Pearl Harbor og WashingtonDer hvor katastroferne skete

Rejsens største oplevelser

  • Washington DC
  • Arlington-kirkegården
  • Washingtons monumenter for 2. Verdenskrig, Vietnamkrigen og Koreakrigen
  • Smithsonian Air and Space
  • Dulles Air and Space Museum
  • Honolulu, Waikiki Beach
  • Arizona Memorial
  • Pearl Harbor
  • Tokyo
  • Hiroshima

Da Japan d. 7. december 1941 angreb Pearl Harbor, betød det samtidig USAs indtræden i 2. Verdenskrig. Denne rejse bringer dig til de steder, katastroferne skete og beslutningerne blev taget.

Pris: 43.845,- | Max. deltagerantal: 25 | Rejseleder: Poul Grooss, Torsten Granov

Dag til dag program

Rejsen begynder i Washington DC med en byrundtur, hvor vi skal se mange af de berømte mindesmærker og museer med tilknytning til USA´s krige og militærhistorie: Arlington, monumenterne for 2. Verdenskrig, Koreakrigen, Vietnamkrigen m. fl. Vi skal se flådemuseet og flymuseet, hvor Enola Gay, bombemaskinen, der kastede den første atombombe over Hiroshima, er udstillet. 

Den 7. december 1941 angreb japanske fly uden varsel alle amerikanske militærbaser på Hawaii. Det japanske angreb kom som en fuldstændig overraskelse, selvom der havde været stigende spænding mellem USA og Japan, siden amerikanerne vedtog en embargo mod japanerne i juli 1941. Den omfattede bl.a. olie, der var livsvigtig for Japan. Angrebet var et hårdt slag for den amerikanske flåde, der mistede 3 slagskibe og fik yderligere fem beskadiget. 

Vi besøger Arizona Memorial, ubåden Bowfinn, slagskibet Missourri, Pacific Aviation Museum m.m. Vi skal også på rundtur på øen Oahu, det er den ø i Hawaii-øgruppen, hvor Pearl Harbor og Honolulu ligger. For ikke at flyve ”mod uret”, har vi valgt at flyve hjem fra Honolulu via Japan. For dem, der har lyst, kan rejsen udvides med 4 dages ophold i Japan. 

Det giver lejlighed til at se både den berømte Yasukuni-helligdom og det militære museum i Tokyo, admiral Togos flagskib, Mikasa, som ligger i Yokosuka fra den Russisk-Japanske krig i 1905 samt i Hiroshima Fredsmuseet, og stedet hvor Atombomben sprang.

Udførlig rejsebeskrivelse

Dag 1: Afrejse. Ankomst Washington. D.C

Afrejse kl. 12:20 fra Kastrup med SAS direkte til Washington med ankomst kl. 15:15. Vi kører til vort hotel, og efter indkvartering går vi en lille tur, inden vi går ud og spiser middag sammen.

Dag 2: Byrundtur i Washington D.C. Arlington Kirkegården, Lincoln, Capitol, Det Hvide Hus M.M.


Vi tager på en byrundtur. Vi begynder med at besøge Arlington Kirkegården, hvor kendte og ukendte fra USAs mange krige ligger begravet. Her hviler bl.a. Præsident Kennedy og hans familie – formentlig det mest besøgte sted på Arlington. Vi giver os god tid på denne enorme kirkegård, hvor faldne stadig begraves.

Om eftermiddagen kører vi fra Arlington til The Mall. På vejen ser vi US Marine Corps War Memorial, der bliver kaldt Iwo Jima-monumentet. The Mall går fra Lincoln Monumentet til Capitol. Vi besøger monumenterne for 2. Verdenskrig og fra Korea- og Vietnamkrigene, Lincoln Memorial og monumentet for præsident Franklin D. Roosevelt. Efter besøget her kan man vælge at blive kørt tilbage til hotellet, eller man kan udforske Washington på egen hånd.

