Den Transsibiriske JernbaneTogrejse med forlængelse til Nordkorea

Rejsens største oplevelser

  • Den Transsibiriske Jernbane
  • Moskva
  • Irkutsk – Sibiriens hovedstad
  • Bajkalsøen
  • I traditionelt telt på Mongoliets græssteppe
  • Ulan Bator, Mongoliets hovedstad
  • Beijing, Den forbudte By, Den kinesiske Mur
  • Nordkorea, Pyongyang (ved forlængelse)

Med tog, fly, båd og bus. Rusland, Sibirien, Irkutsk, Bajkalsøen, Mongoliet, Gerlejr, Beijing. Aktiv kulturrejse, ultimativ oplevelse, fantastisk eventyr

Afrejsedatoer: 5. september 2020

Pris: 52.845,- | Max. deltagerantal: 25 | Rejseleder: Allan Have Larsen

Dag til dag program

Dag 1: Afrejse Kastrup, ankomst Moskva, byrundtur

Dag 2: Byrundtur, Kreml, Den Røde Plads, Metroen

Dag 3: Moskva afgang med tog

Dag 4 – 6: Den Transsibiriske Jernbane Moskva – Irkutsk

Dag 7: Irkutsk

Dag 8 – 9: Ved Bajkal

Dag 10: På egen hånd i Irkutsk

Dag 11: Vi kører fra Irkutsk til Mongoliet

Dag 12 – 16: Vi er i Mongoliet og ser naturen og hovedstaden

Dag 17: Afrejse fra Ulan Bator til Beijing

Dag 18: Ankomst til Beijing

Dag 19: Beijing

Dag 20: Den Kinesiske mur

Dag 21: Afrejse fra Beijing eller forlængelse til Nordkorea

Forlængelse til Nordkorea:

– 27. dag: Nordkorea med fly og retur med tog. Hjemrejse fra Beijing. Ankomst København.

Udførlig rejsebeskrivelse

Dag 1: Ankomst Moskva, byrundtur

Afrejse fra København til Moskva. På vej mod vores hotel introduceres vi til byen, som med sine 12 millioner indbyggere er Europas største. Igennem sin mere end 860-årige historie har Moskva gennemgået en forandring fra et lille fyrstedømme til centrum for en supermagt og atter til hovedstad i et Rusland, som stadigt vaklende er ved at finde sin plads i den post-sovjetiske verden.

Dag 2: Byrundtur, Kreml, Den Røde Plads, Metroen

På vores anden rejsedag fortsætter vi vores bytur og besøger Kreml – magtens centrum og udgangspunktet for zarernes visioner om erobringen af Sibirien. Vi besøger nogle af de smukke kirker, som ligger inden for Kremls mure, ser de ældgamle ikoner og udsmykninger og hører om Kremls betydning igennem tiderne. 

Der bliver naturligvis også tid til en tur på Den Røde Plads med udsigt til Vasilij-katedralen, færdigbygget i 1561 for at markere sejren over tatarerne. Ifølge overleveringen skulle Ivan Den Grusomme være blevet så imponeret over katedralens skønhed, at han lod arkitektens øjne stikke ud, så han ikke kunne bygge noget prægtigere andetsteds!

Dag 3: Afgang Moskva

Formiddagen er fri til at udforske området omkring hotellet. Kik for eksempel inden for i det iøjnefaldende ”Kreml i Izmailovo”, der ligger lige ved siden af hotellet.

Vi fortsætter byrundturen i Moskva og ser nogle af byens øvrige seværdigheder. Om aftenen går vi om bord i Den Transsibiriske Jernbanes tog på Jaroslavl-banegården. Vi indretter os i de traditionelle 2. klasses firemandskupéer, som er reserveret til vores gruppe. Kupéerne er praktisk indrettede med plads til bagage. Toilet og håndvask findes i hver vogn, om end man skal være opmærksom på, at der ikke er bad i toget. Spisning foregår i togets restaurantvogn. Hver vogn har tilknyttet en såkaldt provodnik eller provodnitsa, som sørger for te og kaffe, rengøring, sengetøj mm. Mens der tændes op i samovaren, ruller vi ud i aftenmørket på den første del af de 5191 km, som toget skal tilbagelægge igennem Sibiriens ødemarker for at nå frem til Irkutsk.

