REJS MED EKSPERTERNE
Forside-billede-1170px

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Krigens sidste år

Maj 1944

Monte Cassino

Operation Neptun

D-dag

Kontrafaktisk

Villers Bocage

Operation Bagration

Caen

Attentatet På Hitler

Operation Cobra

Falaise

Market Garden

Finlands udtræden af krigen

Kulminationen på Leyte Gulf

Hürtgenwald

Ardenneroffensiven

Befrielsen af Auschwitz

Wilhelm Gustloff Krigens Brutalitet

Jalta Konferencen

Hitlers Brændte Jord

Plunder og Varsity over Rhinen

Okinawa

Den 16. april 1945: Marskal Zhukov indleder angrebet mod Berlin

Hitlers selvmord

4. maj kapitulation

8. maj 1945 – Sejr i Europa

Fra en verdensorden til en anden

Den 30. januar 1945: Sænkningen af ”Wilhelm Gustloff”. Verdens største skibsforlis.

Af Poul Grooss Kommandør og rejseleder ved Cultours.

Den 30. januar 1945 var i flere henseender en mærkedag i Nazityskland. Hitler kunne denne aften fejre sit 12. års jubilæum som magthaver. Samme aften dukkede de første sovjetiske soldater op på vestbreden af Oderfloden mellem Stettin og Küstrin. Det var starten på det brohoved, hvorfra angrebet mod Berlin startede den 16. april. Endelig blev passagerskibet ”Wilhelm Gustloff” fra organisationen ”Kraft durch Freude” sænket øst for Bornholm. Skibets undergang krævede flere dødsofre end noget andet forlis i verdenshistorien. Baggrunden for dette forlis beskrives i det følgende.

Situationen på østfronten havde siden den sovjetiske Operation Bagration i sommeren 1944 udviklet sig katastrofalt for tyskerne. På trods af en enorm talmæssig overmagt på sovjetisk side lykkedes det de tyske styrker at trække sig tilbage under nogenlunde ordnede forhold, men tabene havde været enorme. Siden oktober 1944 kæmpede sovjetiske tropper på tysk jord i Østpreussen, og nu nærmede de sig Østpreussens hovedstad Königsberg (i dag Kaliningrad).

Dönitz regnede med, at han kunne nå at få sine nye krigsafgørende våben, Type XXI- og Type XXIII-ubådene, klar. Forudsætningen var, at tilbagetrækningerne i øst foregik i ro og orden. Gotenhaven – Oxhöft (Gdynia) var et knudepunkt, og et af Tysklands største passagerskibe, motorskibet ”Wilhelm Gustloff” på 25.000 tons, lå her som skoleskib for flådens 2. Abteilung der Ubootslehrgeschwader (2. ubådsøvelseseskadre). Her uddannede man besætninger til de nye ubåde af Type XXI. Skibet var malet marinegråt, havde antiluftskyts om bord og sejlede under Kriegsmarines flag. Den officielle del af ”Unternehmen Rettung” gik ud på at levere forsyninger og tropper til hæren. Kriegsmarines skibe deltog endvidere i luftforsvaret og med bombardement til støtte for hærens operationer i kystområderne. Man skulle også assistere med tilbagetrækninger og evakuere sårede fra fronten. Den mindre officielle del gik ud på at evakuere så mange flygtninge mod vest som muligt, og det kunne gøres i forbindelse med evakuering af de mange sårede. Evakueringsoperationen måtte ikke gå ud over Kriegsmarines krigsmæssige operationer, men det passede fint med, at man sejlede forsyninger (mad og ammunition) frem, skød mod den fremrykkende Røde Hær og returnerede med sårede og flygtninge til en havn i det vestlige Tyskland. Operationen blev vanskeliggjort af hastigt skiftende situationer og kaotiske forhold i evakueringshavnene. 

Grossadmiral Dönitz hilser på en ubådsbesætning i marts 1940

Den 15. januar 1945 iværksatte Grossadmiral Dönitz ”Unternehmen Hannibal” (Operation Hannibal), også benævnt ”Unternehmen Rettung” (Operation redning). Det skete i tæt samarbejde med Kriegsmarines ”Seetra-Chef” (søtransportchef), Kapitän zur See Konrad Engelhardt, som til lejligheden blev udnævnt til Konteradmiral.

Hitler blev ikke i detaljer orienteret om, hvad denne operation gik ud på. Dönitz og Engelhardt var klar over, at den sovjetiske fremrykning betød, at store befolkningsgrupper fra Østpreussen ikke længere ville kunne evakueres over land (primært med tog) til den vestlige del af Tyskland.

Den sovjetiske fremrykning havde også medført, at Østpreussens befolkning havde sat sig i bevægelse vestover mod kysten, selv om nazipartiets koryfæer havde forsøgt at forklare, at det gjaldt om at blive, stå fast og forsvare hjemstavnen mod ”de mongolske horder fra øst”. En evakuering var således endnu ikke beordret. Umiddelbart var der ikke skibe til rådighed, men fra den 21. januar lykkedes det Engelhardt at sende skibe til såvel Königsberg som Pillau (Baltijsk).

Flygtninge på vej om bord på Wilhelm Gustloff. Skibet, der før havde været et krydstogtskib med glade feriegæster og kulturelle aktiviteter, var nu fyldt med fortvivlede flygtninge og sårede soldater. Ikke alene havde skibet fået en anden funktion end tiltænkt, det var også på vej i mod en meget dyster skæbne.
“Om bord var blandt andet 162 hårdt sårede soldater samt et stort antal lettere sårede soldater. Skibet var således et legitimt mål.”

