Tilmeld dig gratis og modtag over 24 beretninger med video, billeder mm. fra de mest skelsættende begivenheder.

17. september: Operation Market Garden – broen ved Arnhem

Af Niels Vistisen Cand.mag. i historie, major og rejseleder hos Cultours.

I begyndelsen af september 1944 er den allierede fremrykning mod Tysklands grænser løbet tør for brændstof – bogstaveligt talt. Med lukningen af lommen ved Falaise d. 21. august sluttede slaget om Normandiet, og de allierede hære er stormet frem med rekordfart i hælene på flygtende tyskere. Allerede d. 26. august bliver Paris befriet uden kamp, d. 3. september Bruxelles og d. 6. september Antwerpen. Men de allierede styrker skal stadig forsynes fra landgangsstrandene i Normandiet, fordi de endnu ikke har befriet en større havneby – Cherbourg er for eksempel ikke brugbar pga. de tyske ødelæggelser. Bare én af General Pattons panserdivisioner bruger 400.000 tusind liter benzin – om dagen! 1. september bliver Montgomery udnævnt til Feltmarskal, måske som en trøst for at han den dag ikke længere er øverstbefalende over landstyrkerne. Den rolle overtager general Eisenhower selv d. 1. september, og han udnævnes til femstjernet general i den amerikanske hær – for at være på niveau med Montgomery, som formelt er underlagt ham. Tre amerikanske armégrupper med 6 arméer og næsten to millioner mand inklusiv de amerikanske og franske styrker der var landet i Sydfrankrig 16. august, er på vej mod Tysklands grænse mod det, der virker som en fuldstændigt kollapset tysk modstander. Men i starten af september bliver den tyske modstand igen mærkbar, for Feltmarskal Model har fået styr på de tyske tropper.

 

General Sir Brian Horrocks, chef for 30. korps, 7. september: ”nu er vi ikke længere forfølgere – nu kæmper vi os frem”
Befrielsen af Bruxelles var en glædesrus for belgiere og briter - men det var det sidste af fremrykningen, før tyskerne genvandt fodfæstet og fik etableret en frontlinje.

Tusindvis af fly bragte faldskærmstropper og svævefly til Holland. De fleste nedkastninger foregik præcist og uden uheld - meget modsat D-Dag.

Parallelplanlægning og dårlig koordination

Montgomerys svar er en dristig operation med et tyndt fremstød op gennem Holland over en halv snes broer, bl.a. over Rhinen, og så ind i Tyskland, direkte ind i det vigtige industriområde, Ruhr. Operationen indebærer, at tre faldskærmsdivisoner skal kastes ned over Holland for at erobre broerne, som de britiske kampvogne fra 30. korps skal bruge til fremrykningen. Operationen bliver kaldt ”Market Garden” – på dansk køkkenhave. Det strategiske mål er at nå frem over Rhinen – men der er 2 andre store floder og en mængde mindre floder imellem briterne og Arnhem. Derfor er det af største vigtighed, at de luftbårne styrker erobrer alle broerne intakte. Amerikanske, britiske og polske faldskærmstropper i den allierede 1. luftbårne armé er klar og har været det længe. Siden D-dag er der ikke blevet brugt faldskærmstropper, selvom der har været rigeligt med forslag fra faldskærmstropperne selv. Men hver gang en operation var planlagt, blev den overhalet af den allierede fremrykning. Så da forslaget om Market Garden kommer, er det vigtigt for cheferne i den luftbårne armé, at de får lov at vise deres værd, og at operationen bliver til noget. Planlægningen af Market Garden tager kun en uge, fra 10. til 17. september, og der foregår megen parallelplanlægning i både England, hvor faldskærmstropperne befinder sig, og i Belgien, hvor landstyrkerne står. Det betyder at koordineringen af planerne er særdeles mangelfuld.