Dag 4-6: Den Transsibiriske Jernbane Moskva – Irkutsk

Rejsens 4. – 6. dag tilbringer vi i toget, mens de enorme vidder med nåleskov, tundra, tyndtbefolkede landsbyer og enkelte sibiriske storbyer glider forbi. Vi falder ind i den helt særlige rytme, som en togrejse af denne længde giver. Af og til vil toget standse en kort tid ved de større stationer og byer (der er 200 – 600 km. mellem stationerne) for at fylde vand og brændsel på og tage passagerer ombord. 

Man vil kunne strække benene og/eller handle med de lokale, som tilbyder mange forskellige varer til de rejsende. Her mærker man tydeligt, at Den Transsibiriske Jernbane også er et af de vigtigste transportmidler for den almindelige russer, når han/hun skal krydse det enorme land. I disse dage vil vi primært spise i togets restaurantvogn, hvor man skal være opmærksom på, at menukortet oftest består af traditionelle russiske retter, hvor kvaliteten må forventes at være lavere, end man er vant til fra Danmark, men også dette er en oplevelse.

Dag 7:  Ankomst Irkutsk. Byrundtur

På rejsens 7. dag ankommer vi til Irkutsk – en af Sibiriens mest charmerende byer med mange gamle russiske træhuse fra 1800-tallet. Byen var endemålet for Mikael Strogoff i Jules Vernes “Zarens kurer”, og byen spillede i mange år en vigtig rolle som forpost og handelsby under Ruslands erobring af Sibirien. Vi indkvarteres, hvorefter vi tager på byrundtur både til fods og i bus. Eftermiddagen er til egen disposition.

Dag 8-9: Angarafloden. Bajkalsøen

Vi kører fra Irkutsk langs Angarafloden til verdens ældste, største og dybeste ferskvandssø – Bajkalsøen. Søen er et af verdens smukkeste steder og hjemsted for mere end 500 planter og 1200 dyrearter, hvoraf 60% ikke findes andre steder i verden. 

Søens 1637 m dybe og klare vand rummer tilstrækkeligt ferskvand til at forsyne verdens befolkning med drikkevand i de næste 40 år! Vi sejler med båd ud på Bajkalsøen og lægger til ved den smukke vestlige bred, hvor vi vil blive indkvarteret i et familiedrevet pensionat og få mulighed for at nyde de naturskønne omgivelser. Vi hører om det traditionelle liv i Sibirien og ser eksempler på Sibiriens unikke dyre- og folkeliv, således som det har formet livet igennem generationer. Vi indkvarteres på 2 og 4-sengsværelser. Derfor kan enkeltværelser ikke garanteres. På den 9. rejsedag om aftenen vender vi tilbage til Irkutsk.

Dag 10: På egen hånd i Irkutsk


I dag er der mulighed for at udforske byen på egen hånd. Besøg evt. den smukke ”Rejsning af korset”- kirke.

Dag 11: Afgang Irkutsk. Den Transsibiriske Jernbane gennem Mongoliet.

 
Tidligt om morgen forlader vi Irkutsk. Fra toget ser vi igen Bajkalsøen og kører blandt andet igennem republikken Burjatiens hovedstad Ulan Ude.

Vi forlader Rusland og kommer nu frem til rytterfolkets land – Mongoliet. Landet er 35 gange større end Danmark, men har kun en befolkning på 3 millioner indbyggere. Infrastruktur er der ikke meget af, og det vigtigste transportmiddel for mange mongoler er stadigvæk kamelen og hesten – af hvilke de sidstnævnte tæller mere end 32 millioner. Det svarer til 13 pr. indbygger! Mongoliet har i mange år været et af de mest isolerede lande i verden, men er nu et land med en demokratisk styreform. Rejsende i Mongoliet mødes med stor gæstfrihed, nysgerrighed og varme.

Dag 12: Mongoliets hovedstad Ulan Bator.

Efter ankomsten til Ulan Bator spiser vi morgenmad på vores centralt beliggende hotel. Derefter får vi en rundvisning i det smukke og interessante Gandar-kloster. Eftermiddagen er på egen hånd.

Dag 13-15: I ger på landet.

Uden for Ulan Bator, i nationalparken Terelj, bor vi 2 nætter i gertelte. Vi får lejlighed til at stifte bekendtskab med den mongolske levevis midt i det betagende landskab.