Dag 3: The Navy Museum, The Smithsonian National Air and Space Museum


Om formiddagen besøger vi The Navy Museum. Museet beskæftiger sig især med USA´s flådes indsats, både under krig og i civile operationer som ekspeditioner til fjerne steder på kloden. 2. Verdenskrig er stærkt repræsenteret med samlinger om indsatsen både på Atlanterhavet, i Stillehavet og på hjemmefronten.

Efter besøget på The Navy Museum går turen til The Smithsonian National Air and Space Museum. Det kan nok ikke lade sig gøre at se alle 20 udstillingshaller. Der skal f. eks. vælges mellem de mere end 300 fly, hvor en hel hal er reserveret til fly fra 2. verdenskrig bl.a. den berømte japanske Mitsubishi A6M ”Zero-Sen”.

Dag 4: Dulles Air and Space Museum. Afgang Washington D.C.

Om formiddagen besøger vi Dulles Air and Space Museum (også benævnt Steven  F. Udvar-Hazy Center). Det ligger uden for Washington DC, men er turen værd. Her kan man se bombeflyet Enola Gay, som kastede atombomben over Hiroshima, små og store tyske raketter fra 2. Verdenskrig, hvoraf nogle ikke findes andre steder. Der er også en række japanske fly.

Fra Dulles Air and Space-center kører vi den korte vej til Dulles-lufthavnen. Herfra flyver vi til Honolulu på Hawaii. Turen tager ca. 12 timer med flyskifte undervejs. Vi ankommer først på aftenen lokal tid. Vi skal bo i området ved den berømte Waikiki-strand. Efter indkvartering er der muligvis tid til en lille gåtur langs den berømte strandpromenade.

Dag 5: Fort DeRussy, Byrundtur til Fods i Honolulu

Vi besøger Fort De Russy, museet for den amerikanske militære tilstedeværelse på Hawaii. Vi går langs Waikiki-stranden til Fortet, så der bliver lejlighed til at se den mere moderne del af øen. Sidst på eftermiddagen går vi en tur i Honolulus midtby. Der findes mange af de bygninger fra 1941, hvor soldaterne gik i biografen, sad i arresten, spiste på restaurant eller gik på natklub eller bordel. Vi går en tur i Honolulu anno 1941, og vi spiser på en restaurant, hvor kun lidt er ændret siden. Her ligger også USA´s eneste kongelige palads.

Dag 6: USS Arizona Memorial, U-båden Bowfin, USS Missouri, Pacific Aviation Museum

Vi besøger USS Arizona Memorial med udstilling og den flydende mindehal, som ligger umiddelbart over resterne af slagskibet, som man tydeligt kan se under vandet. Fra vraget pibler der stadig olie op. Ved siden af Arizona Memorial ligger ubåden Bowfin, som vi besøger.

Herfra tager vi til slagskibet Missouri. Skibet er nu museumsskib, hvor stort set al teknik, herunder de store kanoner, er bevaret. Det var på dækket af Missouri, der lå opankret ud for Tokyo, at japanerne underskrev deres overgivelse efter 2. Verdenskrig.

Vi besøger også det spændende Pacific Aviation Museum. Vi bevæger os i området, hvor slagskibene d. 7. december 1941 var ankret op på linje, Battleship Row, hvor japanernes angreb var mest succesfulde. Under vort ophold i området fortælles om steder, personer og begivenheder med relation til angrebet i december 1941.

Dag 7: Heldagstur på Øen. Scofield Barracks, Punchbowl


Vi tager på en heldagstur rundt på øen. Vi ser bl.a. Scofield Barracks udefra. Kasernebygningerne var med i filmen ”Herfra til evigheden”, vi ser monumenter og museer med tilknytning til militæret og krigen.

Vi besøger også den nordlige strand, hvor den primitive radar opfangede de angribende fly i 1941. Undervejs besøges også udsigtspunktet Nuuanu Poli Lookout. Vi besøger også den store militære kirkegård og mindeplads, Punchbowl, hvorfra der er udsigt ud over Honolulu.