17. september: ”Det sner aldrig i september”

Søndag d. 17. september begynder som en almindelig og fredelig søndag i Holland, og mange går i kirke. Men lige efter frokost begynder de endeløse flokke af transportfly at komme ind over landet som et sikkert tegn på, at noget meget stort er i gære. Over 1500 transportfly nedkaster faldskærmstropper og svævefly en snes steder mellem Eindhoven og Arnhem. De mange faldskærme der folder sig ud, ligner ifølge en tysk soldat store snefnug, der daler fredfyldt ned. Men, som han tænker: ”Det sner aldrig i september”. De fleste landinger foregår i god ro og orden i stærkt kontrast til de spredte natlige nedkastninger i D-dag i Normandiet. Enhederne bliver hurtigt samlet og rykker mod deres angrebsmål. Samtidig med dette begynder den britiske fremrykning på landjorden fra ”Joes Bridge” i Belgien lige før den hollandske grænse. De britiske Shermankampvogne fra Irish Guards afventer et stærkt artilleribombardement af, hvad de mener, er meget svage tyske stillinger, før de rykker frem ad hovedvejen, som skal føre dem helt til Arnhem 100 km mod nord, hvor den britiske 1. luftbårne skal erobre broen over Rhinen. Tidsplanen siger 48 timer, som er det, faldskærmstropperne kan klare sig uden forstærkninger, så hastighed er den vigtigste faktor i hele operationen. Men de kommer dårligt fra start. Den tyske kampfgruppe Walther er blevet forstærket med tyske Fallschirmjäegere, og med deres panserværnskanoner bremser de briternes fremrykning. Kort tid efter angrebet er begyndt, er de allerede langt bagefter tidsplanen.

"Det sner aldrig i september" - de mange hvide faldskærme lignede store tunge snefnug, som dalede mod jorden.

Frundsberg og Hohenstaffen – to SS-panzerdivisioner

Den allierede vurdering af den tyske modstand i Holland var grundlæggende forkert. Eller, den var i hvert fald forældet. Efter den vanvittige fremrykning i august var det vanskeligt at tro, at tyskerne kunne stille hård og organiseret modstand op. Den holdning gennemsyrede den allierede ledelse i starten af september og blev også grundlaget for Market Garden. Men tyskerne havde formået at få styr på kaos og få samlet de flygtende tropper under målrettet føring. Feltmarskal Walther Model havde beordret militærpolitiet til at standse alle flygtende tyske soldater og sende dem til fronten i enheder. De tyske panzerdivisioner som var blevet ødelagt i lommen ved Falaise, var under hastig genopbygning, og selvom de stadig var små og med få kampvogne, så hang de dog sammen. Netop to tyske SS. panzerdivisioner fra Normandiet var sendt til genopbygning ved Arnhem. Frundsberg var 10. SS Panzerdivision, og Hohenstaffen var 9. SS panzerdivision, og de var begge i Holland. Da meldingerne om faldskærmstropper kom, blev de øjeblikket alarmeret og sendt ud for at nedkæmpe luftlandsætningerne. Briterne havde ikke regnet med tyske kampvogne i området, og da luftbårne enheder per definition er lette, er de således meget underlegne i forhold til kampvogne.


Broen ved Son sprænges for næsen af Easy-company

En af de første broer som de britiske kampvogne skal passere under fremrykningen, er broen ved Son, lige nord for Eindhoven. 101. luftbårne divisioner med ”band of brothers” har til opgave at erobre broen. Men den sprænges lige for næsen af de fremrykkende amerikanere. Kaptajn Winters må padle over floden på en dør taget fra et hus. D. 18. september, 48 timer senere, begynder briterne at bygge en feltbro, så angrebet kan fortsætte, men nu er de allerede 2 døgn bagud, og der er stadig 70 kilometer og adskillige broer mellem dem og Arnhem. Lidt længere mod nord er heldet med 82. luftbårne division. Det lykkes dem at erobre den lange og vigtige bro ved Grave helt intakt. Der er kun svag tysk modstand, og da amerikanerne angriber broen fra begge ender på én gang, bliver modstanden hurtigt nedkæmpet og broen sikret. Det vigtigste angrebsmål for 82. luftbårne er broen over floden Waal i Nijmegen. Waal er en stor og bred flod, som man ikke bare lige kan bygge en feltbro over. Men størstedelen af divisionen bliver kastet ned udenfor byen tæt ved grænsen til Tyskland. Heldet er bare ikke på de allieredes side!  Allerede få timer efter landsætningerne kan en tysk træningsdivision angribe landezonerne og på den måde binde faldskærmstropperne. Kun to sølle kompagnier – mindre end 200 soldater - når om aftenen ind i Nijmegen by for at prøve at erobre broen. Her har de tyske soldater brugt tiden godt, de har forstærket forsvaret og slår amerikanerne tilbage. En enhed fra SS-panzerdivisionerne er nået frem til Nijmegen og gør det endnu sværere for amerikanerne at kæmpe sig frem mod broen, som forbliver sikkert på tyske hænder de næste 4 dage.