Vi kører i bus ud i det uendelige og utroligt smukke, græsgrønne landskab, hvor Djengis Khan i år 1206 samlede de mongolske rytterhære og skabte fundamentet for det mongolske storrige, som endte med at gå fra Ungarn til Korea, og hvis lige verden ikke har set siden. Vi indkvarteres i de traditionelle, hvide, mongolske nomadetelte – de såkaldte “ger” for 2 nætter. At bo i en “ger” er forbavsende komfortabelt. Vi bor 2 personer i hver ger. Der er god plads, og toiletter og vand findes nær ved. Vi giver os tid til at nyde naturen og bruger vores lejr som udgangspunkt for mindre ture i området. Vi stifter bekendtskab med Mongoliets skikke og traditioner, og der bliver også lejlighed til at smage lokale specialiteter som f.eks. airag – den traditionelle gærede hoppemælk. Den 15. dag vender vi tilbage til Ulan Bator, hvor vi indkvarteres på vort centralt beliggende hotel i midtbyen.

Vor lokale mongolske guide viser os hovedstaden og vi besøger byens dinosauermuseum, hvor verdens største samling af dinosauræg og en række komplette dinosaurskeletter opbevares.

Mongoliets fascinerende historie møder vi på Nationalmuseet hvor vi hører om Mongoliet fra Djengis Khan til kommunismen.

Under opholdet i Mongoliet ser vi også den 40 meter høje statue af Djenghis Khan. Der bliver også tid til at udforske Ulan Bator på egen hånd.

Dag 16: Mere Ulan Bator med Naran Tuul-markedet


Om formiddagen er der mulighed for at besøge byens største marked, Naran Tuul, hvor alt (næsten) mellem himmel og jord er til salg.

 

Dag 17: Afrejse til Beijing med tog

Vi går ombord i toget og sætter kursen mod verdens folkerigeste land, Kina. Under den ca. 700 km lange rejse fra Ulan Bator mod grænsen passerer vi gennem verdens næststørste ørken, Gobiørkenen.

Dag 18: Ankomst Beijing

Vi indkvarteres på centralt beliggende hotel nær den berømte gågade Wangfujing 

Dag 19: Beijing

Vi tager på byrundtur i Beijing, hvor vi bl.a. ser Den himmelske Freds Plads og Den Forbudte By og kommer på en rundtur i en traditionel kinesisk Hutong. Vi ser også det smukke Himlens Tempel, der var centrum for vigtige ceremonier i kejsertidens Kina.  

Under rundturen hører vi om Kinas utrolige historie og om kejserrigets rigdomme, om det kommunistiske Kinas voldsomme historie og om de store forandringer, som har fundet sted indenfor de sidste par år, og vi hører om det moderne Kina, som vi møder i dag.

Dag 20: Den Kinesiske Mur

Vi tager på en tur, der bringer os til Den Kinesiske Mur. Det er altid en oplevelse at besøge ”Muren”, som den slanger sig over bjergene. Om aftenen er der afskedsmiddag.

Dag 21: Afgang Beijing. Ankomst København

Vi kører til lufthavnen og flyver tidlig om morgen fra Beijing med ankomst til København midt på dagen.

Dag 21-27: Forlængelse til Nordkorea

Dag 22, 23 og 24: 

Nordkorea er et helt unikt land at besøge, og om man bør besøge et land som Nordkorea, er  naturligvis op til ens egen samvittighed. Hvis man vælger at gøre det, venter der oplevelser, man ikke kan få andre steder i verden.

Straks efter ankomsten til Pyongyang besøger vi monumentet for Nordkoreas 2 første ledere, og fornemmer dermed straks den helt unikke stemning i landet.  Koreakrigen kaster som bekendt stadig lange skygger over landet. Vi besøger blandt andet Panmunjon på grænsen til Sydkorea. Her blev våbenhvilen underskrevet i 1953. I Pyongyang ser vi blandt andet Juche-tårnet. ”Juche” er den nordkoreanske filosofi om at være uafhængig af omverden. Vi kommer også en tur ned i Pyongyangs metro. Nordkoreas hovedstad byder også på et af landets vigtigste krigstrofæer – det amerikanske krigsskib El Pueblo, der blev erobret af Nordkorea i 1968. Vi overværer også en stor masseforestilling på landets største stadion. Et show der giver et godt indtryk af landets selvopfattelse, som er helt særegen.

