Lommen ved Falaise - Stalingrad i vest!

Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours.

Høj 262 – Mont Ormel, Falaise, 21. august 1944 – Slaget om Normandiet er slut

Slaget om Normandiet er nu ved at nærme sig sin afslutning. Efter landgangen 6. juni – for mere end 2 måneder siden – har de tyske tropper kunnet holde de allierede inde på den normanniske halvø, og de har modstået alle forsøg på at bryde ud. Gradvist er det allierede tryk dog blevet større og større, samtidig med at de tyske styrker er blevet mere og mere nedslidte. Panserdivisioner er blevet flyttet i hast fra det ene kritiske sted på fronten til det næste uden mulighed for at få ro til genopbygning og reparationer. Den 25. august bryder amerikanerne endelig igennem i operation COBRA, og den tyske front går mere og mere i stykker. Allerede 1. august strømmer general Pattons nyligt aktiverede 3. armé ud i hele Frankrig. General Patton står personligt i et vejkryds ved Avranche og genner 4 divisioner igennem. En af divisionerne ringer tilbage for at rapportere om fremrykningen, hvortil Patton svarer: ”Læg på, og kør videre!”. Allerede 3. august erobrer amerikanske tropper Rennes dybt inde i Bretagne, og 9. august falder Le Mans, næsten halvvejs til Paris, til den 2. franske panserdivision under general Leclerc.

Hitler, som befinder sig i Ulveskansen i Østprøjsen 2000 kilometer væk, beordrer et stort modangreb for at afskære Pattons armé, der strømmer ud i Frankrig. Isoleret på et stabskort ser muligheden for at skære de amerikanske styrker over i to lovende ud – de har kun en smal korridor, ikke mange kilometer bred, ned mod Avranche. I virkeligheden bliver den smalle korridor fornuftigt forsvaret af amerikanerne, og de tyske styrker er svage og udslidte. Siden D-dag har tyskerne mistet næsten 160.000 soldater – og de har kun fået 10.000 som erstatning. Amerikanere, briter og canadiere har mistet endnu flere, men de kan blive ved at forstærke med nye tropper – og nyt materiel, kampvogne, brændstof og granater til kanonerne. Den tyske øverstbefalende, generalfeltmarskal Von Kluge, som har stor erfaring fra Østfronten, har advaret Hitler inden angrebet: Ved at sende vore panserstyrker dybt ind i flanken på amerikanerne, udsætter vi os selv for at blive omringet og nedkæmpet! Som Hitler befaler, kommer modangrebet ved Mortain d. 6. august. I tæt tåge. De tyske panserdivisioner når ikke at blive klar, fordi de ikke kan frigøres andre steder på fronten, så angrebet kommer aldrig godt fra start. Den forreste tyske Panther kampvogn i 1. SS Panserdivision bliver ramt af et nedskudt amerikansk jagerbombefly og spærrer fremrykkevejen i timer. Dagen efter letter tågen, og de uendelige rækker af allierede jagerbombere har en festdag på de tyske panserkolonner, som sjældent kan skjule sig på de smalle jordveje. Hitler har lovet 300 tyske fly i støtte for angrebet, men ingen viser sig på himlen. De tyske soldaters mundheld er: ”Hvis det er et sort fly, er det amerikansk, hvis det er gråt, er det engelsk – hvis det er usynligt, er det Luftwaffe!”. Hitler beordrer angrebet til at fortsætte, selvom der ingen chance er for succes. Resultatet bliver, at de tyske panzerdivisioner begraver sig dybere og dybere ind i favnen på amerikanerne, som samtidig er godt på vej ud i Frankrig, mod Brest, Paris, Seinen – og på vej til at omringe de tyske styrker i Normandiet.

