En rejse til af de mest bombede steder under krigen, til et af de mest fantastiske turistområder i det 21. århundrede og samtidig et kig hundreder af år tilbage i tiden.
Maltas historie under 2. Verdenskrig er fascinerende. Denne lille ø fik så afgørende en strategisk betydning, fordi det ikke lykkedes italienerne at erobre den.
DATO
Rejseleder
Depositum pr. person
Pris
Under 2. Verdenskrig spillede den lille middelhavsø Malta en nøglerolle i briternes kamp mod Italien og Tyskland. Som et permanent hangarskib midt mellem Sicilien og Nordafrika, og dermed midt på forsyningsruten til Rommels Afrikakorps, blev Malta udsat for over 3.000 luftangreb på to år og skrev sig dermed ind i historien som et af de mest bombede steder under krigen.
DAG 1 – Afrejse fra Kastrup om morgenen. Ankomst Malta.
DAG 2 – Byvandring i Valletta, Krigsmuseet og beskyttelsesrum
DAG 3 – Flymiseet Ta’ Quali og middelalderbyen Mdina
DAG 4 – War HQ Tunnels, Lascaris Wa Room, havnerundfart og hjemrejse.
ANDRE MILITÆRHISTORISKE REJSER
”Til Maltas guvernør! For at ære ø-fæstningen Maltas tapre folk tildeler jeg den Georgskorset. Det skal være vidnesbyrd om et heltemod og en opofrelse, der længe vil være navnkundig i verdenshistorien.”
Strategisk beliggende midt i Middelhavet ligger en lille gruppe øer, hvor en del af 2. Verdenskrig blev afgjort. Den største er Malta. Gennem de første år i krigen mistede 20.000 tyske og italienske søfolk, 2300 britiske piloter og 1300 civile maltesere livet i kampen om det lille ørige, og befolkningen måtte udholde både massive bombardementer og hungersnød. I 1942 blev Malta bombet konstant i 154 dage – øen kaldes det mest bombede sted under 2. Verdenskrig!
Malta lå midt på den tysk-italienske forsyningsrute til Nordafrika og havde strategisk betydning for Rommels Afrikakorps. Malta er lille, så afstandene er korte, og der er spændende museer, underjordiske tunneller og spor efter krigen mange steder.
Afgang fra Kastrup om morgenen. Efter ankomst transferbus til vores centralt beliggende hotel ved hovedstaden Valetta. Her skal vi indkvarteres, og vi spiser i hotellets restaurant med udsigt over Valetta havn.
Bomberegnen var nådesløs over Malta og beskyttelsesmulighederne få. Når du besøger Malta at War Museum, går du nede i de tunnelkomplekser, hvor befolkningen søgte tilflugt. På havnen står du ved mindesmærket for de faldne i de voldsomme bombardementer, og senere går du langt tilbage og oplever den spændende korsriddertid og mere om 2. Verdenskrig i det flotte krigsmuseum i byens gamle fort.
3 ældre fly! Det var, hvad Maltas forsvar kunne mobilisere, da krigen med fuld kraft ramte øen i 1940. De fik kælenavnene ”Tro, Håb og Kærlighed”.
Når du står foran et af de tre på flymuseet, føler du kun ærefrygt, og den voldsomme historie understreges på den krigskirkegård, du ser bagefter. Derefter byder dagen på middelalder i lillebitte Mdina og et interessant besøg med mulig våbendemonstration i Fort Rinella.
I War HQ Tunnels står du i korsriddernes gamle tunneller, som også spillede en vigtig rolle under 2. Verdenskrig, og vi får en rundvisning i tunneller og rum, der normalt ikke er åbne for offentligheden.
I Lascaris War Rooms blev slaget om Malta og den senere landgang på Sicilien koordineret i et flot hovedkvarter, der er bevaret den dag i dag, og som Winston Churchill og præsident Roosevelt besøgte under krigen.