Dag 24:Vi tager toget fra Pyongyang til den kinesiske grænseby Dandong. Her skifter vi tog til Beijing. Hele togturen tager ca. 23 timer.

Dag 25: Ankomst til Beijing om morgen. Med udgangspunkt i vort centralt beliggende hotel er der gode muligheder for at udforske Beijing på egen hånd.

Dag 26: Egen hånd i Beijing

Dag 27: Tidlig afrejse fra Beijing

Den Transsibiriske Jernbane

Fra du stiger på flyvemaskinen i Københavns lufthavn sammen med din danske rejseleder og de andre deltagere på denne grupperejse, venter utrolige ferieeventyr.


Moskva

Allerede i Moskva begynder oplevelserne. Du står i Ruslands hovedstad og Europas største by med en spændende, dramatisk og blodig historie på næsten 900 år. Din rejseleder fører dig sikkert omkring til Kreml og Den Røde Plads, du går langs de brede gader og ser de store katedraler. Nu er eventyret begyndt!

 

 

Toget

Du stiger på toget. Sammen indretter du og de andre i rejseselskabet jer i den lille-verden, der for de næste mange dage er jeres. Du snakker med de andre i gruppen, du læser, kigger ud, sover, lytter, spiser, strækker ben og handler ved fremmeartede stationer og nyder bare det at rejse! Tænk! Du er på vej med Den Transsibiriske Jernbane! Samovaren er tændt og provodnikken er klar til at servicere dig og de andre med te, kaffe, sengetøj mv. Foran ligger flere tusinde kilometer skinner uafbrudt gennem 7 tidszoner.

Irkutsk

I Irkutsk står du af toget. Her venter et par dage med nye helt ubeskrivelige oplevelser. Irkutsk – oprindeligt en fæstningsby grundlagt i 1600-tallet. Du ser stadig mange af de gamle træhuse i byen, der nu også rummer mere end en halv million indbyggere, har mange studerende, universitet og andre højere læreanstalter og derudover teatre, cirkus, orkestre og flere forskellige museer. En rigtig spændende by!
Bajkalsøen

Når du står af bussen ved Bajkalsøen, også kaldet ”Sibiriens blå øje”, befinder du dig midt i et naturhistorisk eldorado. Her lever i hundredevis af plante- og dyrearter, som ikke findes andre steder i verden. Du skal sejle over den store, klare sø, verdens dybeste. Her er utrolig smukt. Du indkvarteres privat og oplever naturen, kulturen og gæstfriheden i det enestående Sibirien.

Mongoliet, gertelte

Dit næste mål er Mongoliet. Ufattelig natur med uendelige stepper og langt mellem mennesker. Mere end 37 gange så stort som Danmark og med halvt så mange indbyggere! Her bor du i gertelt og lærer Mongoliets skikke og traditioner at kende. Du er i Djengis Khans og rytterfolket land med 12 husdyr pr indbygger! Du prøver at leve, som en meget stor del af mongolerne lever den dag i dag, som nomader, helt i lighed med deres stolte forfædre. De gertelte, vi bor i, har plads til 4 personer og er slet ikke så primitive, som man kunne forestille sig. Hovedstaden Ulan Bator er med sine næsten 1½ million indbyggere en mellemting mellem en storby og en gerlejr, men der er også et smukt vinterpalads, et legendarisk buddhistkloster og et naturhistorisk museum med dinosaurskeletter og –æg.

Tog nr. 4, Gobiørkenen og Kina

Gobiørkenen! En del af UNESCOS verdensnaturarv. Her findes nogle af verdens sjældneste og mest truede dyrearter, Gobibjørnen, vilde kameler og Przewalski-hesten. Du passerer igennem et helt utroligt område! Dit næste stop er ved grænsen til Kina. Og så tager du hul på den lange togrejses sidste 850 km. Du får et første glimt af Den Kinesiske Mur, inden toget holder i Beijing.

Beijing

Du bor midt i Beijing, tæt ved Den Himmelske Freds Plads. Du hører om Kinas voldsomme historie gennem hundreder af år, du besøger Den forbudte By, silkemarkedet, Den Kinesiske Mur og meget andet. En eftermiddag på egen hånd afslutter det spændende besøg i byen.