Broen i Nijmegen blev ikke erobret af 82. luftbårne 17. september. Tyskerne fik tid til at forstærke forsvaret og holdt hårdnakket fast i broen i dagevis.
”Den korrekte måde at tage en bro på, er ved at angribe begge ender på én gang” General ”Jumping Jim” Gavin, 82. luftbårne division.

John Frostbrug – Broen ved Arnhem

Vest for Arnhem, faktisk hele 12 kilometer fra broen som er det primære angrebsmål, lander briternes 1. luftbårne division lige efter frokost. Faldskærmsbataljonerne samler sig hurtigt og begynder en ilmarch ind mod broen. De andre enheder, hvoraf størstedelen lander i svævefly, bruger længere tid på at samle sig og kommer først sent afsted. Den forreste faldskærmsbataljon er 2. bataljon under kommando af oberstløjtnant John Frost. De marcherer så hurtigt, de kan, langs floden ind mod byen og må undervejs skuffe alle de hollændere, der byder dem på kys, blomster og te. John Frost ved, at det er et kapløb med tiden at nå broen før tyskerne. Det første de når frem til, er jernbanebroen. Den sprænger tyskerne i luften foran dem. Jagten går videre frem mod vejbroen, som de når uhindret, og de besætter den nordlige ende. Tyskerne holder stadig den sydlige. John Frost er med sin bataljon og nogle få støtteenheder de første – og de sidste – som når frem til broen. De er under 1000 soldater tilsammen. Bagude løber både 1. og 3. faldskærmsbataljon ind i beslutsom tysk modstand fra Kampfgruppe Kraft, ledet af SS Sturmbannführer Sepp Krafft. Hans bataljon er en træningsenhed for unge befalingsmænd, som lige har øvet indsats mod luftlandsætninger. Selvom de er i undertal, lykkes det dem at standse den britiske fremrykning mod broen i de allerførste timer efter luftlandsætningen. Inde ved broen forsøger John Frost at erobre hele broen, men hans bataljon kommer aldrig over på sydsiden. Til gengæld kommer en tysk SS-opklaringsbataljon ræsende mod nord d. 18. september, og selvom den bliver nedkæmpet af briterne, er det en forsmag på, hvad der venter, når de to SS-panzerdivisioner senere for alvor begynder angrebet.


Britiske faldskærmstropper i Arnhem. Faldskærmstropperne kæmpede hårdt og dygtigt, men de manglede tunge våben mod tyskere med stormkanoner og kampvogne.
Omkring Oosterbeek holdt faldskærmstropperne stand længe - uden vand og ammunition, og mod vedvarende tyske angreb.

Oosterbeek- perimeteren der bliver mindre og mindre

Resten af 1. britiske luftbårne division forsøger at kæmpe sig frem til Arnhem by og John Frost, men de bliver standset af den hårde tyske modstand. De skal samtidig både forsvare landezonerne, hvor deres forstærkninger skal komme de næste dage, og kæmpe sig vej ind i byen. Begge dele er umuligt. Selv hollandske SS’ere deltager i angrebet på landezonerne og lægger voldsomt pres på de britiske soldater. Divisionschefen, general Urquhart, tager ind til Arnhem for at være ved de forreste enheder, men han bliver fanget i krydsild og er pludselig afskåret! I to døgn gemmer han sig i et hus hos en hollandsk familie, indtil han kan komme tilbage til sit hovedkvarter. De to døgn er skæbnesvangre, for divisionen står uden handlekraftig ledelse! Efter tre dage står det klart, at det er umuligt at kæmpe sig frem til broen og forstærke John Frost og hans tropper. Resterne af divisionen bliver langsomt, men sikkert presset tilbage til forstaden Oosterbeek, hvor de forskanser sig i en lomme med ryggen mod floden. Kampene foregår hus til hus, hvor de britiske faldskærmssoldater forskanser sig. Tyskerne beskyder husene med stormkanoner og artilleri, inden de angriber. Faldskærmstropperne har ingen våben, der kan nedkæmpe kampvogne. De er prisgivet, men alligevel holder de ud. Døgn efter døgn går uden søvn, men med evindelige tyske angreb. Feltlazaretterne bliver hurtigt fyldte, og situationen forværres af, at alle de forsyninger som nedkastes med faldskærm, lander bag de tyske linjer. De radioer som briterne har med, virker overhovedet ikke ved Arnhem, bl.a. fordi jordbunden opsuger signalerne. De kan ikke kalde flyene på radio og fortælle, at de ikke får forsyningerne. De kan heller ikke fortælle om den desperate situation, de er i, og at de har behov for, at landstyrkerne når frem til dem, og at det snart er for sent.