På havnerundfarten oplever du at sejle ind til byen, som konvojerne gjorde det i 1940 – 45. Du er helt tæt på historien! Flyet letter mod Danmark senere på aftenen
Tilkøbsmuligheder:
DATO
Rejseleder
Depositum pr. person
Pris
Niels er uddannet Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet (2007), og det,, kombineret med tjeneste som officer i Hjemmeværnet og Hæren giver ham mulighed for at bruge den akademiske og den operative militære virkelighed i sin fortælling. Han er ekspert i D-dag og de efterfølgende kampe på Vestfronten og har helt fra barnsben opbygget en stor viden på området, en viden som sidenhen er udbygget i samarbejde med bl.a. Forsvarsakademiet og engelske militære eksperter. Niels Klingenberg Vistisens karriere i Forsvaret er meget alsidig. Han var hovedskribent på ”Afghanistan Erfaringsopsamlingen” i 2015-2016, og han har arbejdet i den nu lukkede Irak- Afghanistankommission.
Han har derfor stor erfaring med moderne krigshistorie og arkiver. Derudover er han fast censor på krigshistoriske opgaver ved Forsvarsakademiet og officersskolerne, bl.a. når kadetterne skriver om D-dag og amfibiske operationer. Som senioranalytiker ved Hærens Efterretningscenter var han central i opbygningen af analyseenheden i en ny taktisk efterretningstjeneste i Danmark.
I forbindelse med Danmarks engagement i Afghanistan har Niels fungeret både som major ved Natos hovedkvarter, som rådgiver i oprørsbekæmpelse for US Marine Corps og som mentor for en afghansk distriktsguvernør i Helmand, og han deltager med stor vægt i debatten om indsatsen i Afghanistan, og om hvad vi kan lære om det 21. århundredes krige. Niels begyndte som guide for Cultours i 2012 med fokus på turene til Normandiet. Han er en dybt engageret og medrivende fortæller, der grundigt og levende formidler krigshistorien. Han formår at sætte begivenhederne ind i et større operativt perspektiv, så man ikke kun får beretningen om, hvad der skete, men så man forstår, hvorfor slagene udviklede sig, som de gjorde. Man får forklaring på, hvad der afgjorde, om det blev sejr eller nederlag.
Tag med til Malta! En af Europas mindste selvstændige stater og medlem af EU. Malta er lidt mindre end Mors og har 20 gange så mange indbyggere og en helt fantastisk spændende historie, der går mange hundrede år tilbage i tiden.
”Maltas historie under 2. Verdenskrig er fascinerende. Denne lille ø fik så afgørende en strategisk betydning, fordi det ikke lykkedes italienerne at erobre den. At tre gamle flyvemaskiner kunne holde hele det italienske flyvevåben stangen i 1940, er en krigshistorisk bedrift. Det mod og den udholdenhed, piloterne og malteserne udviste, var med til at stække Afrikakorpset, og bidrog til den allierede sejr i Nordafrika. Konvojerne til Malta, sønderbombet og torpederet af STUKA’er og italienske motortorpedobåde, er heroiske bedrifter og vel at mærke i krigens første år, hvor aksemagterne havde overtaget. Maltas historie under 2. Verdenskrig er helt unik og ærefrygtindgydende.”
– Niels Klingenberg Vistisen, Guide & krigshistoriker
Sin lidenhed til trods rummer Malta dramatik og historie i en helt overvældende mængde. Den smukke ø er dækket med historiske bygninger og steder, og selv om din rejse her drejer sig om nyere tid, har Malta spor af mennesker helt tilbage fra stenalderen.