Nordkorea

Du rejser med fly fra Beijing til Pyongyang. I Nord Korea ser vi blandt andet Myohyan-bjerget, der rummer verdens største samling af gaver. Koreakrigen kaster som bekendt stadig lange skygger over landet. Vi besøger blandt andet Panmunjon på grænsen til Sydkorea, hvor våbenhvilen blev underskrevet i 1953.

Du har oplevelser og minder med tilbage, som er helt enestående. 

I prisen er inkluderet:

  • Fly København – Moskva og Beijing – København.
  • Alle transfers
  • Alle udflugter, entréer og arrangementer nævnt i programmet
  • Togbillet til Den Transsibiriske Jernbane på 2. klasse. Moskva-Irkutsk, Irkutsk-Uland-Bator, Ulan-Bator- Beijing.
  • Alle overnatninger på gode velbeliggende hoteller i Moskva, Irkutsk, Ulan Bator og Beijing En overnatning på privat pension ved Bajkalsøen og 2 nætter i traditionelt ger-telt i Mongoliet
  • Helpension (fra aftensmad 1. dag).
  • Dansk russisktalende ekspertrejseleder og lokale engelsktalende guider.
  • Alle skatter, afgifter og gebyrer

Tillægsydelser:

  • Enkeltværelsestillæg (hoteller): kr. 4.900,-
  • Tillæg for 2-personers kupé: kr. 5.985,-
  • Tillæg for enkeltkupé: kr. 17.955,-
  • Visum til Rusland, Mongoliet og Kina: kr. 4.900,-

Forlængelse med Nordkorea. 3 nætter på hotel og en nat i tog på returrejsen:

  • Tillæg for forlængelse i Nordkorea pr. person i dobbeltværelse: kr. 12.895,-
  • Tillæg for forlængelse i Nordkorea pr. person i enkeltværelse (ikke i toget): kr. 14.695,-

På grund af de særlige forhold i Nordkorea kan vi ikke garantere enkeltværelse

Merprisen inkluderer:

  • Fly Bejing –  Pyongyang
  • Tog Pyongyang – Beijing
  • 3 overnatninger på hotel i Pyongyang
  • 1 overnatning i liggevogn i toget
  • Alle måltider i Nordkorea
  • Alle udflugter, afgifter og entréer
  • Visum til Nordkorea

Bestillingen af forlængelsen til Nordkorea skal ske ved tilmeldingen.

Billeder og videoer fra rejsen

Få nyheder om rejser. foredrag og arrangementer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få
automatisk information om gode tilbud,
nyheder, rejser m.m.

Du har altid mulighed for at framelde dig
nyhedsbrevet igen!

Læs mere om rejselederen

Læs rejseleder Allan Have Larsens kommentarer til rejsen:

Togrejsen og turen:

En rejse med Den Transsibiriske Jernbane byder på mange store oplevelser, og mange deltagere gør sig mange tanker inden denne rejse. Hvordan er det at rejse så langt med tog? Hvordan er forholdene i selve toget? Hvordan er maden på turen? Hvordan er vejret i Rusland, Mongoliet og Kina? Er det sikkert at rejse i disse lande?

Herunder vil jeg fortælle lidt om, hvordan vi hos Cultours har valgt at lave denne rejse, og hvorfor denne rejse til både verdens største land og det land i verden, der har verdens største indbyggerantal, er helt unik. Med jeres tilmeldingsbrev følger et informationsark med praktiske oplysninger, og ca. 14 dage inden afrejsen udsender vi et brev med billetter og yderligere informationer, praktiske oplysninger og gode råd. Du er også altid velkommen til at ringe til Cultours, hvis du har spørgsmål om rejsen.

Selve togrejsen fra Moskva til Beijing er næsten 8000 km lang. Vi har derfor valgt at kombinere togturen med en række længere ophold undervejs i både Rusland, Mongoliet og Kina. Dette gør, at vi både får prøvet hele togstrækningen med dens unikke stemning og fantastiske oplevelser, samtidig med at vi får det bedste ud af de lande og den utroligt smukke natur, som vi besøger, uden at tempoet bliver for hektisk. Vi har to overnatninger i Ruslands hovedstad Moskva, hvor vi får et grundigt og nuanceret indtryk af storbyen. Jeg har under mine år i Rusland besøgt byen talrige gange. Vi kommer derfor godt ind under huden på Moskva og får samtidig set de vigtigste seværdigheder, som ethvert besøg i Ruslands hovedstad bør indeholde. Det er altid meget tankevækkende at sammenligne Moskvas rigdomme og modernitet med de ofte meget fattige landområder, vi kører igennem. Det giver et godt indtryk af, hvad det moderne Rusland spænder over.