 


Hells Highway – én vej er en katastrofal fejl

De fremrykkende britiske kampvogne fra 30. korps slider sig op ad landevejen mod Nijmegen ad det, der hurtigt bliver kendt som Hells Highway – djævelens landevej. De amerikanske faldskærmstropper fra 101. og 82. luftbårne har gjort, hvad de kunne, for at sikre vejen fra Eindhoven og op til Nijmegen, men det er kun delvist lykkedes. De er for få og for spredte, og tyskerne angriber med alt, hvad de har. De første britiske kampvogne som når Nijmegen, må starte med at hjælpe de amerikanske faldskærmstropper øst for byen ved Reichswald, før de kan begynde at trænge ind i byen mod den store bro over Waal. Nu har tyskerne forstærket forsvaret med kampvogne og SS’ere, og det bliver en hård kamp, gade for gade. Nijmegen står i flammer dag og nat, og kampene foregår med bajonetter og håndgranater. General Gavin indser, at det er nødvendigt at sende soldater over floden i stormbåde for at indtage broen fra nordsiden. Men de både som briterne har, er langt bagude i kolonnen, og denne ene vej er én stor trafikprop af kampvogne, lastbiler, forsyningskøretøjer og soldater. En kampvogn kan ikke køre to meter ved siden af vejen, før den sidder fast i den bløde jord. Onsdag d. 20. september sætter de amerikanske faldskærmstropper over floden dækket af kampvogne fra Irish Guards, som skyder røggranater over på den anden bred. Mirakuløst – eller stålsat – lykkes det amerikanerne at komme over trods den hårde tyske beskydning, og de stormer broen, som tyskerne ikke når at sprænge. Tre dage efter planen står de britiske kampvogne fra 30. korps nu kun 20 kilometer fra Arnhem og den belejrede 1. britiske luftbårne divison.

"Hells Highway" - blev tilnavnet på den ene vej som alle tropper og forsyninger skulle frem ad. Tyskerne havde held til at afskære vejen flere gange.

I Arnhem ventede to tyske panserdivisioner. Særligt stormkanoner, som denne STUG III, blev brugt med stor succes mod de let bevæbnede britiske faldskærmstropper ved Arnhem.

Flugten over Rhinen og de polske syndebukke

 

Den samme onsdag overgiver de sidste af John Frosts soldater ved Arnhembroen sig til tyskerne. De har holdt ud i 4 døgn, flere af dem uden søvn, uden vand og med svindende beholdninger af ammunition. Ss’erne har nedkæmpet dem hus for hus, ofte med Tigerkampvogne som skød ind i husene på klods hold. Ikke så snart er de nedkæmpet, før de tyske forstærkninger strømmer mod syd mod Nijmegen. Resten af divisionen holder tappert stand i Oosterbeek, men deres perimeter bliver mindre og mindre og mindre. Torsdag eftermiddag, d. 21. september bliver den polske faldskærmsbrigade under general Sosabowski kastet ned med faldskærm på den sydlige side af Rhinen, lige på den anden side af perimeteren, som briterne holder. Meningen er, at de skal over og undsætte briterne. Men på grund af tyskernes beskydning kan de ikke krydse floden. Al hjælp til den britiske 1. luftbårne division er umulig. Divisionen holder ud helt indtil 25. september, 8 dage efter nedkastningen. Da beslutter generalerne, at det er umuligt at redde situationen, og de sidste overlevende briter bliver i mørke og silende regnvejr sejlet over Rhinen i små gummibåde og med rebtræk. 1. britiske luftbårne division har mistet næsten 8000 mand, 1500 dræbte og 6500 tilfangetagne. Tilbage er 2000 soldater som undslipper, men divisionen er ødelagt. Broen ved Arnhem, som John Frost har kæmpet så hårdt for at holde, bliver bombet af amerikanske B-26 bombefly d. 6. oktober for at forhindre tyskerne i at bruge den til forstærkninger.


Hvad gik galt i Market Garden?