Den 28. januar besluttede Kriegsmarine at rømme ubådenes støttepunkter i Gotenhafen og Danzig. Hermed blev ”Wilhelm Gustloff” beordret mod Kiel, og afgangen fandt sted om eftermiddagen den 30. januar, hvor man havde en konvoj og en beskeden eskorte klar. I dagene op til afgangen havde flere tusinde civile fået adgang om bord. Om bord var desuden 918 ubådsgaster, 373 Marinehelferinnen (kvindelige ”marinelotter”), 162 hårdt sårede soldater samt et stort antal lettere sårede soldater. Skibet var således et legitimt mål. På vej ud af havnen mødte skibet et skib fra Pillau, og en del flygtninge kom direkte om bord herfra. Flere end 10.000 mennesker vurderes at have været om bord i ”Wilhelm Gustloff”. En del af redningsbådene var taget fra borde og brugt i havnen til tågeudlægning. Skibet førte dæmpede sidelys for at undgå kollisoner i konvojen.

hefen for den sovjetiske ubåd S-13, kaptajnløjtnant Aleksander Marinesco, havde denne aften opdaget, at fyret ved Rixhöft (Rozewie) var tændt. Han tænkte, at det nok var ensbetydende med passage af en konvoj. Noget senere opdagede udkiggen i ubådens tårn en grøn lanterne, sidelanternen fra Wilhelm Gustloff. Sigtbarheden var på det tidspunkt 3 sømil uden for snebygerne. Vinden blæste fra vestnordvest med 6 – 7 meter per sekund, lufttemperaturen var minus 18 grader og vandtemperaturen plus 4 grader.

Ubåden var dykket ud (lå i overfladen). Ubådschefen besluttede sig for at omsejle det ret store mål i overfladen, og det tog to timer at gå uobserveret agten om målet. Herefter var ubåden i angrebsposition fra landsiden – stadig på overfladen på en relativ lav vanddybde på mindre end 30 meter. Ubåden sejlede nu ”awash”, det vil sige kun med tårnet oven vande. Angrebet blev udført på en afstand af 600 meter. Der blev affyret tre torpedoer klokken 21.08, og de ramte alle tre. En fjerde torpedo startede i røret, men kom ikke ud. Wilhelm Gustloff sank langsomt, satte stævnen ned i havbunden og forsvandt fra havets overflade på en time og ti minutter . Vraget ligger på 48 meter vand på position 55˚ 07’ N – 17˚ 42’ E, øst for Stolpe Banke. Konvojens skibe bjærgede 1.239 mennesker i live, men af dem overlevede kun 904 det næste døgn. Vandtemperaturen gjorde det kun muligt at opholde sig ganske få minutter i vandet, og der var ikke meget redningsmateriel, man kunne redde sig op på. En af de overlevende, Heinz Schön, har viet sit liv til skibets skæbne, og hans beregninger – som kan være fejlbehæftede – siger, at 9.343 mennesker omkom i forbindelse med ”Wilhelm Gustloffs” forlis.

Kriegsmarine opgjorde operationens resultater ved krigens slutning. 2.022.602 mennesker var blevet reddet ud, heraf knap 600.000 alvorligt sårede soldater. 245 skibe gik ned og 33.000 mennesker var omkommet på havet. Af dem opholdt halvdelen sig på blot tre skibe, ”Wilhelm Gustloff”, ”Steuben” og ”Goya”. Ca. 10 % af de tyske flygtninge kom til Danmark.

En ting Dönitz fandt ud af var, at Hitler i virkeligheden ikke interesserede sig for den tyske befolknings lidelser.

Det tidligere "Kraft-durch-Freude" skib "Wilhelm Gustloff" blev på sin rejse fra Danzig sænket. 3700 fra ubådsmandskabet og 5000 flygtninge og NS-officerer var ombord."

Om forfatteren 

Poul Grooss er pensioneret fra Søværnet og har derefter frem til 2013 arbejdet som militærhistoriker for Forsvarsakademiet. Han har været lærer i moderne militære operationer på Søværnets Officerskole og Forsvarsakademiet, og under den seneste Golfkrig var han Jyllandspostens militære sagkyndige. I 2014 udgav han en bog om krigen i og omkring Østersøen 1939 – 1945 via Statens Forsvarshistoriske Museum.

Poul Grooss er rejseleder på en lang række af rejser hos Cultours:

Krigens Sidste År bog
Bogen Krigens Sidste År

“KRIGENS SIDSTE ÅR” er udgivet som bog

Krigens Sidste År er fortalt af Cultours´ erfarne rejseledere og anerkendte militærhistorikere

Format: A4 med mange illustrationer.

Læs hele Cultours´ føljeton "Krigens Sidste År"​

I Krigens Sidste År perspektiverer vi det storpolitiske spil, vi giver et portræt af samtiden og begivenhedsrækken og kommer med et bud på, hvordan verden ville se ud i dag, hvis enkelte begivenheder var faldet anderledes ud. 

D-dag

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Læs mere »
Caen

Caen

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Læs mere »
Falaise

Falaise

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Læs mere »
Slaget om Okinawa

Okinawa

24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder i krigens sidste år.

Læs mere »