Fort St. Elmo er en middelalderfæstning, som blev bygget af korsridderne i begyndelsen af 1500-tallet som værn mod de osmanniske styrker. Under en stor belejring i 1565, med voldsomme kampe som kostede flere tusinde tyrkere livet, faldt fæstningen til osmannerne. Efterfølgende er den blevet genopbygget og fylder halvtreds tusind kvadratmeter. Den ligger majestætisk midt i Valletta by, lige midt i havneindløbet. Fortet huser i dag Maltas Nationale Krigsmuseum, som spænder lige fra stenalderen, over korsriddertiden og ikke mindst anden verdenskrig. Her kan man bl.a. se et af de tre berømte Gloster Gladiatorfly, som i 1940 forsvarede øen mod en overlegen italiensk styrke. Fordi de fleste britiske jagerfly skulle bruges i slaget om England i 1940, var der kun 7 forældede Gloster Gladiator dobbeltdækkerfly på øen, og der var kun 3 piloter på vagt ad gangen. Derfor var der kun de tre jagerfly i luften ad gangen, når der kom italienske luftangreb. De blev døbt ”Faith, Hope and Charity”, efter et af apostlen Paulus’ breve, fordi han led skibbrud på Malta. De tre fly kæmpede så godt, at italienerne vurderede, at der var snesevis af britiske fly på øen. På museet kan du også se en italiensk torpedobåd, som blev brugt til angrebet på havnen i Malta, og du kan se general Eisenhowers jeep ”Husky”, som han kørte i sammen med Winston Churchill, da han besøgte Malta.
Maltas undergrund er stort set kridt og kalksten, og derfor er det muligt at grave tunneller. Under krigen blev disse tunneller brugt både som beskyttelsesrum for civilbefolkningen og soldater, men også som hovedkvarterer og kaserner. De tunneller, vi skal se, er kun åbne for særlige rundvisninger, fordi de efter den kolde krig blev brugt som et NATO-operationscenter i Middelhavet. Tunnellerne har været forladt og er derfor forfaldne, men frivillige på Malta er i færd med at genopbygge og rengøre dem som museum. Du ser bl.a. situationsrummet med det originale kort over Middelhavet, som har ruterne for de sovjetiske skibe, der sejlede atomvåben til Cuba i 1962.
Dette er endnu et underjordisk hovedkvarter etableret i tunneller, som er hundreder af år gamle. Hovedkvarteret blev brugt under luftforsvaret af Malta. Her ser du et klassisk britisk ”Fighter Allocator Board”, og du kan tælle hvor mange italienske fly, der blev skudt ned – og hvor mange britiske! Du ser også et situationsrum med et originalt kort over Sicilien, som blev brugt under ”Operation Husky”- landgangen på Sicilien i juli 1943, efter at Slaget om Afrika (og Malta) var vundet. Eisenhower havde hovedkvarter her, og du ser hans skrivebord.
Dette museum har fokus på civilbefolkningens liv under belejringen og bombardementerne. Her i den østlige del af byen kan du komme ned i smalle tunneller, hvor malteserne har gemt sig under bombardementerne. Der er små udhuggede alkover med borde og senge og en fødestue på bare fem kvadratmeter. Der er også et rigtig godt indblik i det forsvar, man havde forberedt på Malta i tilfælde af en invasion.
Ta’ Qali var en militærlufthavn for Royal Air Force og var i brug helt fra 1915. Den tidligere flyveplads ligger midt inde på Malta på bunden af en udtørret sø. Herfra opererede britiske fly mod de angribende italienske og tyske bombefly. Landingsbanen er væk i dag, men der er bevaret et par hangarer og en messe. Museet har en original Hawker Hurricane, som var blevet fløjet til Malta under en af de spektakulære forsyningskonvojer. Hangarskibe sejlede fra Gibraltar mod Malta, men kun så langt som allerhøjest nødvendigt for at undgå angreb fra italienske fly. De jagerfly, som lettede fra Hangarskibet, skulle derfor flyve deres maksimale rækkevidde for at nå frem til øen og håbe på at undgå italienske jagerfly undervejs. Adskillige fly forsvandt sporløst i havet, fordi de løb tør for brændstof, inden de nåede frem. Andre havde ganske få liter tilbage i tankene og måtte øjeblikkeligt tankes og i luften igen for ikke at blive ødelagt på jorden af angribende italienske fly.