Med oprettelsen den amerikanske 12. armégruppe, med general Omar Bradley som chef, bliver amerikanerne niveaumæssigt ligestillet med Montgomerys 21. armégruppe, som består af britiske og canadiske tropper. General Montgomery har stadig kommandoen over alle landtropper, mens General Eisenhower har den øverste kommando, dog stadig med sit hovedkvarter i England - langt fra fronten. Netop det at Eisenhower er for langt fra fronten, er siden blevet kritiseret, for det medførte et manglende taktisk overblik over situationen. Måske betyder dette manglende overblik, at de allierede ikke umiddelbart indser muligheden for at omringe de tyske arméer i Normandiet? Med til vurderingen af historien hører også, at de allierede endnu aldrig har prøvet de store omringningsslag, såkaldte ”kedler”, som tyskerne var eksperter i på østfronten i 1941 og 1942. Muligheden er derfor ikke tydelig for dem. Det tager i hvert fald adskillige dage, hvor Pattons 3. armé kører mod syd og ud i Bretagne, før de allierede indser muligheden for at omringe de tyske styrker. Historien fortæller, at det er Eisenhower og Bradley der først får ideen under en frokost i en vejkant, mens de er ude og besøge tropperne. I hvert fald holder Bradley ideen for sig selv de første dage, før han foreslår det for Montgomery, og først derefter begynder de allierede målrettet på at omslutte de tyske styrker, i det der bliver til lommen ved Falaise. Navnet stammer fra hovedbyen i det område, hvor lommen skal lukkes. Hvor de canadiske tropper nordfra og de amerikanske tropper sydfra skal mødes og dermed indeslutte de tyske styrker. Det bliver løseligt koordineret, at den amerikanske 3. armé sydfra skal erobre byen Argentan og der være ambolten for den canadiske hammer, der kommer fra Caen i nord. Men som det så ofte sker i krig, går det ikke helt efter planen.

Det amerikanske angreb mod Argentan går galt næsten fra starten. På trods af general Pattons iver og drift, er ordrerne til de amerikanske korps ikke tydelige, og det koster flere dages forsinkelse. Det tyske forsvar er ikke stærkt, så indledningsvist er de mest hindret af trafikpropper og skænderier om hvilken division, der skal rykke frem ad hvilken vej. Samtidig angriber den amerikanske 1. armé tyskerne inde i lommen, så de så at sige presser dem ud og væk, noget som modarbejder hensigten med at fange så mange tyskere i lommen som muligt. Da amerikanerne endelig får indtaget Argentan, hvilket reelt først sker d. 20. august, rykker de ikke længere nordpå, selvom det kan lukke hullet tidligere. I stedet bliver de, hvor de er, og venter på de stærkt forsinkede canadiere. Denne beslutning har siden været meget omdiskuteret, men Omar Bradley vurderer på det tidspunkt, at der stadig er stærke tyske styrker i lommen, og han vil ikke risikere en svag fremrykning, som måske kan nedkæmpes af tyskerne.

Canadierne angreb fra Caen i nord for at lukke lommen. Den 14. august begynder det kraftigste canadiske angreb med et bombardement med tunge bombefly som kaster 3700 tons bomber, som også forårsager over 400 canadiske og polske dræbte og sårede. 16. august erobrer de Falaise, men de er stadigvæk langt fra at lukke hullet ned til amerikanerne i Falaise. De tyske enheder kan fortsat flygte mod vest.

Tyskerne har indset faren for omringning, allerede da Hitler beordrer angrebet ved Mortain d. 6. august. Men Hitler vil ikke høre tale om tilbagetrækning, end ikke for at redde sine arméer i vest. Hele den tyske 5. panzerarmé og 7. armé blev hurtigt omsluttet. Det er 100.000 tyske soldater i næsten tyve divisioner. Nogle er dog en skygge af sig selv, f.eks. er 2. SS panzerdivision nede på bare en håndfuld kampvogne og mindre end tusind soldater – end ikke en egentlig kampgruppe. Ordren til at trække sig tilbage, ud mod øst i forsøget på at undslippe omringningen, kommer først d. 16. august. Feltmarskal Kluge udsteder ordren, og Hitler bekræfter den få timer senere. Men Von Kluge bliver kort tid efter afløst af Feltmarskal Walther Model og beordret tilbage til Berlin til udspørgning i forbindelse med attentatet på Hitler d. 20. juli. Inden von Kluge når til Berlin, begår han selvmord. Samtidig er de tyske styrker på vild flugt for at nå ud af lommen, inden den lukker sig. Enhederne kan ikke holde sammen under vedvarende flyangreb og artilleriild, så ofte må hver mand kæmpe for sig selv. Mange tyske soldater kravler om natten i hække og åer for at undgå at blive set, mens de ligger stille om dagen. Ethvert køretøj trækker en kanon efter sig i forsøget på at redde den ud, og tyske soldater hænger som burrer på siden af de kampvogne, der er på vej ud. Mange når det aldrig. Allierede jagerbombere – Thunderbolts, Typhoons og Lightnings – flyver over tusind togter om dagen i nådesløse angreb på de flygtende tyskere. Sceneriet af død og ødelæggelse er ubeskriveligt. Hundredvis af ødelagte kampvogne, lastbiler, kanoner og heste – og mennesker, ligger spredt langs vejen, der i dag er skiltet som couloir de la mort – på dansk: dødsgangen.