Market Garden var i sit koncept en spektakulær og dristig operation, som slet ikke var Montgomerys stil. Var han blevet overmodig, eller var det behovet for at trumfe amerikanerne og komme først over Rhinen? Planlægningen i operationen indeholdt mange fejl. Den største fejl var måske undervurderingen af efterretningerne om de tyske panzerdivisioner i området. Det eksempel bliver i dag brugt i uddannelsen af efterretningsanalytikere. Men operationen var grundlæggende for afhængig af, at alt gik godt, og det gør det sjældent i krig. Det var umuligt at føre et helt korps frem af én smal landevej, og derfor var tidsplanen helt urealistisk. Faldskærmstropperne var generelt spredt for tyndt, særligt fordi de skulle nedkastes over flere dage, da der ikke var fly nok til, at det kunne gøres på én dag. Derfor skulle de også forsvare deres landezoner, hvilket var en unødig og krævende opgave. Særligt i Arnhem gjaldt det, at landezonerne var alt for langt væk fra målet. Hele 12 kilometer skulle divisionen marchere for at nå frem til broen. Den største fejl ved operationen var måske, at selvom alt var gået godt, og de var nået frem og havde erobret broen ved Arnhem, så var de ikke inde i Ruhrdistriktet, som Montgomery lovede. Der var stadig én stor flod mellem dem og det strategiske mål. Operation Market Garden var både en bro for langt, en bro for lidt, og en uge for sent.

 

Operation Market Garden satte en stopper for den allierede fremrykning og overlod initiativet på Vestfronten til tyskerne. Målet med operationen havde været at afslutte krigen inden jul. At den slog fejl betød, at krigen helt sikkert ikke blev afsluttet inden jul. Nu fulgte måneder af slidsom fremrykning langs den brede front. Amerikanerne i Hürtgenwald og Vogeserne, canadierne i den sumpede indsejling til Antwerpen. Briterne stod stille. I Holland stod krigen stille hele vinteren, hvor tyskerne gengældte de lokales støtte under operationen med at udsulte hollænderne i det, der blev kendt som ”sultvinteren”. Hollændere spiste tulipanløgene bare for at overleve. Tyve tusind døde af sult den vinter i Holland, hvor landet skulle have været befriet i Montgomerys spektakulære operation. Selve operationen har siden været meget omdiskuteret, mest fordi Montgomery dengang hævdede, at den havde været en succes, mens det stod klart for de fleste, at det havde været ikke bare en fejlslagen operation, men tæt på en katastrofe. Montgomery påstod at operationen havde været ”90% succes, fordi man kun manglede én bro”, og til det svarede Patton: ”hvis du springer ud fra et højhus, er det også en succes de første 90% af turen”.


Næste gang i Krigens Sidste År.

Overalt i Europa har den tyske hær har svært ved at holde stillingerne. I januar 1943 faldt Stalingrad. Et år senere, d. 27. januar 1944, kunne Den Røde Hær sende sejrsfyrværkeri til himmels efter at have brudt belejringen af Leningrad. Mod vest kæmper Hitlers styrker med stadig større desperation mod engelske og amerikanske styrker, og det bliver mere og mere klart, at en status som allieret med Tyskland er en tvivlsom fornøjelse. Finlands håb om tysk støtte til at fastholde de områder, der blev generobret efter Vinterkrigen svinder ind. Det er på høje tid, at de finske politikere overvejer deres strategi.

Følg med næste gang, når kommandør Poul Grooss beretter om Finlands udtrædelse af krigen.


Om forfatteren

Om forfatteren

Niels Vistisen 

er uddannet cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten.

Niels Vistisen er rejseleder på rejserne Normandiet D-dag og Operation Market Garden - Broen i Arnhem

Hvis du gerne vi se billeder fra Niels Vistisens seneste rejse til Nomandiet d. 2.-8. juli, så klik her.


Aktuelt fra Cultours
  • Normandiet D-dag
    Normandiet D-dag

    Militærhistorisk klassiker. Der er stadig plads på afgangen 17. sep 2018

  • Rejser 2018

    Kataloger for 2018 kan læses/downloades/bestilles her. Alle rejser bliver løbende lagt på hjemmesiden.

  • Rejsekalender

    Hold øje med såvel rejser som arrangementer. Vi har et begrænset antal pladser.

  • Facebook

    Her kan du stille spørgsmål til rejselederen, diskutere og udveksle billeder med andre rejsedeltagere m.m.