Under vores togrejse med Den Transsibiriske Jernbane mod Irkutsk tilbringer vi 3 dage og 4 nætter i toget. Togkupeerne er behagelige, selvom der selvfølgelig ikke er oceaner af plads. De fleste plejer at strække benene lidt ved at gå rundt i toget, handle lokalt på stationerne og besøge de andre rejsendes kupeer. Undervejs er der god mulighed for at nyde naturen, slappe af, læse bøger eller sludre med sine medrejsende. Normalt plejer man faktisk sagtens at kunne få tiden til at gå, og talrige af vores gæster har sagt, at det var en af de ting, som overraskede dem mest – at tiden i toget gik så hurtigt samtidigt med, at man havde ro til at nyde naturen og finde en egen ro ved selve det at rejse så langt.

Vi spiser i togets spisevogn, og maden er af udmærket kvalitet – selvom varianterne til dels afhænger af kokkens indkøb og fantasi. Jeg vil forsøge at sammensætte måltiderne i samråd med kokken, så vi får prøvet de bedste af de klassiske retter fra det russiske køkken.

Når vi kommer frem til Irkutsk, har vi lavet en kombination af besøg i Irkutsk og så selvfølgelig turen til det fantastisk smukke Bajkal. Cultours har igennem årene opbygget et godt netværk derude, og vi kommer – ligesom på resten af rejsen – også her bag kulisserne på Rusland og russerne. Bajkalsøen er fantastisk, og den er en af turens helt store oplevelser. Vi giver os derfor god tid derude, sejler på Bajkal og overnatter på et familiedrevet pensionat lige ned til søen.

På togrejsen til Mongoliet skifter landskabet karakter og bliver mere græsgrønt og frodigt. Vi passerer grænsen ved aftenstide og ankommer om morgenen til Ulan-Bator. Under vores ophold i Mongoliet har vi valgt en kombination af overnatninger i Ger-telte og mindre ture i en af Mongoliets smukkeste nationalparker. Her kan man opleve det klassiske Mongoliet med dets nomadeliv, hvor man føler, at tiden nærmest har stået stille i århundreder. Vi oplever også den moderne hovedstad Ulan-Bator med museer, storbyliv og spændende restauranter med god, traditionel mongolsk mad.

Når vi kommer til Kina, har vi bevidst valgt et af de bedre hoteller i det centrale Beijing. Man kan nu hvile ud i flotte omgivelser med alle moderne bekvemmeligheder lige ved hånden. Ud over de seværdigheder, som vi besøger, og som hører til blandt verdens mest spektakulære – så spiser vi utrolig godt og alsidigt i Kina. Vores lokalguide har bevidst prioriteret gode lokale restauranter, så der er lagt op til rigtig gode smagsoplevelser – uden at det bliver alt for eksotisk! 

Klima og påklædning:

Mange rejsende spørger til vejret. Det kan variere en del i de tre lande, som vi besøger, men vi har lagt rejsen på den årstid, hvor vejret i de 3 lande er mest optimalt for et besøg. I Rusland er gennemsnitstemperaturen omkring 15-20 C, hvorimod Mongoliet normalt er en del koldere med temperaturer på omkring 10 C, men med tørt vejr. I Kina er der varmt på denne årstid med en gennemsnitstemperatur på 20-30 C. I toget vil der almindeligvis være en normal temperatur. Erfaringen viser, at vores deltagere ikke oplever de store problemer med vejret, men at man selvfølgelig skal medbringe alsidig påklædning. Det er de fleste jo også vant til herhjemmefra. 

Sikkerhed:

Rusland, Mongoliet og Kina er meget sikre lande at rejse i som turist, og vi mødes altid med meget stor venlighed af både lokalbefolkning og af medarbejderne på toget. Man skal naturligvis udvise almen forsigtighed, passe på sine sager og anvende sin sunde fornuft ligesom alle andre steder. Togkupeerne kan aflåses, togpersonalet er uddannet i førstehjælp, men man bør naturligvis medbringe evt. medicin til eget brug, og man bør tegne rejseforsikring.

Sidst, men ikke mindst, er det vigtigste, at man medbringer et godt humør og en del tålmodighed. Procedurerne ved grænserne kan stadig tage lang tid, og forholdene i de tre lande er til tider primitive, bureaukratiske og fungerer på en anden måde end i Danmark. Den Transsibiriske Jernbane er fuld af oplevelser – og vi vælger selv, hvordan vi oplever dem.  

På vegne af Cultours

Allan Have Larsen

 

Praktiske oplysninger

Bestillingen af forlængelsen til Nordkorea skal ske ved tilmeldingen.

Ved bestilling af rejsen autoriserer I at vi har mulighed for at hæve rejsens pris ved betaling med kreditkort. Vi hæver dog kun depositummet  med det samme. Restbeløbet hæves først 2 måneder inden afrejsedag. Dette fremgår også af den ordrebekræftelse I modtager ved bestilling af rejsen.

 

 

Alle formalia vedr. visumansøgning tager Cultours/Private Guide sig af, og du vil høre mere herom, når vi nærmer os afgang. For en god ordens skyld kan vi dog oplyse, at man for at få visum til Rusland, skal forbi visumkontoret i København og aflevere fingeraftryk. Passet, udstyret med visum til Rusland, Mongoliet og Kina, vil blive udleveret på afrejsedagen.

Visum skal bestilles samtidig med rejsetilmeldingen og koster kr. 4.100,-.

I Moskva er gennemsnitstemperaturen for september henholdsvis max/min 19/9 grader. Regn kan forekomme. I Irkutsk er gennemsnitstemperaturen 15/0 grader, og det er tørt, men regn kan forekomme. I Ulan Bator er gennemsnitstemperaturen 14/2 grader og tørt. I Beijing er døgnets gennemsnitstemperatur for oktober 22/10 grader med meget lidt nedbør. Læs mere på DMI´s hjemmeside her.

Valutaen i Rusland er rubler. Der kan veksles til rubler på de større hoteller i Moskva og Irkutsk. Man kan veksle dollars og euro, og mange hoteller veksler også danske kroner, men regn ikke med det. Plastikkort som Masters, Visa og American Express bliver også mere og mere almindelige og kan anvendes mange steder i Moskva og enkelte steder i Irkutsk. Veksling er ikke mulig i toget, så der skal veksles til togturen i Moskva.

Valutaen i Mongoliet hedder togrog. Der kan stort set alle steder betales med US dollars eller Euro i kontanter, men der vil være mulighed for at veksle til Togrog ved ankomsten til Mongoliet. Det drejer sig om relativt små beløb, der skal veksles, da der er helpension i Mongoliet.

I Kina er valutaen Yuan. Der kan veksles danske kroner på større hoteller. US-dollars er mere gangbar mønt og kan veksles overalt. Mange steder modtages dollars som betaling. Man må hverken ind- eller udføre Yuan. Rejsechecks kan medbringes, de er relativt nemt at få vekslet. “Plastikkort” som Masters, Visa, American Express etc. bliver mere og mere almindelige i Kina, og de accepteres flere og flere steder. Det kan dog være forbundet med vanskeligheder (og store gebyrer) at hæve kontanter på kortene.

Det er aldrig en god ide at veksle sort hos ukendte mennesker på gaden. For det første er det ulovligt, og man kan bringe sig selv i en dum situation, når man bryder loven i et andet land. For det andet bliver man som regel snydt. Når man tilbydes en kurs, der næsten er for god til at være sand, så er det fordi, den er det. 

Generelt er det russiske og mongolske køkken kendetegnet ved gode, solide og traditionelle retter, som styrker på den lange rejse. Specielt under togrejsen vil man konstatere, at der er stor forskel på, hvad vi i Danmark anser for lækkert og de russiske rullende lækkerier. Man skal være forberedt på at skære fedtet fra. Undervejs vil vi smage nogle traditionelle russiske og mongolske retter, såsom airag – gæret hoppemælk og rødbedesuppen Borsjtj. Morgenmaden på turen er generelt et solidt måltid med te, kaffe brød, juice, pølse, ost og marmelade. Frokost er generelt et let måltid bestående af en sandwich med pølse eller ost samt mineralvand. Aftensmaden er mere varieret og vil typisk bestå af en god, kraftig suppe efterfulgt af en hovedret med kartofler og grøntsager og en efterfølgende dessert.