Men det lykkes stadig tyskere at undslippe, for lommen er endnu ikke lukket. Canadierne trænger for langsomt frem, og amerikanerne holder fortsat ved Argentan. D. 16. august giver Montgomery endelig amerikanerne lov at angribe længere nordpå mod den lille by Chambois. Nordpå bliver den polske panserdivision indsat i angreb sydpå for at møde amerikanerne. Polakkerne er frygtløse og kører fremad uden støtte fra canadierne, og snart er de polske kolonner dybt inde i de tyske linjer. Det hele er kaos, og det er svært at kende ven fra fjende. En polsk kampvognsbataljon når Høj 262, også kendt som Mont Ormel i løbet af d. 20. august, og herfra har polakkerne et fremragende overblik over terrænet – men de ligger også midt i den tyske flugtrute. Tyskerne angriber den polske stilling på Høj 262 nådesløst i 3 dage, hvor polakkerne er fuldstændig afskåret. Såvel inde fra lommen som ude fra angriber tyske SS’ere de polske stillinger. Tæt tåge, regnvejr og tidligt mørkefald gør kampene endnu hårdere. Tre tyske Panzer IV kampvogne bryder ind i de polske stillinger og befrir nogle tyske fanger, inden de selv bliver slået tilbage. SS panzergrenadierer kravler op ad skråningerne i mørket og smider håndgranater ind i de polske stillinger.

Polakkerne løber hurtigt tør for både ammunition, brændstof og førstehjælpsudstyr. Man forsøger at kaste forsyninger ned til dem med faldskærm, men det falder i tyske hænder. Kampene er så hårde, at canadierne ikke kommer ind til dem med forsyninger før d. 21. august. Da de canadiske enheder ankommer, beskriver de Høj 262 som det værste, de hidtil har set. Brændende køretøjer blokerer vejene, der ligger polske og tyske lig overalt, og midt i det hele bliver 800 tyske fanger løseligt bevogtet. Men polakkerne har holdt ud i 3 dage uden forsyninger, de har holdt stand imod en omringning og angreb fra 2 SS Panzerdivisioner – og de har lukket lommen ved Falaise! Polakkerne selv mister over 300 mand, halvdelen af deres styrke. Tyskerne mister 2000 mand alene i kampene om Høj 262.

Det samlede resultat for tyskerne er langt værre. To tyske arméer på næsten 100.000 soldater er fra begyndelsen fanget i lommen. På grund af ødelæggelserne er det vanskeligt at opgøre de nøjagtige tab. Floden Dives blev erklæret sundhedsskadelig pga. de mange rådnende lig, og de allierede bliver ved at rydde op indtil november. Mange lig – af mennesker og heste – bliver bulldozet i massegrave. 10.000 tyskere mister livet, 50.000 bliver taget til fange – men 20-30.000 tyskere undslipper, fordi de allierede er for langsomme til at lukke lommen. Tyskerne mister over 300 kampvogne og pansrede køretøjer, over 2000 lastbiler, og hundredvis af artillerikanoner. Det er stort set alt materiel fra de to arméer. De tyskere som nu flygter tilbage mod Tyskland er til fods og uden ledere. Det er et nederlag af Napoleonske dimensioner, som en tysker beskrev det.

Lommen ved Falaise var ødelæggelse af hidtil usete dimensioner. Det var Stalingrad i vest, og det var ødelæggelsen af to tyske arméer og al effektiv tysk modstand vest for Seinen. Bradley havde helt ret, når han sagde, at sådan en mulighed kun opstod én gang i et århundrede. Det var også det eneste store omringningsslag i vesten under 2. verdenskrig. Det var samtidig enden på slaget om Normandiet. Hvad der før operation COBRA havde syntes så langt væk, var pludselig sket. Siden D-dag 6. juni havde de allierede og tyske styrker kæmpet, og længe havde udfaldet ikke været afgjort. Efter Avranche d. 1. august var der ikke længere tvivl, og d. 21. august var det slut. To tyske arméer var brudt sammen og flygtet hovedløst mod øst, hjem mod Tyskland. Vejen til Paris lå åben, ja selv til Holland, Bruxelles i Belgien – og måske til Tyskland?

Følg med 17. September når Niels Vistisen beretter om Operation Market Garden - slaget ved Arnhem.

Om forfatteren

Niels Vistisen 

er uddannet cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten.

Niels Vistisen er rejseleder på rejsen Normandiet D-dag.

Hvis du gerne vi se billeder fra Niels Vistisens seneste rejse til Nomandiet d. 2.-8. juli, så klik her.