Ardenneroffensiven

Angrebet og omringningen af Bastogne

Da tyskerne angreb over grænsefloden mellem Tyskland og Luxembourg om morgenen d. 16. december var det begyndelsen på en sej og stædig modstand fra de langt underlegne amerikanske styrker. Denne modstand sinkede den tyske fremrykning mod det vigtige trafikknudepunkt, byen Bastogne. Det var klart både for amerikanerne og tyskerne, at Bastogne var af afgørende betydning for tyskernes fremstød mod vest. Da amerikanerne var kommet sig over overraskelsesangrebet, sendte de så hurtigt som muligt forstærkninger til byen, heriblandt den 101th Airborne division. Umiddelbart efter at de nåede frem, gik de i stilling ved byens indfaldsveje, og nogle steder kom de kun tyskerne en halv time i forkøbet. D. 21. december omringede de overlegne tyske styrker byen. De indesluttede amerikanere forsvarede den indædt, og derved forhindrede de tyskernes hurtige fremrykning vestpå. Næstkommanderende i den 101th airborne, McAuliffe, var øverstkommanderende i indeslutningen, og det var ham, der svarede: ”Nuts!” da den tyske parlamentær tilbød de omringede amerikanere, at de kunne overgive sig til ham.Kampene nord for Bastogne varede ved til midt i januar. 101th airborne blev trukket tilbage 18. januar

Kampgruppe Peiper

Spydspidsen i den nordlige arm af det tyske angreb var Kampfgruppe Peiper, opkaldt efter den øverstkommanderende Obersturmbannfürer Jochen Peiper. Kampgruppen var en del af Leibstandarte SS Adolf Hitler, og den var dannet til lejligheden. Den bestod af 5000 mand udstyret med de bedste våben, der var adskillige kampvogne bl.a. de moderne tunge Königstigere og der var pansrede mandskabsvogne, mobile luftforsvarskanoner og lastbiler. Angrebet startede d. 16. december om aftenen. Peipers opgave var at nå frem til floden Meuse, hvor han skulle erobre en af broerne i løbet af 3 døgn. Alle fra divisionschef til Peipers officerer tvivlede på, at det kunne lade sig gøre i det bjergrige terræn med mange dale og floder og med broer, der skulle krydses. Peiper havde protesteret over den stramme tidsplan, men han havde blot fået at vide, at den ikke kunne ændres.

For at undgå at blive forsinket af kampe med de amerikanske styrker i området havde Peiper valgt at benytte mindre veje til fremrykningen, og det lykkedes stort set at undgå amerikanerne de første dage. Da han havde travlt og ikke kunne afse mandskab til at føre krigsfanger til baglandet, blev tilfangetagne amerikanere myrdet. Den mest kendte episode fandt sted ca. 10 km syd for byen Malmedy, hvor over 90 ubevæbnede amerikanske fanger blev skudt. Det lykkedes nogle få at flygte, og de fortalte om massakren, der fik navnet Malmedy-massakren. Det blev slået stort op i hærens avis og i den amerikanske presse, og hos de amerikanske tropper bredte der sig et ønske om hævn, der resulterede i en del tilfælde af amerikanske drab på krigsfanger.

Efterhånden som Peiper kom længere frem, mødte han flere og flere sprængte broer, og hans fremfærd overfor civilbefolkningen blev mere og mere brutal. I byen Stavelot myrdede Kampgruppe Peiper omkring 200 civile. D. 23. december standsede fremrykningen. Mængden af sprængte broer, den hårdnakkede amerikanske modstand og en fuldstændig mangel på brændstof satte en stopper for Kampfgruppe Peipers fortsatte fremfærd. I den lille landsby Le Gleize besluttede Peiper at sprænge og tilintetgøre alle køretøjer, og d. 24. december påbegyndte de tilbageværende 800 mand en vandring til fods tilbage til de tyske linjer. Ved at gå om natten lykkedes det for stort set dem alle at undgå amerikanerne og at komme tilbage til Tyskland.

Næste gang i Krigens Sidste År.

I begyndelsen af 1945 kæmper de allierede hære sig langsomt ind i selve Tyskland mod den sidste, indædte, tyske modstand. Efterhånden oprulles det nazistiske regimes grusomheder for hele verden. 27. januar 1945 mens det endnu er mørkt, nærmer en sovjetisk motoriseret skyttedivision sig Birkenau og Auschwitz i det sydlige Polen. Det syn der møder dem trodser enhver beskrivelse.

Følg med i næste afsnit når Poul Grooss beretter om befrielsen af koncentrationslejrene Auschwitz og Birkenau.

Om forfatteren

Torsten Granov er direktør og grundlægger af Cultours. Torsten Granov har rejst over hele verden og ledet mange rejser til nære og fjerne egne af kloden. Torsten Granov er cand. mag. i fransk og historie og har bl.a. undervist i fransk historie på Århus Universitet.

Torsten Granov er rejseleder på følgende militærhistoriske rejser: