussens kommentar til rejsen:

15/06/2020 – 22/06. Der er to hovedpunkter på denne tur: Først og fremmest kampene ved Stalingrad 1942 – 1943, men også kampene omkring Moskva i 1941.


Fra Kastrup flyver vi til Moskva og samme dag videre til Volgograd (Stalingrad). På anden-dagen tager vi på byrundtur i centrum og videre på en flodsejlads, som er med til at give deltagerne et godt indtryk af omgivelserne, afstandene, stepperne og de øvrige geografiske karakteristika. På byrundturen ser vi blandt andet hovedbanegården samt feltmarskal Paulus’ hovedkvarter, hvor han overgav sig til en sovjetisk løjtnant fra en morter-deling. Efter frokost videre til “Højde 102” eller Mamayev Kurgan, hvor verdens største statue er opført til minde om slaget. Her kommer vi til vagtskiftet ved den evige ild og ser blandt andet gravene for de sovjetiske nøglepersoner.


Dagen efter kører vi i bus til Kornsiloen, NKVD/KGB-mindesmærket, Pavlovs hus og Panorama-museet, hvor den berømte sibiriske jæger og finskytte Vasilij Zaitsevs kikkertriffel er en af attraktionerne. Vi besøger også “Traktorfabrikken Felix Dzerzhinsky” og “Ludnikovs ø”. Vi spiser frokost på fabrikken “Røde Oktober”, som var et af de tre kæmpeanlæg, tyskerne gerne ville tilintetgøre eller overtage. Dagen slutter ved de mange sovjetiske og tyske grave ved Rossoshka.


Den følgende dag kører vi over stepperne fra Volga til Don. Vi ser den vigtigste flodovergang (for tyskerne i sommeren 1942 og for russerne i november 1942), de flade stepper vest for Don og endelig Sovjetsk, hvor den sovjetiske omringning i november 1942 beseglede den 6. Tyske Armés skæbne. Vi prøver at få mindst én veteran med, men alle veteranerne er plaget af alder, sygdom og svagelighed.


Tidligt næste morgen forlader vi Volgograd (fra den tidligere tyske flyveplads ved Gumrak) og flyver til Moskva, hvor vi besøger “De væbnede styrkers Museum”, som har en righoldig samling af effekter samt tungt materiel udstillet i baghaven.


Vi besøger “Museet for Den store Fædrelandskrig”, samt foretager en vandring i Kreml og på Den røde Plads. Der bliver mulighed for at prøve Moskvas berømte og smukke metro på vej hjem til hotellet.


Næste morgen går turen hjem til Kastrup via Sheremetyevo-lufthavnen, som ligger der, hvortil tyske tropper nåede i begyndelsen af december 1941. Soldaterne kunne se guldet glimte i Kremls kupler.

Praktiske oplysninger

Ved bestilling af rejsen autoriserer I at vi har mulighed for at hæve rejsens pris ved betaling med kreditkort.
Vi hæver dog kun depositummet med det samme.
Restbeløbet hæves først 2 måneder inden afrejsedag.
Dette fremgår også af den ordrebekræftelse I modtager ved bestilling af rejsen.

Visum skal søges i god tid. Kontakt Cultours for yderligere information.