Dag 8: Deltagelse i Officielle Højtideligheder


Dette er årsdagen for det japanske angreb. Der er forskellige mindearrangementer, og vi deltager i nogle af dem. Vort program vil blive fastlagt, når vi kender tidspunkter for de officielle højtideligheder. Hvis man ikke ønsker at deltage i mindehøjtidelighederne, er dagen fri til at se og opleve øen. 

Dag 9: Afrejse


Afrejse om formiddagen.

De, der slutter rejsen her, flyver mod Kastrup, og de, der skal fortsætte til Japan, flyver mod Tokyo.

Dag 10: Ankomst Kastrup.

Ankomst til Kastrup Lufthavn.

Forlængelse af rejsen til Japan:

Dag 10: Ankomst Tokyo

Ankomst til Tokyo om eftermiddagen. Flyvetiden er ca. 10 timer, men vi passerer datolinjen. 

Dag 11: Kejserpaladsets Have og Yasukuni Helligdommen

Vi besøger kejserpaladsets have og Yasukuni-helligdommen, hvor alle de faldne i Japans krige, herunder 2. Verdenskrig, mindes. Derefter besøger vi Yushkan-museet ved helligdommen. Det er det nærmeste, man kommer et militærmuseum i Japan, og udstillingen og dens tekster udfordrer ens forestillinger om ansvaret for Stillehavskrigen.

Efter besøget tager vi med metro rundt i Tokyo, vi gør holdt i kvartererne Ginza med byens luksusforretninger, Shinjuku, spændende og folkeligt og Shibuja, der har verdens mest benyttede jernbanestation og det mest befærdede fodgængerkryds. Det er en tur rundt i en af verdens mest fascinerende storbyer.

Dag 12: Kamakura, Flådebasen i Yokosuka

Vi tager til en af Japans gamle hovedstæder Kamakura udenfor Tokyo, hvor der er templer og haver. Herfra tager vi til flådebasen i Yokosuka, hvor vi skal se admiral Togos flagskib fra den Russisk-Japanske krig. Under denne krig ødelagde japanerne først den russiske Stillehavsflåde og derefter den russiske Østersøflåde. Skibet er i tørdok og rummer mange interessante udstillinger. Efter hjemkomsten til Tokyo er der mulighed for at se på byen.

Dag 13: Med Shinkansen til Hiroshima. Fredsparken

Vi tager med højhastighedstoget Shinkansen til Hiroshima. Vi besøger fredsparken og museet om atomangrebets konsekvenser og dernæst fundamenterne af det militære hovedkvarter. Kun få steder er tilbage, men det er det eneste sted i Hiroshima, hvor ruiner efter atombombesprængningen har fået lov at ligge.

Dag 14: Afgang fra Osaka. Ankomst Kastrup.

Vi tager til Osaka og derfra med fly til Europa. Der er flyskifte, inden vi når København først på aftenen.

I prisen er inkluderet:

  • Flyrejse Kastrup – Washington DC – Honolulu – Tokyo/Osaka – København
  • Overnatning på gode hoteller med morgenmad
  • 2 middage i Washington
  • Middag den første og sidste aften i Honolulu
  • Alle transfers
  • Entreer til alli i programmet nævnte museer og samlinger
  • Alle udflugter og arrangementer nævnt i programmet
  • Alle skatter og afgifter
  • Historisk kyndige ekspertrejseledere
  • Lokale rejseledere

Tilkøbsmuligheder:

  • Enkeltværelsestillæg: kr. 6.985,-

FORLÆNGELSE AF REJSEN MED 3 NÆTTER I JAPAN

  • Tillæg for forlængelse til Japan pr. person i dobbeltværelse: kr. 7.985,-
  • Tillæg for forlængelse til Japan pr. person i enkeltværelse: kr. 10.490,-

Merprisen inkluderer:

  • Helpension. Det er svært at læse et japansk spisekort
  • Alle udflugter og entreer nævnt i programmet
  • Danske ekpertrejseledere og lokale engelsktalende japanske guider

Bestillingen af forlængelsen til Japan skal ske ved tilmeldingen

Billeder og videoer fra rejsen

Dato Rejseleder Depositum Pris
Pearl Harbor og Washington Poul Grooss Torsten Granov DKK DKK 43.845,00 Bestil