Byen Valletta er historisk og især den gamle bydel, som ligger foran Fort St. Elmo. Den er grundlagt i 1566 og blev bygget som fæstningsby af Johanitterridderne efter en stor belejring i 1565. Byen har et net af lige gader, der på én gang tjente militære formål, og samtidig tillod vinden at suse kølende rundt om husene. Gaderne er ekstremt smalle, men altså snorlige, og bugter sig op og ned. På de fleste gadehjørner er der små restauranter. I centrum finder man det store torv, hvor Stormesterens Palads stadig ligger. Hele byen emmer af historie, og man kan slentre længe i de små gader og bl.a. kigge på en sjælden overdådighed af barokarkitektur opført i de karakteristiske gule kalksten. Valletta blev optaget på UNESCOS Verdensarvliste i 1980.
Middelalderbyen Mdina var Maltas første hovedstad. Den er lillebitte med kun ca. 400 indbyggere. Mdina ligger midt inde på øen på en klippe, som hæver sig op over landskabet, og den kuplede domkirke ses på lang afstand. Den lille by er bygget så tæt, at den kun er for fodgængere. Maltas fineste adelsfamilier bor stadigvæk i byen, som er utroligt smukt bevaret og ekstremt ren og velholdt. Byen hedder også ”den stille by”, hvilket små skilte rundt omkring minder dig om.
Din rejse til Malta er på en gang en rejse til et turistområde i det 21. århundrede og et kig meget langt tilbage i tiden. Du oplever småbitte ”slagmarker”, hvor udfaldene af kampene har været af afgørende vigtighed for hele Europa i dag. Malta er et koncentrat af historiske begivenheder, som bare venter på at blive foldet ud.
Den, der kontrollerer Malta kontrollerer Middelhavet. Malta er ca. halv så stor som Bornholm og var så strategisk afgørende for briterne, at italienerne og tyskerne igennem to og et halvt år gjorde, hvad de kunne for at belejre og bombe fæstningens svage forsvar til overgivelse.
Få andre steder under 2. verdenskrig blev så lille et område bombet så intensivt og langvarigt, hvorfor den britiske monark Georg 6. i april 1942 tildelte fæstningen og dens indbyggere Skt. Georg-korset for tapperhed.
Du kan få en dybere introduktion til kampen om Malta, i det afsnit af “Hitlers Æselører”, med Jarl Cordua på Berlingske Podcast, hvor ekspertrejseleder Niels Klingenberg Vistisen beretter om slaget, på baggrunden af bogen “Fæstning Malta” af historiker James Holland.
Klik på knappen herunder, og scroll ned til du finder afsnittet “Fæstning Malta 1940-1943”. Afsnittet tager ca. en time, og fortæller om hele slaget, og det meste af det vi ser og oplever på turen.
Når I ved bestilling indtaster jeres kreditkort, autoriserer I, at vi har mulighed for at hæve depositum med det samme, og restbeløb 2 måneder inden afrejsedag.
Dette vil også fremgå af ordrebekræftelse.
Det er generelt ikke noget problem at få en anden hjemrejse dato og blive længere på stedet. Det skal dog aftales ved tilmelding til rejsen. Det kan som regel ikke lade sig gøre at rejse ud før gruppen. Ændret hjemrejse medfører en mindre merbetaling. Kontakt os og hør mere på telefon 86 10 86 05 eller via mail rejser@cultours.dk.
Læs militærhistorisk og kulturrejse katalog online eller download
Bestil kataloget
Få tilsendt det fulde rejsekatalog med post eller på mail
DATO
Rejseleder
Depositum pr. person
Pris
Søg efter rejser, arrangementer, guides, bøger, rejseledere og meget mere
Tilmeld dig nyhedsbrevet, få spændende fortællinger og gode tilbud om rejser og arrangementer.
Telefonerne er åbne:
Mandag-fredag kl. 10:00-14:00
REJSER & ARRANGEMENTER