Under togrejsen med Den Transsibiriske Jernbane skal man indstille sig på, at menuen vil være lidt mindre varieret og af en lavere kvalitet end under de faste ophold. Der er i hver vogn en slags samovar, hvor der koges vand. Det kan bruges til at lave te. Man kan evt. medbringe nogle tebreve af sin yndlings-te. Der findes kopper i toget, men man kan også medbringe sin egen. Under togturen med Den Transsibiriske Jernbane vil toget standse i kortere eller længere perioder på stationerne. Der vil her være mulighed for at kunne lave diverse små-indkøb, men det er klogt at holde sig i nærheden af toget.

I Kina vil morgenmaden generelt (enkelte undtagelser kan forekomme) være såkaldt “American breakfast” med mange forskellige ting, juice, æg, brød, lune retter, kaffe eller te. Det er et helt måltid. Frokost og aftensmad består af en række forskellige kinesiske retter, der serveres samtidig. Det er som regel meget velsmagende. Retterne kan genfindes (som regel i fordansket udgave) på kinesiske restauranter i Danmark.

Seruminstituttet anbefaler, at man får vaccination mod difteri, smitsom leverbetændelse (Hepatitis A) og stivkrampe. Instituttets anbefalinger kan ændre sig, så tal i alle tilfælde med egen læge om sygdomsforebyggelse. Erfaringsmæssigt er man ikke generelt som turist udsat for større trusler mod helbredet i Rusland, Mongoliet og Kina, men der kan forekomme mavetilfælde som følge af den anderledes kost. Det går som regel hurtigt over. Medbring evt. Imodium eller anden stoppende medicin til at klare problemerne. Man skal aldrig drikke vand fra hanen, og det anbefales at børste tænder i mineralvand, som kan fås overalt, også i teltlejren i Mongoliet. Det anbefales også at medbringe en rulle dansk toiletpapir, da det russiske kan være af en dårlig kvalitet eller være helt væk. Et par behagelige sko og løse bukser og trøje til togturen er også en god ide. Man bør også medbringe er par gode gå-sko/vandresko og regntøj. Myggespray og evt. en flåttang er også godt at have med, da vi under opholdet ved Bajkalsøen vil gå nogle mindre ture i terrænet. 

Det gule sygesikringsbevis gælder ikke uden for Danmark. Derfor er det nødvendigt at tegne en rejsesygeforsikring. Behandling og evt. hjemtransport kan koste mange hundrede tusinde kroner. Rejsesygeforsikring kan tegnes mange steder, nogle har en husstandsforsikring, der dækker. Man kan også tegne forsikringen hos Europæiske gennem Cultours. Se her, eller kontakt venligst kontoret herom.

Lidt om forholdet imellem pris og kvalitet i Rusland. Moskva er i nogle nyligt offentliggjorte statistikker udnævnt til verdens dyreste by for udlændinge. Det betyder ikke, at det også er den bedste. Forholdet mellem pris og kvalitet i Rusland er ofte himmelråbende dårligt. Det drejer sig især om hotelområdet, men gælder også for en del serviceydelser, som især udlændinge gør brug af. På rejsen holder vi et rimeligt niveau for hoteller og et godt niveau for maden (i forhold til russiske forhold). Faktisk kan maden i Rusland være udmærket, når man er villig til at betale prisen, hvilket vi er. Men forvent ikke gastronomiske mirakler. I Mongoliet er maden generelt god og anderledes, men meget velsmagende. Under vores ophold i Ger-teltene i Mongoliet spiser man udmærket. Der er i den lejr, vi bor i, et spisetelt med borde, stole osv. I Beijing er kvalitetsniveauet højere, gode komfortable værelser på hotellet og god service og god, varieret kinesisk mad. I Beijing besøger vi nogle restauranter, hvor også (velhavende) kinesere kommer.

Sikkerheden for udenlandske rejsende i Rusland, Mongoliet og Kina er generelt god og overfald på/problemer for udenlandske turister er meget sjældne. Tyverier kan dog forekomme, og sund fornuft og almene forholdsregler bør udvises. Man bør også medbringe en fotokopi af pas og visum samt af flybilletten.

Få nyheder om rejser. foredrag og arrangementer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få
automatisk information om gode tilbud,
nyheder, rejser m.m.

Du har altid mulighed for at framelde dig
nyhedsbrevet igen!