Klik her og læs mere om rejselederne

Læs Poul Grooss og Torsten Granovs kommentarer til rejsen til Pearl Harbour og Washington:

Det er en tankevækkende tur, som på 11 henholdsvis 14 dage bringer den rejsende jorden rundt. Temaet er det, som japanerne kalder ”Den store Stillehavskrig”, Den anden Verdenskrig i Stillehavsområdet. Vores tur starter i Washington DC, hvor guiden og byens store museer giver de indledende oplysninger om krigen. ”Dulles” og ”Smithsonian” er nogle enorme flymuseer, og desuden besøger vi museet for US Navy. Under besøget i Washington DC besøger vi Arlington-kirkegården, Lincoln-monumentet og Vietnam-monumentet, og vi kommer forbi Det hvide Hus og Capitol. Vi har vores egen bus, så vi kan komme rundt, og der bliver mulighed for at opleve Washington DC lidt på egen hånd.

Efter Washington DC flyver vi til den amerikanske vestkyst, hvor vi skifter til en forbindelse til Hawaii. Vi flyver hele tiden ”med uret” og når derfor også at udnytte den sene eftermiddag og aften til en tur langs Waikiki Beach lidt syd for Honolulus centrum. Hovedtemaet er her det japanske angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941, som bliver gennemgået i minutiøse detaljer af en lokal ekspert. Vi aflægger besøg ved vraget af det amerikanske slagskib USS Arizona, hvor ca. halvdelen af de omkomne fra det japanske angreb gjorde tjeneste. Her om bord omkom 1.177 mand!

Her får vi en rundvisning i USS Bowfin, som var en typisk amerikansk patruljeubåd fra den efterfølgende krig. Vi fortsætter til Ford Island, hvor vores lokale ekspert fører os rundt og viser detaljer fra angrebet. Slagskibet USS Missouri ligger nu ved ”Battleship Row”, og her får vi en rundvisning. Oppe på sidedækket underskrev japanerne fredsbetingelserne i september 1945. En lokal rundvisning i Honolulus centrum fører os forbi de historiske steder, herunder kongepaladset, og vi spiser på en meget hyggelig lokal restaurant, som minder lidt om en pub fra kolonitiden.

Vi tager herefter på en rundtur på hovedøen Oahu for at se de øvrige mål for det japanske angreb, blandt andet Scofield Barracks, hvor filmen ”Herfra til evigheden” blev optaget. Amerikanerne opstillede en eksperimentalradar på nordspidsen af øen, som faktisk registrerede de indkommende fly, men meldingerne herfra nåede aldrig frem, før det var for sent. Vi ser stedet, besøger et lokalt fort og tager også til den lokale militære kirkegård, ”Punchbowl”, som ligger i vulkansk krater med udsigt over Honolulu.

Der er lagt en lille smule tid ind i programmet til at udforske øen på egen hånd, men omgivelserne i Waikiki Beach medfører, at de fleste blot nyder livet på dette pragtfulde sted. Alt er præget af regelmæssighed. Solen står op kl. 6 og går ned kl. 18. Der er altid ca. 28 grader varmt og der kommer en behagelig brise ind fra havet. Det er muligt at bade nær hotellet i Stillehavets bølger, som af og til når store højder til glæde for surfere.

Vi fortsætter fra Honolulu mod Tokyo for dem der vælger at blive de ekstra dage. Her bliver Japans moderne historie gennemgået, og vi tager rundt i Tokyo for at se kejserpaladset, den kejserlige park, byens centrum, Yasukuni-templet for Japans 2,5 millioner faldne siden revolutionen i 1868 samt ikke mindst det japanske krigsmuseum, “Yushukan”, samme sted, som er interessant i mange henseender.

En bustur bringer os forbi en tidligere hovedstad Kamakura og videre til flådehavnen i Yokosuka, hvor admiral Togos flagskib, slagskibet Mikasa fra krigen mod Rusland i 1904 – 1905, ligger som et museum. Denne krig, og dens mange paralleller til ”Den store Stillehavskrig”, bliver gennemgået i bussen og om bord i skibet.

Højhastighedstoget ”Shinkansen” bringer os på rekordtid fra Tokyo til Hiroshima, hvor vi ser virkningerne af atombomben fra den 6. august 1945, blandt andet ved et japansk armé-hovedkvarter, som blev udslettet. I byens centrum ligger en fredspark, der er en fredsklokke samt et museum, som nok er noget af det mest tankevækkende, man kan komme til at opleve i relation til studiet af krigshistorien.

Fra Hiroshima fører ”Shinkansen” os videre til Osaka og herfra hjemover. Besøget i Japan giver på kort tid et meget nuanceret billede af det moderne Japan, dets nyere historie og navnlig af krigen. Vi kommer rundt i de større byer, får nogle indtryk af landet både fra bus og tog, og vi prøver det japanske køkken.

Samlet giver hele turen en opsummering af den voldsomme krig, som prægede hele Stillehavsområdet allerede fra Japans tidlige ekspansion fra 1931 og frem til det totale sammenbrud i 1945.

Praktiske oplysninger

Ved bestilling af rejsen autoriserer I at vi har mulighed for at hæve rejsens pris ved betaling med kreditkort. 

Vi hæver dog kun depositummet  med det samme. 

Restbeløbet hæves først 2 måneder inden afrejsedag.

Dette fremgår også af den ordrebekræftelse I modtager ved bestilling af rejsen.

  • Pas og visumregler ved rejse til USA:

Skal du som dansk statsborger på ferie- eller forretningsrejse i USA, kan du som udgangspunkt frit rejse ind i USA uden visum og blive i landet i op til 90 dage på den såkaldte Visa Waiver-ordning, hvis du opfylder følgende betingelser:

  • De amerikanske myndigheder stiller krav om, at pas udstedt efter den 26. oktober 2006 skal være biometriske. Danske pas udstedt efter 1. august 2006 er biometriske.
  • Du har en bekræftet returbillet eller en bekræftet billet for videre rejse til en destination uden for Nordamerika og Caribien. (sørger Cultours for)
  • Du opholder dig i USA i maksimalt 90 dage
  • Du udfylder 3 formularer: Secure Flight, ESTA og APIS – se herunder
    • Secure Flight: TSA (Transportation Security Administration) kræver, at du oplyser passagernavn (som det står angivet i dit pas), køn og fødselsdato i forbindelse med din reservation af rejser til/fra og via USA. Cultourssørger for at udfylde dine Secure Flight oplysninger.
    • ESTA: Du skal også udfylde en elektronisk ESTA ansøgning for at blive godkendt til indrejse i USA. ESTA forhåndsregistreringen giver dig ingen garanti for indrejsetilladelse i USA, men tjener kun som en tilladelse til at flyve til USA.
      Det er dit eget ansvar at udfylde din ESTA ansøgning korrekt via nedenstående link senest 72 timer før din afrejse. Ukorrekte oplysninger eller for sen udfyldning kan medføre indrejseforbud i USA. ESTA registreringen koster 14 USD (betal aldrig mere – brug kun den officielle side). Husk, at du også skal udfylde en ESTA ansøgning, hvis du kun rejser via USA i transit til en anden destination.
      https://esta.cbp.dhs.gov
      • Her kan du læse mere om ESTA: https://esta.cbp.dhs.gov/esta/WebHelp/helpScreen_da.htm
      • En betalt og godkendt ESTA-ansøgning er gyldig til gentagne rejser i to år, medmindre passet udløber i løbet af de to år.
      • Det er den rejsendes eget ansvar at opnå samt betale ESTA-godkendelsen.
    • APIS: Alle flyselskaber skal af sikkerhedshensyn indsamle bestemte oplysninger – fx nationalitet samt adresse under opholdet i USA – om alle passagerer, der rejser til/fra og via USA. Flyselskaberne skal have informationerne ved check-in, men du kan lette dit check-in ved at give oplysningerne på forhånd.
      Som adresse i USA benyttes første hoteladresse – vigtigt at påføre staten!

Opdateres